Opråb til politikere, kommuner og regioner!
Kommunerne henviser, med hjælp fra kommunalt ansatte lægekonsulenter, kronisk syge til psykiater med den begrundelse, at man ikke kan vide, om psykiaterne kan gøre dem raske. Men i praksis sker det for at trække sagerne i langdrag, så de syge ikke får førtidspension.
Kommunerne ser det som en fidus, men der tager de grundigt fejl. For psykiske diagnoser, som for eksempel funktionelle lidelser, forhindrer folk i at få udbetalt deres arbejdsskadesforsikringer eller sygeforsikringer fra forsikringsselskaberne. Beløb på for eksempel ½ - 1 millioner kroner som de syge går glip af, hvis de får en psykiatrisk diagnose, for en sådan udløser kun i meget sjældne tilfælde, og ofte først efter retssager, forsikringssummerne.
En million kroner udbetalt, det kan en kontanthjælpsmodtager leve temmelig længe for… Derudover er kommunerne med i et spil, som de måske ikke har gjort sig klart.
Her er forklaringen: Trygfonden har givet Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser langt over 50 millioner kroner. Og sammen med Lundbeck Fonden 21,5 millioner kroner til ForskningsCenter for Forebyggelse og Sundhed, hvis samarbejdspartnere alle har interesse i psykiatrien
Psykiske diagnoser, som for eksempel funktionelle lidelser, forhindrer folk i at få udbetalt deres arbejdsskadesforsikringer eller sygeforsikringer fra forsikringsselskaberne.
Det er nemlig: Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Glostrup Hospital,Forsknings klinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik, Århus Universitetshospital, Projektenheden for Psykiatrisk Rehabilitering, Psykiatrisk center Ballerup og Liaison psykiatrisk Klinik, Bispebjerg.
En ny undersøgelse, som ForskningsCenter for Forebyggelse og Sundhed står for, skal godtgøre: "årsager til sygdomme som kroniske smerter (fibromyalgi), kronisk træthedssyndrom, kroniske piskesmældssmerter, irriteret tyktarm, samt duft- og kemikalieoverfølsomhed".
Men hvordan kan man fæste lid til, at så mange interessenter med psykiatri som baggrund virkelig forsker uvildigt? Hvorfor er der ikke forskere med, som forsker i de respektive sygdomme, som disse psykiatere angiveligt vil finde årsagen til?
Det er smart tænkt af psykiaterne. De opfinder begrebet funktionelle lidelser, indlemmer alle de nævnte sygdomme i denne psykiatriske diagnose, og får kommunerne til at henvise, tjener kassen på de syge og får mange millioner af TrygFonden, som er uhyre interesseret i psykiske diagnoser.
Både de syge og kommunerne bliver tabere, mens alle andre tjener på arrangementet, for udover forsikringsselskaberne, som sparer millioner på sygeforsikringer, som kunne have kommet de syge til gode og kommunerne ligeså i form af færre udbetalinger, så betaler kommunerne også til lægeerklæringer, psykiatere, psykologer, mindfulnes-terapeuter, speciallæger, firmaer, som hjælper kommunerne med aktiveringskurser, sagsbehandlere, jobkonsulenter, lægekonsulenter, advokater og klageinstanser, som alle tjener på de kronisk syge.
Forsikringsselskaberne sparer sygeforsikringer, kommunerne må overtage og forsørge de syge, som de selv har henvist til psykiaterne, og holde "sværmen" af behandlere med løn og tilskud.
Mon ikke kommunerne skulle tænke sig grundigt om med hensyn til at hjælpe psykiaterne med at uddele psykiske diagnoser til kronisk syge borgere?
Tænk hvis alle de penge, som bruges på hele dette "cirkus" omkring de kronisk syge blev brugt til at lade folk komme sig i fred og ro og til at forske intenst i de nævnte sygdomme, så kunne de syge måske en dag blive raske…
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278