I denne uge har Danske Bank igen været forsidestof i aviser og tema for både radio og TV.

Hvor tæt var banken egentlig på at gå fallit i forbindelse med finanskrisens gennembrud i 2008, og hvad ville det have fået af konsekvenser for det danske samfund?

Baggrunden for den megen omtale er en række afsløringer af, hvordan Nationalbanken fulgte bankens økonomi tæt i 2008. Frygten for, at Danske Bank ville gå konkurs, var stor, og Nationalbanken forventede, at en konkurs ville kaste Danmark ud i en katastrofal økonomisk krise ligesom på Island.

Store dele af den politiske elite ser situationen som et argument for, at Danmark skal med i EU's nye såkaldte bankunion.

Danske Bank administrerer værdier, der svarer til det dobbelte af den samlede årlige produktion i Danmark. Mange værdier ville gå tabt ved en konkurs, og der ville med sikkerhed komme en domino effekt i den øvrige finansielle sektor i Danmark og langt ind blandt landets produktionsvirksomheder. Ellers sunde virksomheder kunne blive ramt og truet af konkurs blandt andet på grund af krav om indfrielse af de lån, de har optaget i Danske Bank.

Øget arbejdsløshed og øget fattigdom ville blive konsekvensen.

Afhængighed af markedskræfter

Sagen har igen rejst spørgsmålet, om Danske Bank reelt er for stor. Ikke bare til at gå konkurs men i det hele taget i forhold til et land af Danmarks størrelse.

Store dele af den politiske elite ser situationen som et argument for, at Danmark skal med i EU's nye såkaldte bankunion. Bliver Danmark medlem, er det ikke længere Danmark alene, der skal holde hånden under Danske Bank, men til gengæld er det heller ikke længere Danmark, der bestemmer, om banken skal overleve.

En dansk indtræden i EU's Bankunion vil ikke forbedre Danmarks muligheder at for at føre en selvstændig økonomiske politik- tværtimod. Et medlemskab vil cementere Danmarks afhængighed af de frie markedskræfter på kapitalmarkedet, som allerede er et problem i dag i forhold til at føre en selvstændig økonomisk politik.

Hensynet til kapitalmarkedets tillid er et argument, som regeringen har brugt flere gange i forbindelse med sine økonomiske stramninger overfor de dårligst stillede i samfundet. Regeringen tilpasser landet til kapitalmarkedets behov i stedet for at sikre, at Danmark kan føre en selvstændig økonomisk politik.

Det private forbrug

Et eksempel er det private forbrug. Ifølge Nationalbanken har Danmark langt større udsving i forbruget end andre lande, vi sammenligner os med. Det er blandt andet konsekvensen af, at vi er blevet mere afhængige af de internationale renteforhold som følge af omlægning af boliglånene til lån med kortere løbetid.

Det private forbrug udgør omkring halvdelen af den indenlandske efterspørgsel i Danmark og er derfor af stor betydning for den danske økonomi. Mindre efterspørgsel afføder mindre produktion og dermed øget arbejdsløshed, der igen svækker efterspørgslen.

Den kortere løbetid på boliglånene betyder, at en rentestigning slår hurtigt igennem på husholdningernes udgifter og forringer dermed deres købekraft og den indenlandske efterspørgsel. Til gengæld er en stor del af danskernes opsparing bundet i langsigtede pensionsordninger, hvor øgede renteindtægterne først kommer til udbetaling flere år ud i fremtiden. Nationalbanken vurderer på den baggrund, at en rentestigning i dag vil dæmpe forbruget mere end for blot 10 år siden.

Det faktum, at formuerne i de danske pensionsopsparinger er på størrelse med den kapital, som Danske Bank administrerer, samt at de skal forrentes på kapitalmarkedet, illustrerer også, hvor stor en del af dansk økonomi, der er blevet afhængig af kapitalmarkedet.

Når omkring 40 procent af pensionsformuerne oven i købet er udskudt skat, understreger det, at der er brug for et kursskifte i den økonomiske politik, men også at der råderum til at føre en økonomisk politik, der dæmmer op for kapitalmarkedets diktater. Det kræver blandt andet, at landet opbygger en nonprofit finansiel sektor - som en statslig bank - samt sikrer, at landets økonomi er mindre afhængig af udsvingene på kapitalmarkedet.