Krig og fred har til stadighed optaget venstrefløjen, og ikke uden grund. Vi lever i imperialismens tidsalder og skal som socialister hele tiden kunne analysere, hvilken vej udviklingen går.

I Arbejderens omtale af konflikten i Mali og Golanhøjderne (2. juni) citeres KP-formand Jørgen Pedersen for at advare mod at bidrage med danske tropper til en FN-mission i de to konfliktområder. Han argumenterer med, at Danmark er et lille imperialistisk land og medlem af NATO, og dermed ikke kan optræde neutralt.

Synspunkterne i Arbejderen forekommer mig en smule unuancerede og ikke særlig dialektiske.

Det samme fremgår af avisens leder, der skriver, at uanset om missionen har et FN-mandat eller ej, er det helt afgørende, at alle danske soldater forbliver i Danmark  Lige under overfladen ligger store danske erhvervsinteresser. Og i naturlig forlængelse heraf er det beskæmmende, hvis Enhedslisten støtter danske bidrag til en FN-fredsbevarende styrke i de to brændpunkter.

Synspunkterne forekommer mig en smule unuancerede og ikke særlig dialektiske. De betyder, at FN i princippet ikke kan spille nogen positiv rolle, før vi har bekæmpet imperialismen.

Og desuden betyder det, at Danmark altid vil forfølge imperialistiske interesser, så længe landet er medlem af NATO og EU. Et sådant standpunkt udelukker, at styrkeforholdet i Danmark, og for den sags skyld i grupper af lande ikke kan ændre forholdene.

Det udelukker også, at venstrefløjen kan bruge en national styrke til at forhindre overgreb på civile og alvorlige brud på menneskerettigheder. Det forekommer mig meget problematisk at afskrive sig disse muligheder.

Hvad mener Enhedslisten ?

Disse spørgsmål har vi løbende diskuteret, siden vi i 1989 dannede Enhedslisten.  Sidst på vores årsmøde i 2012, hvor der var enighed om følgende hovedlinier:

FNs rolle og muligheder er ikke uafhængig af de eksisterende magtforhold og konflikternes karakter. Der kan være tale om internationale konflikter mellem to eller flere selvstændige stater, mellem tidligere kolonimagter og befolkninger, der kæmper for reel økonomisk og politisk selvstændighed og indre konflikter mellem befolkningsgrupper inden for en stat. Ofte vil konflikterne antage blandingsformer og have meget sammensat karakter.

Det er fortsat en af venstrefløjens vigtigste opgaver at bekæmpe imperialismen.

Det er fortsat en af venstrefløjens vigtigste opgaver at bekæmpe imperialismen og blotlægge og afsløre de imperialistiske interesser, der som oftest skjuler sig bag de fine ord om demokrati og menneskerettigheder.

Det skal ikke føre til en ukritisk støtte til diktatoriske regimer, der er i konflikt med imperialistiske magter, men heller ikke til blåstempling af vestlig propaganda om humanitære interventioner og regimeskift. I kampen mod undertrykkelse og for demokrati er de imperialistiske magter en meget ringe og upålidelig alliancepartner.

Militære aktioner som sidste udvej

Før en militær indgriben kan komme på tale som en absolut sidste udvej for at skabe sikre zoner for flygtninge, forhindre alvorlige overgreb som etnisk udrensning, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden, må der arbejdes på at finde politiske løsninger.

En væsentlig opgave består i at afdække og fremskaffe information om konfliktens baggrund, parternes hensigter og positioner og en vurdering af risikoen for, at udenlandske interesser vil medføre indblanding i og optrapning af konflikten.

En sådan viden er en nødvendig forudsætning for at undgå, at der handles på et skrøbeligt beslutningsgrundlag og under påvirkning af en mediedækning, som alt for ofte ikke afdækker konflikternes sammensatte karakter, og hvor medierne selv optræder som parter i konflikten og desuden accepterer militært betinget censur.

Som et led i en freds-og konfliktløsningproces må der søges nedsat en bredt sammensat mæglingsgruppe bestående af diplomater, kulturfolk, konfliktforskere, forhandlings- og forsoningseksperter. Initiativet kan udgå fra FN, regionale organisationer eller stater, der ikke har særlige interesser i konflikten, men som kan påtage sig rollen som mægler.

Det er vigtigt, at forhandlingerne gives den nødvendige tid, som gør det muligt at finde frem til løsninger, som alle parter kan leve med.

Hvis sådanne mæglingsforsøg viser sig resultatløse, kan der iværksættes sanktioner i form af økonomisk boykot, handelsrestriktioner, våbenembargo, afbrydelse af diplomatiske forbindelser med mere, idet det dog må tages i betragtning, at sådanne initiativer ofte vil ramme civilbefolkningen i højere grad end konfliktens ledende grupper.

Som et led i en freds-og konfliktløsningproces må der søges nedsat en bredt sammensat mæglingsgruppe.

Viser sådanne freds- og konfliktløsningsforsøg sig at være forgæves, må det nøje overvejes om, der skal gribes ind med såkaldt fredsbevarende eller fredsskabende forholdsregler.

Det kan komme på tale, at indsætte styrker fra FNs medlemslande, der har til opgave afvæbne konfliktens parter, overvåge en våbenhvile eller beskytte civile befolkningsgrupper mod at blive taget som gidsler og udsat for voldsomme overgreb.

Også i denne fase vil det være vigtigt at inddrage civile hjælpearbejdere såsom jurister, socialarbejdere med flere, der ved noget om den menneskelige dimension af konflikter og vold.

Uanset om der gribes ind i en konflikt med fredsbevarende eller fredsskabende forholdsregler, skal der formuleres snævre og præcise grænser for en sådan FN-missions beføjelser. Det konkrete mandat og adgangen til sanktioner må fastsættes fra gang til gang og må ikke føre til indgriben i en borgerkrig på den ene af parternes side. Desuden skal mandatet være tidsbegrænset.

En forudsætning for Enhedslistens støtte kan sammenfattes i følgende:

• at Enhedslisten forud for en beslutning har foretaget en selvstændig og grundig analyse af situationen og de involverede politiske og økonomiske interesser med inddragelse af såvel uafhængig ekspertise samt partiets egne udvalg og eksperter.
• at interventionen har et præcist og utvetydigt FN-mandat.
• at interventionen ikke bliver brugt af stormagterne til at sikre deres interesser i området eller gennemtvinge et regeringsskifte i deres favør.

Ud fra disse principper vil Enhedslisten tage stilling til de to aktuelle forslag om danske bidrag til FN-missionen i Mali og Golanhøjderne.

Golan-højderne og Mali

Den fredsbevarende styrke i Golanhøjderne er af gammel dato. Den har sit udspring i Israels besættelse af området i 1967-74. 1200 soldater og civilarbejdere har under FNs kommando siden 1974 overvåget våbenhvileaftalen mellem Syrien og Israel.

For mig vil det forekomme grotesk, hvis denne våbenhvile ikke fortsat opretholdes – især i lyset af den højrenationalistiske regering i Israel og krigen i Syrien.

FN har anmodet Danmark om at stille mandskab til opgaven, og den danske regering vil sandsynligvis i efteråret stille forslag om, at vi bidrager til denne opgave. Jeg har svært ved at få øje på danske erhvervsinteresser, endsige at vi skulle agere lakajer for multinationale profitinteresser ved at støtte den fredsbevarende indsats her.

Derfor analyserer vi i øjeblikket grundlaget og betingelserne i Enhedslisten med henblik på vores stillingtagen.

Konflikten i Mali er mere kompliceret. Frankrig gik ind i konflikten med FN-mandat, men under fransk kommando. Danmark støttede med soldater og transportfly.

Enhedslisten stemte imod i Folketinget, både fordi den franske indsats var styret af at beskytte franske interesser, og fordi indsatsen ikke var en fredsbevarende indsats under FNs ledelse. Der var masser af humanitære grunde til at gøre en indsats.

Der er nu en situation, hvor FN ønsker at etablere en fredsbevarende og stabiliserende styrke direkte under FNs kommando. Grundlaget for denne styrke er klart beskrevet i FN's resolution 2100. Det er sandsynligt at den danske regering i efteråret vil foreslå, at Danmark bidrager til denne opgave.

Situationen kompliceres af, at der samtidig med den fredsbevarende FN-styrke vil befinde sig franske tropper på omkring 3.000 personer i landet. Disse vil være under fransk ledelse, men vil kunne indsættes efter grønt lys fra FNs generalsekretær.

Derfor analyserer vi i øjeblikket grundlaget og betingelserne i Enhedslisten med henblik på vores stillingtagen. Uanset konklusionen, pådrager vi os et ansvar. Man kan ikke stille sig neutral, hverken til en konflikt, en krig eller verdens udvikling – uanset vor kompliceret, det kan forekomme.