En virksomhedsejer har fået en ide til en ny produktion og har derfor brug for startkapital på 30 millioner kroner. Han opretter firmaet REHSIF A/S og udsteder børsnoterede aktier, som blandt andet tilbydes til medarbejdere i det nuværende firma samt andre lokalt interesserede.

Cirka et år efter står den nye virksomhed færdig med 35 kvalificerede arbejdere ansat i produktionen.

Det skal kunne betale sig at arbejde, og det må arbejderen så betale.

To år efter opstarten kan REHSIF A/S afholde sin første generalforsamling og fortælle om fulde ordrebøger samt et afkast på tre millioner kroner til aktionærerne.

Denne succes får i de følgende år aktiekursen til at stige, og fem år efter, produktionen startede, er kursen steget til kurs 300 eller samlet værdi på 90 millioner kroner, hvilket har fået forskellige spekulanter til at opkøbe aktierne.

På den årlige generalforsamling er der utilfredshed med et afkast på tre millioner kroner set i forhold til de 90 millioner kroner, som aktierne nu er værd.

Krav om større afkast

Virksomhedsejeren, som leder den nye virksomhed, gør nu følgende for at tilfredsstille aktionærerne: Ved naturlig afgang reduceres der til 30 medarbejderne, vedligeholdelsesudgifterne minimeres, og samtidig udløber kontrakten med den lokale vognmand, som distribuerer produkterne, her bliver i stedet lavet en billigere kontrakt med en vognmand, som benytter sig af udenlandsk arbejdskraft.

Resultatet er, at afkastet på to år stiger fra tre millioner kroner til seks millioner kroner.

Endnu engang belønnes aktionærerne med en kursstigning, og aktiekursen stiger til kurs 450 eller en samlet værdi på 135 millioner kroner, som på generalforsamlingen det følgende år bliver fulgt op med kravet om endnu større afkast.

Hvordan skal man klare disse krav? Skal produktionen flyttes til et lavtlønsområde, fordi arbejdslønnen er for høj? Kunne man bede aktionærerne investerer en del af kursgevinsten på de 105 millioner kroner til firmaets videreudvikling?

Skyldes problemerne mon manglende effektivitet? Skaber de store kursgevinster i virkeligheden flere job? Vil en lavere arbejdsløn mon udløse et større afkast i fremtiden?

Selv om ovenstående er en tænkt situation, og der sikkert kan gives mange indsigelser imod det skrevne, vil jeg alligevel henvise til nedenstående konklusion.

Arbejderne betaler

Når vi taler om den samfundsmæssige udvikling, er det største problem nok, at overklassen er vokset samfundet over hovedet. Hvor der før industrialiseringen og kapitalismens indtræden kun var den fødte og den gejstlige overklasse, er der i dag desuden en uddannet og en økonomisk overklasse.

Når man derfor stadig, mere end 100 år efter industrialiseringens start, fastholder, at det er arbejderklassen, som skal tjene/skabe de samlede værdier, vil en velstandsstigning kræve en øget produktionseffektivitet, som er meget højere end i dag, hvis niveauet i vores velfærdssamfund skal opretholdes

Samtidig må arbejderen på grund af globaliseringen konkurrere økonomisk mod et lønniveau, som er langt lavere end det nordeuropæiske, uden at overklassen på samme måde skal forholde sig globalt til den økonomiske situation.

Dette problem løses i dag politisk med højere pensionsalder, lavere efterlønsperiode, mindre tilskud til tandpleje, overfyldte lægevagter/skadestuer, nedskæringer i SU, forringelser for psykiske syge og folk på sygedagpenge samt mange andre besparende reformer, der især rammer arbejderklassen og nedefter, således at der stadig kan betales til overklassens stigende levealder og levefod.

Den generelle holdning hos de demokratisk valgte politikere er, at problemerne bedst løses med effektivisering, nogen arbejdsløshed (ledige hænder) og helt frie rammer for kapitalens bevægelighed, hvilket er nøjagtig samme krav som ved industrialiseringens start.

Det skal kunne betale sig at arbejde, og det må arbejderen så betale.