I disse tider råber kommunernes politikere op om, at sagsbehandlerne og visitatorerne skal spare på kommunens økonomi, selvom der er 38 milliarder kroner på kistebunden i kommunerne. Og regeringen er ved at forhandle en vækstpakke, således at kommunernes økonomi kun må stige med 0,4 procent i stedet for 0,8 procent.

Desuden har regeringen med Mette Frederiksen (S) og Karen Hækkerup (S) i spidsen gjort det nærmest umuligt at få tilkendt førtidspension, hvis man er under 40 år.

Det er lige som om, at både politikerne og myndighederne tænker, at de, som enten er fysisk eller psykisk handicappede eller som har en sindslidelse, selv er uden om det. Og derfor skal de straffes. Her er tre eksempler:

For det første ser vi, at ting, som før var hjælpemidler, er blevet gjort til forbrugsgoder, og derfor skal den handicappede nu selv betale halvdelen af beløbet over 500 kroner. Og det er altså ikke billigt, for det kan være en el-kørestol, mini-crosser med videre, som koster mange tusinde kroner.

Ting, som før var hjælpemidler, er blevet gjort til forbrugsgoder, og derfor skal den handicappede nu selv betale halvdelen af beløbet over 500 kroner

For det andet vil kommunerne afskaffe BPA-ordningen (Borgerstyret Personlig Assistance), som er beskrevet i Arbejderen 15. marts. I stedet for BPA-ordningen skal de, som bruger ordningen, have hjemmehjælp. Det vil betyde en væsentlig serviceforringelse til de handicappede. 

For det tredje vil regeringen have inklusion i folkeskolen, således at børn med ADHD, Asbergers og Autisme så vidt som muligt ikke længere skal have specialundervisning. De skal have undervisning i en almindelig klasse med hjælp af "opkvalificerede lærere".

Og jeg kender flere og flere, som siger til mig, at deres sagsbehandlere eller deres visitatorer sagtens kan forstå dem, blandt andet fordi de har været ude at besøge en institution og derfor ved, hvad det drejer sig om bla. bla, bla. Til det vil jeg bare sige: - Nej det gøre de ikke, for de kan aldrig sætte sig i den handicappedes sted. Jeg selv er delvis lammet og har en sindslidelse oveni, men det gør mig ikke til en ekspert.

Det er ikke nok bare at besøge en institution med handicappede mennesker eller følge en sygeplejerske på et psykiatrisk hospital en dag. For som alle nok ved, så varierer ens fysiske og/eller psykiske smerter.  Derfor bør politikerne og myndighederne selv prøve at leve som handicappet i mindst en måned, så de selv kan opleve, hvordan det er, at være udsat for de besparelser, som der er på psykiatri- og handicapområdet.