Fredag blev dagen, hvor statsminister Helle Thorning Schmidt kunne præsentere sin første store ministerrokade. Det betød et comeback til Henrik Sass Larsen, der ellers blev droppet ved regeringsdannelsen på grund af dårlig presse.

Pax cum eis

Men hvad mere interessant er, så betød rokaden også et exit til transportminister Henrik Dam Kristensen og dermed den ene af de kun to ministre med en arbejderbaggrund i Helle Thornings socialdemokratisk-ledede arbejderregering.

Tendensen til, at det i stigende grad er akademikere, der sidder i Folketinget, har været kendt længe. I medierne er effekten blevet døbt "djøficeringen" efter fagforeningen Djøf, der organiserer jurister, økonomer og andre med lignende baggrund. Eksempelvis også de, der har læst statskundskab - dem er der 35 af, ud af Folketingets 179 sjæle.

Som nybagt BA i Filosofi skal jeg være den sidste til at harcelere over akademikere med en interesse for politik. Og måske er der heller ikke noget mærkeligt i, at folk der interesserer sig nok for politik og samfundsliv til at have studeret statskundskab, også gør det nok til at ville engagere sig i politik. Pax cum eis, fred være med dem.

Demokrati i fare?

Problemet er ikke, at folk med en Djøf-baggrund engagerer sig i politik. Problemet er, at folk uden en Djøf-baggrund ikke gør det. For jo færre murere, kantinemedarbejdere og pædagoger, der bliver i Folketinget, jo færre er der, der stiller spørgsmålstegn ved embedsmandsvældets dagsorden.

Ikke fordi djøffere ikke kan stille spørgsmålstegn – op til flere af dem i Enhedslisten gør et godt stykke arbejde på dén front. Men en person, der ikke har den samme uddannelsesmæssige baggrund som embedsmændene, som ikke taler samme sprog, vil nu engang – uanset politisk observans i øvrigt – stille flere spørgsmål til de forslag og planer, som embedsværket producerer.

Det giver i sidste ende en større grad af demokratisk kontrol, fordi der ikke er en på forhånd givet enighed mellem folkestyret og forvaltningen.

Sparediktatur

Politik er visionernes område. Man beslutter sig for, hvad det er, man gerne vil. Man diskuterer, debatterer og overbeviser og anerkender. Og når et flertal så er blevet enige om noget, så går man til embedsværket og får deres hjælp til at gennemføre det i videst muligt omfang. Det er idealbilledet af demokrati. Det er lægmandsdemokratiet, folkestyret.

Men i et demokrati udelukkende befolket af djøffere, er det ikke sådan, virkeligheden ser ud. Der er det embedsmændene, der sætter dagsordenen, og politikerne reduceres til frontfigurer, der skal spinne det allerede vedtagne på den mest muligt positive måde og så samle 90 mandater i Folketingssalen. Nichts weiter.

Vil man have eksempler på, hvor meget demokratiet kan afmonteres i embedsmændenes hænder, behøver man ikke se videre end til den europæiske Trojka, der indtil videre har væltet tre demokratiske regeringer i Sydeuropa og erstatte dem med sparediktaturer.

Ghettomentalitet

Men akademiseringen er ikke kun et problem, fordi den giver magt til embedsværket. Det er også problematisk, at de 179 mennesker, der bestemmer over 5,5 million danskeres virkelighed aldrig selv har været ude i den. Man kan sige meget godt om universitetsuddannelser, men at studere virkeligheden er ikke det samme som at befinde sig i den.

Man kan ikke sætte sig ind i, hvordan det er at miste sine dagpenge, sit livsgrundlag, hvis man aldrig selv har haft angsten for at miste sit job inde på livet. Man ved ikke, hvordan det er at være truet på sit eksistensgrundlag, hvis man aldrig selv har været i nærheden af et rigtigt arbejde. Ikke et studiejob eller en klækkelig MF-lønning, men et rigtigt job. Sådan et af dem ude i den der virkelighed, du ved.

Henning Hyllested, der er MF for Enhedslisten og før det var havnearbejder i Esbjerg, sagde det ret godt her i avisen sidste år:

- Når de snakker om løndumping på chauffør-området, så kan jeg sætte ansigt på de danske chauffører, som bliver fyret i bundter. Jeg ved, at der bag tallene i statistikkerne befinder sig levende mennesker.

Det er den empati og forståelse, der i høj grad kommer til at mangle, hvis de faglærte, de ufaglærte, de uuddannede og de skæve forsvinder fra Christiansborgs gange. Ikke fordi djøfferne er onde mennesker. Men fordi virkeligheden på Christiansborg er så langt fra virkeligheden i resten af Danmark, at Slotsholmen nok burde stå øverst på regeringens ghetto-liste.

Ene mand på skansen

Men helt fortabte er vi ikke. En enkelt arbejder er stadig tilbage i arbejderregeringen: Minister for by, bolig og landistrikter Carsten Hansen (S). Med en baggrund som VVS'er er han ikke bare arbejder, han er en håndværker af den gamle skole.

Jeg sætter min lid til ham. Og til de øvrige arbejdere, der er tilbage i Folketinget, uanset hvilket parti de tilhører. Ikke fordi vi er enige om alt, det tror jeg langt fra. Mor Pia er trods alt også arbejder, en tidligere hjemmehjælper, og hende har jeg mindre end lidt tilfælles med.

Men jeg sætter min lid til, at de fortsat vil stille spørgsmål til alle de konklusioner, der er draget på forhånd i en sluttet kreds mellem venner. Jeg sætter min lid til, at de vil sætte politik over forvaltning og bryde med idealet om, at det er regnedrengene, der har ret. For virkeligheden kan man ikke regne sig til.