Jeg voksede op i et sydeuropæisk land, Frankrig, hvor arbejdsmarkedet er præget af uro, demonstrationer, strejker og mistro mellem parterne.

Der er ikke er tradition for faglige diskussioner mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Fagforeningerne er opdelt efter politisk orientering og modarbejder ofte hinanden. Det medfører en lav grad af organisering.

Mange franskmænd har indtryk af, at de må på gaden for at blive hørt. Det giver hvert år en hel del tabte arbejdsdage og en lavere produktivitet.

De sidste 40 år har jeg boet i Danmark, hvor jeg kun sjældent har jeg oplevet uro på arbejdsmarkedet. Det skyldes uden tvivl "den danske model", som man med rette er stolt af her i landet, og som andre lande, Frankrig eksempelvis, ofte kigger på med nogen misundelse.

Når en socialdemokratisk ledet regering er rede til at lade lønmodtagersiden betale prisen, har den for alvor mistet såvel orientering som troværdighed.

Takket være forhandlinger om overenskomster og respekt for de aftaler mellem parterne, der følger efter, har fagforbundene været med til at sikre blandt andet bedre løn- og arbejdsvilkår, længere ferie, barnets første og anden sygedag, pension, barselsorlov med mere.

Således har man bidraget til opbygning af den velfærdsstat - som bortset fra Norge og Sverige - er enestående i verden. Resultatet er overvejende ro og stabilitet samt lav kriminalitet.

Denne model – både velfærdsstat og forhandlingsmodel - er truet, når forhandlinger, tilsigtet eller ej, fremstår som aftalt spil mellem regering og den ene part.

Når en socialdemokratisk ledet regering er rede til at lade lønmodtagersiden betale prisen for finanskapitalernes spekulationer med massive forringelser af velfærdsstaten, har den for alvor mistet såvel orientering som troværdighed.