05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udsatte unge spises af med piller

Udsatte unge spises af med piller

Regeringen har skåret ned på behandlingsmulighederne og i stedet forsøgt at inkludere eleverne med ADHD i normale klasser. Resultat: Flere får medicin for at kunne komme igennem hverdagen.

I den aktuelle debat hører vi, at 38.000 danskere fik ADHD-medicin i 2012 ifølge tal fra Statens Serum Institut. En kraftig stigning, der "undrer" politikerne, men på ingen måde kommer bag på mig.

Regeringen har skåret ned på behandlingsmulighederne og i stedet forsøgt at inkludere eleverne med ADHD i normale klasser. Resultat: Flere får medicin for at kunne komme igennem hverdagen. 

Det er ikke blot psykiaternes skyld, at der udskrives mere og mere medicin til de nødstedte børn, der uforskyldt er blevet diagnosticeret med den efterhånden almindelige lidelse ADHD. Et enormt stort ansvar ligger på skuldrene af vores politikere - de politikere, vi har valgt til at tage sig af dem, der har det svært. Det viser sig desværre, at børn med ADHD blot får det værre og værre med den siddende regering.

Inklusion er for mig at se en billig måde at udsætte den totale eksklusion. Børnene sættes i normale klasser, får medicin for at indordne sig, og man trykker på en pauseknap, så de ikke får reel behandling for deres sygdom - den holdes blot nede.

Inklusion er for mig at se en billig måde at udsætte den totale eksklusion.

Resultatet er, at den blusser op den dag, de stopper på medicin, eller ikke lærer selv at tackle, hvordan man skal leve med de udfordringer, ADHD fører med sig.

I stedet bør disse børn behandles på de specialskoler, som regeringen er i gang med at sløjfe. Behandlingen skal bestå af en hverdag i faste, trygge rammer med et personale, der er uddannet i netop at tage sig af børn som dem.

Med den rette behandling falder brugen af medicin beviseligt, børnene klarer sig bedre, og færre kommer ud i en kriminel deroute.

Almindelige folkeskolelærere er enormt dygtige, men de er ikke uddannet i at tage sig af børn med ADHD. Det er derfor dybt urimeligt, at de skal inkludere børn med særlige vanskeligheder i de i forvejen store klasser. De er ganske enkelt ikke rustet til det, og det går ud over hele klassen og ikke mindst børnene med ADHD.

Det er desuden bevist, at børn på specialskoler tager mindre medicin, fordi vi sørger for at danne rammer, der tilgodeser deres lidelse - i stedet for at proppe dem ind i et normsæt, som de simpelthen ikke passer ind i. 

Ja - det gør skolegangen for et barn med ADHD dyrere end for et almindeligt barn. Men hvor mange prognoser for ungdomskriminalitet, vold og selvmord vil politikerne se, før de indser, at der bør skelnes mellem normalt fungerende børn og børn med ADHD?

At der samtidig er en samfundsgevinst ved det, viser forskning med al tydelighed. Burde disse argumenter ikke være nok?

Kære Astrid og Antorini - det er op til jer at få de 38.000 reduceret, og jeg håber, I løser ligningen. Den er egentlig ikke så svær: I skal forebygge frem for at lave lappeløsninger. Ellers ender disse børn og unge næsten med garanti med at blive totalt ekskluderet. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. maj. 2013 - 11:12   08. maj. 2013 - 11:15

Læserbrev

af Ingvald á Kamarinum, specialskoleleder, Fjordskolen, Holbæk