Kommunerne er en hjørnesten i den måde, vi tænker samfundet på i dag. Det er i kommunerne, at langt hovedparten af vores velfærdsydelser bliver produceret, og det kommunale selvstyre har i gennem tiden sikret, at produktionen af disse ydelser er sket under en vis grad af demokratisk kontrol.

Historisk set har de danske kommuner været karakteriseret ved lægmandsstyre. Det har ikke været nødvendigt med en universitetsuddannelse inden for statskundskab eller jura, hvis man har ønsket at engagere sig i dansk lokalpolitik – det eneste krav har været engagement og et ønske om indflydelse på konkrete lokalpolitiske spørgsmål.

Netop af disse årsager kan de fleste politikere på den ene side erklære sig enige i, at det kommunale selvstyre er værd at bevare – og måske endda udvide. På den anden side har de selv samme politikere i praksis været enige om faktisk at indskrænke det så højt besungne kommunale selvstyre.

Resultatet har været en snigende bureaukratisering og afdemokratisering af kommunerne. 00’ernes borgerlige regeringer markerede sig som frontløberne i denne proces.

Afdemokratisering

Et helt centralt værktøj i udformningen af den kommunale politik var tidligere retten til skatteudskrivning. Men med Anders Fogh Rasmussens skattestop blev der sat en effektiv stopper for dette.

I samme periode gennemførte man Strukturreformen, der samlede kommuner over hele landet i storkommuner. Reformen skulle øge konkurrencen på tværs af kommunerne og sikre, at flere velfærdsydelser blev udliciteret til private. Kort sagt var målet med Strukturreformen at lade markedslogikken regere i udbuddet af kommunal velfærd. I stedet for at engagere sig i lokalpolitik og derigennem præge udformningen af den kollektive velfærd skulle borgerne – nu degraderet til kunder – "stemme med fødderne".

Kommunerne skal være virksomheder, der konkurrerer med hinanden side om side med private aktører om at være borgernes foretrukne sted at forbruge deres velfærd.

Kommunerne skal konkurrerer side om side med private aktører.

I et professionelt virksomhedsmiljø, hvor hovedmålet er at udkonkurrere nabokommunen, er der ikke meget plads til borgerinddragelse i den kommunale velfærd. Idealet om det udviklende og alsidige politiske engagement, hvor borgerne sammen udvikler og forbedrer deres kommune er gået i fløjten – tilbage er kun valget mellem forskellige udbydere af "velfærdsvarer".

Det er denne udvikling, som den pensionerede demokratiforsker Tim Knudsen kalder for overgangen fra folkestyre til markedsdemokrati.

Markedsdemokrati

Netop denne markedsgørelse af kommunalpolitik har den nuværende socialdemokratisk ledede regering ikke været sen til at udnytte. Den har indset, at kommuner, der er drevet som virksomheder, er langt lettere at holde i snor, når vi skal leve op til EU's krav om stram styring af de offentlige finanser.

Efter at have tiltrådt EU's finanspagt indførte Helle Thorning Schmidt og Bjarne Corydon den såkaldte budgetlov. Med den er Fogh-tidens loft over offentlige udgifter blevet skærpet. Sanktionerne mod kommuner, der overskrider udgiftsloftet, er blevet så voldsomme, at man nu holder så meget igen med udgifterne, at man konsekvent går langt under budgetteringen. Derfor kom kommunerne ud af 2012 med et milliardoverskud.

Penge, som skulle have været brugt på velfærd i kommunerne. I stedet røg pengene ned i Finansministeriets kasse. Her blev de brugt til at mindske den danske statsgæld så marginalt, at det kunne have været lige meget. Ud af en samlet statsgæld på 487 milliarder kroner betalte vi sølle ni milliarder af.

Hele processen har været kendetegnet ved et centralt rationale: Kommunerne er uansvarlige og ineffektive – de yder ikke nok for skattekronerne. Derfor er det nødvendigt, at staten let skal kunne kontrollere og sanktionere dem. I forlængelse af det har målet været at få de kommunalt ansatte til at løbe hurtigere og producere mere for den samme løn.

Faldende valgdeltagelse

Det hele bunder i en dyb mistro til, at de lokale folkevalgte kan håndtere tingene. Det er i sig selv en mistro til de kommunale vælgere og til folkestyret – for slet ikke at tale om de kommunalt ansatte.

I sidste ende udtrykker det et ønske om at søge budgetmæssige forbedringer på bekostning af den kollektive velfærd. Og i dag står det da også klart, at den brede befolkning på trods af mange løfter ikke har oplevet forbedringer i velfærden – tværtimod.

Konsekvensen af de politiske reformer er, at kommunerne i dag ikke er meget mere end et ekspeditionskontor for en politik, der er formuleret fra central hånd – på Christiansborg og i Bruxelles. De fleste offentligt ansatte vil kunne nikke genkendende til, at alle rammer for pleje af vores ældre, vores børns institutioner og beskæftigelsespolitikken for vores arbejdsløse formuleres centralt fra. Sidste skud på stammen var lockouten af folkeskolelærerne, der markerede første skridt i et opgør med alle offentligt ansattes ret til at forhandle lokalt.

Kommunerne er i dag et ekspeditionskontor for en politik, der er formuleret fra centralt hold – på Christiansborg og i Bruxelles.

Set i det lys, er der intet odiøst i, at kommunalpolitik i dag nærmest er uden indhold. Reaktionen i den danske befolkning er til at tage og føle på – efter strukturreformen i 2005 faldt deltagelsen ved sidste kommunalvalg i 2009 i hele Danmark. Landets hovedbyer blev særlig hårdt ramt af den lave valgdeltagelse. Således stemte kun 54 procent af københavnerne, mens valgdeltagelsen var mellem 60 og 65 procent blandt borgerne i Aarhus, Aalborg og Odense.

Der er ingen grund til at tro, at billedet vil forandre sig, før de lokale politikere får friere tøjler til at håndtere de problemer, der rammer de danske arbejdere og den brede del af den danske befolkning.

Overskud foræret væk

I stedet er den begrænsede folkelige indflydelse, som markedsdemokratiet tilbyder, blevet rykket længere og længere væk fra borgerne. Det er blevet næsten umuligt for almindelige mennesker at finde rundt i havet af bureaukratiske love, regler og forretningsgange.

Det tjener som et grelt eksempel på netop, hvor fjernt fra befolkningen den kommunale politik har rykket sig, når Københavns overborgmester Frank Jensen kan gå ud og rose sin politik for at have sikret økonomisk fremgang i hovedstaden.

Det sker i en situation, hvor den københavnske arbejdsløshed ligger to procent over landsgennemsnittet og over 3000 unge københavnere mangler læreplads. Samtidig havde byen et overskud på 750 millioner kroner på regnskabet i 2012. Af dem blev 250 millioner brugt på at betale af på gælden, mens 500 millioner forsvandt tilbage i Finansministeriet.

København er hårdt ramt af den økonomiske krise. Men som vi ved, er det med budgetloven og udgiftsloftet blevet forbudt for kommunen at bruge sit store overskud til at nedbringe arbejdsløsheden, sætte byggerier i gang, renovere de offentlige bygninger, forbedre normeringen i daginstitutionerne og nedbringe antallet af elever i de københavnske klasseværelser.

I den situation er det intet under, at næsten hver anden stemmeberettigede københavner ikke deltog ved valget til Borgerrepræsentationen. Hvorfor skulle man stemme, når kommunen ikke håndterer de problemer, som man møder i sin hverdag?

Opgør med den snærende kontrol

De enorme udfordringer, som vi står over for, med hensyn til arbejdsløshed og dalende kvalitet i den kollektive velfærd, kræver, at vi er resolutte i vores krav til lokalpolitikerne. Vi må kræve, at de tør at føre en lokal politik, der ikke udelukkende holder sig inden for de snævre rammer, som er udstukket af Finansministeriet og EU, og som ikke kun er møntet på at sikre politikerne genvalg i næste valgperiode.

Et opgør med Folketingets snærende kontrol med kommunerne og en forstærket kommunal indsats for solidariske kriseløsninger er skridt på vejen til et bedre, et mere demokratisk og et mere lige samfund. På længere sigt er det nødvendigt at sikre, at al produktion, økonomisk prioritering og administration underlægges de arbejdendes kontrol.

Kommunerne er en mulighed for at gøre politik til mere nær, mere relevant, noget som borgerne kan tage medejerskab af og ansvar for. Det bør være flertallet i befolkningen, som med udgangspunkt i lokale demokratiske organer sætter dagsordenen – ikke som i dag et magtfuldt lag i embedsværket og rige EU-landes økonomiske interesser i dansk lønudvikling og produktion.

Det er store, langsigtede målsætninger, der kræver mere kortsigtede tiltag. Men der er ingen tvivl om, at målet på sigt må være et selvstændigt, demokratisk og retfærdigt samfund – et socialistisk Danmark.