Det kan undre mig lidt, at der er så stille omkring Enhedslisten og "den røde regerings" pinseaftale vedrørende forlængelse af aftalen om de udfaldstruede.

Jeg kan ikke forstå hele diskussionen om finansieringen, vi faldt da ikke i a-kasse kontingent, da regeringen skar dagpengeperioden ned fra fire til to år.

Men er det et reelt problem, så kunne de jo rulle nogle af de flotte skattelettelser tilbage, som regeringen startede med at give. Eller lave en solidarisk finansiering, ikke tage fra de svage grupper igen.

Jeg føler mig næsten sat tilbage til VKO-regeringens hærgen. 

Men okay, det er vel derfor der er stille, der er ingen der kan høre de svage.

Jeg ser og hører mange i min hverdag, der i en sen alder bliver kasseret på arbejdsmarkedet. Alle ved, at er du mellem 50 og 60 så, skal du have gode forbindelser for at komme tilbage i job.

Det er mere reglen end undtagelsen, at de ryger ud af dagpengesystemet efter to års ledighed, de havde så en sikkerhed (troede de), fordi de blev i en anden forsikringsaftale, der hedder efterløn. Så var du garanteret et job, hvis du røg ud op til fem år før efterlønsalderen. Men er du født mellem 1954 og 1956 eksisterer den tryghed ikke længere.

Jeg vil næsten sige, at jeg føler mig sat tilbage til VKO-regeringens hærgen. Enhedslisten og den røde regering fjerner sgu lige med et penselstrøg tæppet under disse mennesker.

Der er trods alt en forskel på 60 procent af dagpengesatsen og en overenskomstløn på mellem 20.00 og 30.000 kroner om måneden. 

En anden ting er hele det psykologiske aspekt omkring, hvordan vi får afsluttet et langt arbejdsliv, en værdig afsked med arbejdsmarkedet til en anstændig løn er sgu det mindste, vi kan forlange.

Hvad blev der af velfærdssamfundet? Man skulle være blevet kuglestøder!