Hvad er det, det officielle Danmark fokuserer på, når talen falder på psykologhjælp betalt af det offentlige til traumeramte mennesker?

Det er: soldater med posttraumatisk stress, børn af misbrugere og psykisk syge, ofre for skilsmisser og dødsfald og torturramte fra fremmede lande, som følge af Danmarks overfald på andre nationer i verden.

Der er en larmende tavshed omkring psykologhjælp betalt af det offentlige til koncentrationslejrofre.

Det forekommer mig, at der er en larmende tavshed omkring spørgsmålet om psykologhjælp betalt af det offentlige til koncentrationslejrofre. Det er måske bekvemt for det officielle Danmark, at denne gruppe af ofre er ved at uddø.

Denne gruppe bærer på en sådan rædselsberetning nedgravet i sig, at det turde være indlysende at give dem første prioritet. Og eftersom man skamløst har vendt det døve øre til længe nok om hjælp til disse mennesker, så når deres børn, krigsbørnene fra anden verdenskrig, at blive så gamle, at de heller ikke får hjælp til at bearbejde de mareridt, de fra ganske små børn har været vidne til i opvæksten i deres af familier. 

Rædslen videreført i næste generation. Igennem et langt liv. Indlysende ville det være at give også krigsbørnene første prioritet med hensyn til hjælp til behandling. Det er aldrig for sent.

Det officielle Danmark kunne måske endda driste sig til at inddrive midler fra Tyskland til formålet. En alt, alt for forsinket krigsskadeerstatning. Har man nogensinde forsøgt? Hvad er det egentlig, der gør, at det officielle Danmark er mere interesseret i at hjælpe torturofre fra andre lande, fremfor landets egne borgere?