Eigil Nielsen giver i Arbejderen den 30. juli sit besyv med i diskussionen mellem Christian Juhl fra Enhedslisten og mig.

Eigil er utilfreds med, at jeg understreger betydningen af at stå fast på kampen mod imperialismen.

Under anden verdenskrig indgik Sovjetunionen i et nært samarbejde med vestmagterne for at bekæmpe den fælles fjende: nazismen, skriver Eigil Nielsen. Han mener, at det kan bruges som begrundelse for at retfærdiggøre, at danske NATO-soldater sættes ind i verdens brændpunkter i kampen mod Gadaffi i Libyen eller det nuværende regime i Syrien.

Der findes ikke en eneste konflikt i verden i dag, hvor imperialismen ikke er aktiv på mindst en af konfliktens sider.

Her er det at filmen knækker. Op til og under anden verdenskrig skabte Sovjet en alliance imod nazismen og fascismen, som den gang var verdens folks hovedfjende. Det var rigtigt og fornuftigt. Så langt er Eigil og jeg enige.

Men Eigil lukker øjnene for den kendsgerning, at en tilsvarende alliance i dag må rette sig imod USA, NATO og EU, som er verdens stærkeste magter og hovedfjenden for verdens folk. Det er imperialismens udplyndring og indblanding, som er kilden til fattigdom, oprustning, krige, arbejdsløshed, sult.

Der findes ikke en eneste konflikt i verden i dag, hvor imperialismen ikke er aktiv på mindst en af konfliktens sider. Derfor afviser Kommunistisk Parti at støtte og legitimere at Danmark – eller noget andet NATO-land, går i krig med eller uden FN-mandat.

Eigil Nielsen påstår at Kommunistisk Parti dermed afviser at støtte undertrykte befolkninger. Intet kunne være mere forkert. Vores pointe er, at det dummeste man kan gøre er at trygle ræven om at vogte gæs.