16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunevalg, udlicitering og djøfisering

Kommunevalg, udlicitering og djøfisering

Der er brug for en kommunalpolitisk oprydning og et opgør med det styringspolitiske jerngreb i form af New Public Management

Københavns Kommunes rengøringspersonale har flere gange været i aktion for at bekæmpe udlicitering af deres arbejdsområde. Billedet her er fra juni 2012, og det lykkedes ikke at forhindre udliciteringen.
FOTO: Mark Knudsen / Monsun
1 af 1

Til 1. Maj på Karens Minde i Sydhavnen i København snakkede jeg med en kvinde på 57. Hun var lige blevet fyret efter 26 års ansættelse som rengøringsassistent. Rengøringen på alle kulturhusene i København under Venstre-borgmester Pia Allerslev havde været i udbud, og de tidligere ansatte var blevet fyret.

Kvinden sagde: Jeg har altid været socialdemokrat, men til kommunalvalget stemmer jeg på Enhedslisten og tilføjede: I får fandme ikke min stemme til folketingsvalget. I vil jo afskaffe kongehuset!

Jeg forsikrede hende om, at kongehusets afskaffelse jo heller ikke var noget kommunerne kunne blande sig i. To uger forinden havde jeg været til møde med S, SF, Enhedslisten og den københavnske fagbevægelse om fælles krav til kommunalvalget i efteråret.

Dette er en særlig københavnsk tradition med den tidligere SID-formand Hardy Hansen. Og tidligere VS-borgmester Villo Sigurdsson sidder for bordenden.

Ny Skævt- kampagne?

Her blev det blandt andet diskuteret, om der var basis for en kommunalpolitisk Skævt 2-kampagne. Mange fagforeningsfolk nævnte, at den fælles kampagne mod det skæve Danmark og VKO til sidste folketingsvalg havde givet god mobilisering og praktisk samarbejde om kampagnen mellem fagforeninger og lokale partiforeninger. Kunne det gentages til kommunalvalget?

En af diskussionerne var, om der kunne skabes enighed om en "fra outsourcing til insourcing"-målsætning. Det vil sige, at partierne skulle forpligtige sig på et stop for udlicitering og gøre op med mange års udlicitering.  Og skabe en konkret handlingsplan for at få udliciterede opgaver tilbage i kommunerne eller til non-profitvirksomheder. Kunne fagbevægelsen, progressive NGOere og de tre partier lægge en fælles strategi?

Kvinden sagde: Jeg har altid været socialdemokrat, men til kommunalvalget stemmer jeg på Enhedslisten.

Svarene fra S og SF var lidt nølende, og mødet endte uden en klar konklusion. Der var dog enighed om at stramme op på kædeansvar og sociale klausuler for de mange private entreprenører, der arbejder for kommunale skattekroner, men som for eksempel ikke ansætter lærlinge trods klare målsætninger herom. Her har Metrobyggeriet i København været en skandale, da det kom frem, at der var ansat to lærlinge der!

Det handler om kommunalpolitisk oprydning og opgør med det styringspolitiske jerngreb i form af New Public Management (NPM).

Varm luft fra Christiansborg

Trods retorik fra for eksempel Radikale om tillidsreform, afbureaukratisering, regelforenkling og så videre er der siden regeringsskiftet stort set ikke kommet andet end mere varm luft fra Christiansborg på dette punkt, selv om man skulle mene, at der her havde været var nogle nemme point at hente hjem for regeringen.

Helt konkret handler oprydningsarbejdet efter NMP regimet for eksempel om

  • Dokumentation af, at en stigende andel af offentlige udgifter bruges til private firmaer, der hverken leverer bedre eller billigere kvalitet

  • Oprydning i bonuslønordninger, fratrædelsesprivilegier og ugennemsigtighed omkring toplederes løn-og ansættelsesforhold

  • Ny politik for ledelsesprofiler: hvem skal have ledelelsesansvar? Populært sagt "afDJØF-isering".

Lad os tage et eksempel: Det koster det ikke noget, men frigør tværtimod ressourcer til de varme hænder, at afskaffe hjemmehjælpernes stregkoder. Her er der blevet opbygget et system, hvor hjemmehjælperne skal registrere i detaljen, hvad tiden bruges til. Dette tager i sig selv tid fra hjemmehjælpernes pleje og omsorg. Tit fungerer maskineriet heller ikke.

I den kommunale forvaltning skal alt dette så samles og kontrolleres, hvilket tager tid for mellemlederlaget. Samtidig skal det voksende "DJØF fedtlag" - orkestrere hele denne øvelse, hvilket heller ikke er helt gratis. En gang imellem skal der også laves eksterne evalueringer af hele øvelsen af private konsulentfirmaer.

Staten kræver nemlig rapporter om, hvorfor der ikke er en større andel af hjemmehjælpen, som er kommet i udbud. Disse evalueringer skal i øvrigt også i udbud, hvilket kræver kommunale jurister, der kender de komplicerede regelsæt her og kan styre hele processen.

Hele dette regime skal transformeres fra top til bund, og opgaven er at udvikle et samlet alternativ for en demokratisk og socialt innovativ offentlig sektor, der gør op med NMP-epoken.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. aug. 2013 - 09:30   03. sep. 2013 - 11:56

Læserbrev

af John Andersen, kandidat for Enhedslisten til Københavns Borgerrepræsentation