"Usa har sprængt en atombombe i Eniwetok-atollen i Stillehavet."  Det var i 1952 og ikke for sjov. 10 MT. Verden kunne ødelægges. En dommedag var mulig, som ikke var skabt af religiøse fantasier, men udtænkt af videnskabsfolk under politiske ledelse.

I 1945 blev Little Boy på blot 13 KT bragt til sprængning over Hiroshima. Fat Man blev droppet over Nagasaki. Der var billeder. Det var næsten til at forstå, hvor kraftigt og ødelæggende a-bomben var.

Naturens tilstand bliver individualiseret og gjort afhængig af forbrugsvalg

Prøvesprængningerne faldt slag i slag. Bomberne over Japans byer var dværge. Man kunne roligt være bange. Den, der havde sådan et våben, havde også magt. Det var et af formålene med dem.

Som et led i a-krigsforberedelserne blev der udviklet mange små lokale og personlige løsninger, så folk kunne tage vare på sig selv, "hvis krigen kommer", som en pjece fra 1962 hed. Der skulle stables sandsække og borgerne blev instrueret om, hvordan de skulle krybe sammen under borde. 

Det var skræmmende. Atommagterne beholdt deres våben og forhindrede andre i at få dem. Stormagterne tog ansvar for kloden, hed det. De koncentrerede magten.

Klimatruslen

I dag er katastrofescenariet også skabt af samfundene. Klimatruslen er skræmmende, og sikkert mere uafvendelig end a-krige.

FN's klimachef Christiana Figueres meddelte forleden, at verdens klimatiske tilstand er nået ind i "en ny farezone", hvor niveauet af CO2 er rekordhøjt. Det er det højeste niveau i menneskehedens historie. "Verden har krydset en historisk tærskel" lød budskabet.

Beregninger viser temperaturstigninger på tre grader over de næste 100 år, og det er meget. Der kommer mere ekstrem regn nogle steder og tørke andre steder. 55 procent af planter og 35 procent af dyr kan få deres livsrum halveret i 2080.

I dette katastrofescenarie har magtens ansvarlige gjort sig usynlige. Der er - endnu - ikke forbundet nogen magtposition ved at tage ansvar for klimaet.

Konflikten med den profitbaserede vækstøkonomi er indlysende. Hvis der ikke er to til tre procents vækst, er de økonomiske systemer i krise, som nu. De begyndende initiativer, der var under højkonjunkturerne indtil 2008, er fordampet. Når der er krise, er der ikke råd. Og når der er boomøkonomi, vokser klimaproblemet endnu mere.

Nye konflikter

Et af de store slag forude kommer til at handle om, hvem der skal bære de ekstraordinære omkostninger til afhjælpning af klimaskader. Uanset hvad bliver det en ekstra produktionsomkostning, hvor de geografiske områder, der slipper nemmest, får en ekstra værdi og giver en forskelsrente. Nye geostrategiske konflikter bliver til.

I frygtens balance mellem økonomiske kriser, prognoser fra klimapaneler og serien af klimatopmøder er løsningen domineret af de lokale og personlige initiativer samt en markedsbaseret strategi for "grøn vækst" og en markedsplads for handel med CO2-kvoter.

Naturens tilstand bliver individualiseret og gjort afhængig af forbrugsvalg samtidig med, at den private overtagelse af naturens værdiskabelse via patentering af gener, plantesorter, dyreracer og biologiske processer vokser. Katastroferne er blevet et slagnummer i den kommercielle kulturindustri.

Som a-våbene blev, bliver naturen stillet over for os, som en truende apokalypse af vand, der stiger, ekstremt vejr, lumske vulkaner og virusangreb, der sætter samfundene i en frygttilstand, selvom de mest af alt burde frygte sig selv.