Frederikssund Kommune medvirker indirekte til løndumping med valg af ny leverandør til udførelse af rengøringen.
Det kan de gøre ved at dække sig under, at de intet har at gøre med, og ej heller skal forholde sig til de medarbejdere, som rent faktisk skal udføre rengøringen på de kommunale institutioner, og ansvaret derfor alene er lagt over på leverandører, som byder på opgaven.
Men så enkelt er det langt fra, da det er kommunen, som fravælger at lade virksomhedsoverdragelsesloven være gældende, og samtidigt vælger uden hensyn til andre kriterier end billigste pris. Derved understøtter og medvirker kommunen til at undergrave løn- og ansættelsesvilkår på det danske arbejdsmarked. De vilkår, som danske lønmodtagere har kæmpet for gennem generationer.
Det er påfaldende, at lavindkomstgrupper bliver behandlet med en sådan mangel på respekt.
Det har konsekvens for mange rengøringsassistenter, der får forringet deres løn- og ansættelsesvilkår betydeligt. En yderligere konsekvens bliver det arbejdsmiljø, de udsættes for, hvor nedslidning bliver en væsentlig faktor, hvilket på længere sigt vil belaste kommunens økonomi.
Jeg vil beskrive et eksempel fra "den virkelige” verden: En rengøringsassistent, før ansat 37 timer/pr. uge, er blevet tilbudt 33 timer/pr. uge fremover, men skal gøre rent på nøjagtig samme område. Foruden indtægtstab ved færre timer mistes anciennitetstillæg og servicetillæg.
Mister tillæg
Servicetillægget er et tillæg, der gives for at have taget en erhvervsuddannelse indenfor området, og selv om stort set alle skriger på uddannelse/efteruddannelse, så bliver en ansat i dette tilfælde ”straffet” lønmæssigt for villigheden til at have taget uddannelse.
For rengøringsassistenten indebærer det en månedlig nedgang i indkomst på cirka 4100 kroner, og dertil kommer mistet feriepenge, pension og så videre.
Et tænkt eksempel kunne være, at dem, som indstiller til udbud og beslutter valg af leverandør (politikerne), samt dem, som udarbejder udbudsmateriale (embedsmændene), blev stillet overfor samme vilkår, da de vel nok kan klare samme mængde arbejde med færre timer og til en lavere løn!
Plattenslageri
Vi har virkelig med politikere og embedsmænd at gøre, som opfører sig og agerer usmageligt, og helt uden respekt for det arbejde, som rengøringsassistenter udfører dagligt til gavn for brugerne af institutionerne. Det er påfaldende, at lavindkomstgrupper bliver behandlet med en sådan mangel på respekt.
At overenskomsten overholdes berettiger ikke til politisk plattenslageri ved at spekulere i omgåelse af dennes minimumsbestemmelser, når der fravælges virksomhedsoverdragelse, og helt ukritisk vælges laveste pris.
Men det politiske valg siger vist alt om den tankegang, der ligger bag det trufne valg – uanstændigt!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278