14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

De handicappede og digitaliseringen

De handicappede og digitaliseringen

KL kritiserer bankerne for at gøre det besværligt for mennesker med handicap at bruge deres bank. Men i den offentlige forvaltning er det lige så svært, når man er handicappet. KL ikke burde ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus.

Hvis man er handicappet, er det lige så besværligt at kommunikere med offentlige myndigheder, som det er med bankerne. Almindelige breve og postkasser er på vej ud.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Formanden for KL’s social- og sundhedsudvalg Anny Winther (V) advarer den 20. april på politiken.dk bankerne mod at gøre det sværere for mennesker med psykisk handicap at være kunde, fordi der bliver færre og færre bankfilialer med kassebetjening.

Og som formanden for Landsforeningen LEV, Sytter Kristensen, som arbejder for udviklingshæmmedes rettigheder, siger: "Når man ikke kan gå ind i en bank og blive betjent med sin bankbog, så gør man folk endnu mere handicappede, og de får brug for meget mere støtte. Vi er nødt til at tænke de her grupper ind i digitaliseringen, for der er nogle af vores medlemmer, som aldrig kommer til at lære at bruge for eksempel netbank".

Det er rigtig dejligt, at KL påpeger, at der skal være flere banker med kassebetjening. "KL er gået ind i sagen, fordi de oplever, at de kommunale medarbejdere må køre længere og længere for at hjælpe en dement borger, en borger med hjerneskade eller en psykisk udviklingshæmmet borger til en bank med personlig betjening".

Men hvad med kommunerne selv og deres borgerservice? Jeg har læst, at kommunerne vil digitalisere 100 procent, således at man som borger ikke får besked fra ens kommune med breve via postvæsenet, men at kommunerne kun vil sende informationer ud via e-mail.

Hvad med kommunerne selv og deres borgerservice? Jeg har læst, at kommunerne vil digitalisere 100 procent.

Hvad med for eksempel en dement, en hjerneskadet eller en psykisk udviklingshæmmet borger, som ikke kan finde ud af at bruge internet? Og hvad med de hårdt pressede kommunale medarbejdere, som ikke magter at give borgeren rettidig besked fra kommunen. Har KL tænkt over det?

KL vil så sige: "Brug kommunens borgerservice". Til det vil jeg sige, at efter kommunalreformens gennemførelse er kommunerne blevet så store, at der i nogle kommuner er blevet langt til borgerservice for de ovennævnte grupper af mennesker.

Så kære KL: det hjælper ikke kun at skrive om, at der er problemer med banker, når der også kan være problemer med kommunernes borgerservice i forhold til personlig betjening til mennesker med handicap, som for eksempel demente, hjerneskadede eller udviklingshæmmede borgere.

Og derfor kan jeg kun være enig med næstformanden for HK Kommunal, Mads Samsing, som den 18. maj på sin blog på arbejderen.dk skriver : "Det er rigtig fint med digitalisering af den offentlige sektor, men det går skævt, hvis det bliver en ren spareøvelse". 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. maj. 2013 - 09:12   22. maj. 2013 - 09:15

Læserbrev

af Jesper van der Schaft, Åbyhøj