Den 29. august 1943 er en skelsættende dato i besættelsestidens historie, dèn dag hvor Danmark sagde nej til besættelsesmagten og officielt afbrød samarbejds- og tilpasningspolitikken med tyskerne.

Dagen i forvejen var modstandsmanden Poul Kjær Sørensen, der var blevet dømt til døden ved en tysk militærdomstol, blevet henrettet - den første henrettelse af en frihedskæmper i Danmark under besættelsen.

Poul Kjær Sørensen var født og opvokset i Aarhus, hvor hans far arbejdede på Oliemøllen. Henrettelsen førte til omfattende sabotageaktioner, demonstrationer og strejker. Den første industrivirksomhed i Aarhus-området, hvor arbejdet blev nedlagt, var netop Oliemøllen.

Også august-oprøret i Esbjerg var med til at udløse en kædereaktion af dramatiske begivenheder, der førte til bruddet med samarbejdspolitikken den 29. august. Esbjerg havde stor strategisk betydning for tyskerne og var én af de byer i landet, hvor der var flest tyske tropper stationerede, næsten 25.000.

Det gjorde modstandsarbejdet yderst farligt, men allerede i begyndelsen af august var der udbrudt uroligheder med regulære gadekampe mellem tyske soldater og civile borgere.

Stemningen var på kogepunktet med stigende uro og sabotageaktioner, og lørdag den 7. august blev der erklæret undtagelsestilstand. Om mandagen gik byens smede- og maskinarbejdere i strejke, og nogle dage senere var en altomfattende folkestrejke i Esbjerg en realitet.

Folkestrejkerne breder sig

Urolighederne spredte sig hurtigt til Fyn og til hele landet, og historikere har dokumenteret, at de dramatiske begivenheder i august 1943 først og fremmest var inspireret af folk med tilknytning til det kommunistiske parti, DKP.

Partiets tætte kontakter med landets arbejdspladser og tillidsfolk fik en altafgørende betydning for udviklingen i disse hektiske dage.

Statsminister Vilhelm Buhl opfordrede over radioen de strejkende over hele landet til atter at gå i arbejde.

Derimod opfordrede Socialdemokratiets ledende skikkelse, Vilhelm Buhl, over radioen indtrængende de strejkende over hele landet til atter at gå i arbejde.

Tyskerne reagerede ved at indføre militær undtagelsestilstand, den tyske værnemagt overtog regeringens beføjelser og gennemførte militære aktioner for at afvæbne det danske forsvar. Tre års samarbejdspolitik med besættelsesmagten var blevet bragt til ophør.

Kun sjældent har socialdemokratiske toppolitikeres flair for opportunisme og taktisk snilde afsløret sig så grelt som hin råkolde efterårsdag et år tidligere, da statsminister Vilhelm Buhl den 2. september 1942 gik til mikrofonen i det nye radiohus i Rosenørns Allé og holdt sin berygtede antisabotagetale til det danske folk.

Vilhelm Buhl

Med alvorstung stemme fordømte landets førstemand i stærke vendinger modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordrede befolkningen til at angive sabotørerne til politiet.

Vilhelm Buhl stemplede uroen og modstanden imod tyskerne som drengestreger, begået af uforstandige og ubesindige unge elementer, og rettede en appel til ungdommens ledere i skoler og foreninger: "Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at dén, som begår sabotage eller hjælper med dertil … handler mod sit fædrelands interesse."

Så var der lidt mere idealisme at spore hos fædrelandets unge, der i kampen mod tyranni og undertrykkelse havde modet til at lytte til hjertet, når samvittigheden krævede det. Én af de yngste i modstandskampen var en opvakt dreng fra Østjylland, Steen Lykkeberg, der var ansat som arbejdsdreng på Chr. Nielsens armaturfabrik i Horsens.

Arbejdsdrengen

Steen Lykkeberg var vokset op i et arbejderhjem i Horsens, hvor begge forældre var glødende engageret i det kommunistiske arbejde og meget aktive i såvel fagbevægelsen som modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt. Steen var tidligt blevet medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom og blev på DKU's kongres i 1939 som 15-årig valgt til DKU's hovedbestyrelse.

Allerede i maj 1940 beordrede tyskerne armaturfabrikken at fremstille bestemte ventiler til tyske ubåde, og den unge arbejdsdreng – netop fyldt 16 år – forsøgte i det skjulte at sabotere arbejdsprocessen.

Som han senere beskrev det i sin bog "Nu løber vi linen ud": "Med en kørne, jeg havde i lommen, slog jeg et mærke i sædet på nogle af dem, så de var ubrugelige, når de nåede frem til bestemmelsesstedet …, men værkførerens svoger Egon P. opdagede det og sladrede."

Steen Lykkeberg afviste efterfølgende værkførerens beskyldninger, men et kontrol-check afslørede 20-30 defekte ventiler. Steen fortalte senere: "... de blev gemt af vejen ved gode arbejdskammeraters hjælp, og hvis de ikke er fundet endnu, ligger de gravet ned i haven i Frederiksberggade 20, hvor vi dengang boede."

Et års tid senere, den 22. juni 1941, gik det danske politi i samarbejde med den tyske besættelsesmagt i gang med en landsomfattende razzia for at arrestere en lang række danske kommunister. Steen oplevede at se sin far Nicolai Lykkeberg blive hentet i hjemmet, indsat i Vestre Fængsel og senere interneret i Horserødlejren.

Han fortalte senere: ”Da de gik med fatter, flød vores hjem som efter et hærværk. Min far sagde: "Nu løber vi linen ud", og så mig fast i øjnene.

Modstanden vokser

Efterhånden blev Steen Lykkeberg særdeles aktiv i det illegale modstandsarbejde i Horsens med ildspåsættelse, våbentyverier og sabotage. I sommeren 1942 begyndte hans gruppe at udføre dristige sabotageaktioner med brandbomber, rettet mod tyske togvogne, og nazisterne var ved at komme på sporet af ham.

Kun få uger efter Vilhelms Buhls tale i efteråret 1942 var jorden begyndt at brænde så meget under ham, at han i al hast måtte flygte fra hjembyen – og Gestapo – og gå i skjul i Aarhus.

18 år gammel deltog Steen under navnet Bitte Søren i såvel industri- som jernbanesabotagen.

Her fik Steen Lykkeberg snart kontakt med den fremtrædende modstandsmand, David Hejgaard, der var ledende i opbygningen af et omfattende modstandsnetværk i Midtjylland og desuden redaktør af det illegale blad Aarhus Ekko.

Steen Lykkeberg, nu 18 år gammel, kunne ufortrødent fortsætte sit modstandsarbejde i Aarhus, hvor han under det illegale navn Bitte Søren deltog i såvel industri- som jernbanesabotagen, ligesom han rejste som kurer for David Hejgaard på farefulde ture til København og Odense. Han duplikerede og fordelte løbesedler og tryksager i tusindvis og lå i fast rutefart overalt i Aarhus-området.

Da de dramatiske begivenheder i august 1943 kulminerede den 29. august, var duplikatoren rødglødende. Hundredevis af løbesedler om dødsdommen over Kjær Sørensen og opfordringer til generalstrejke blev stencileret, duplikeret og uddelt.

Danske jøder arresteres

I forbindelse med nazisternes aktion mod de danske jøder i oktober 1943 fik Steen Lykkeberg til opgave at bringe en gammel jødisk mand med toget fra Aarhus til Vejle, hvorfra han skulle videre til sikkerhed i Sverige.

Toget skulle gennem Horsens, og da Steen var eftersøgt af Gestapo i netop Horsens, forklarede han den gamle mand, at han nok ville gemme sig bag sin frakke engang imellem: "Det var han med på, så 'passede' han mig imens.

Da vi kom til Vejle og fandt klinikken, som lå på første sal, jeg husker ikke i hvilken gade, sagde jeg til ham, at nu kunne han selv gå op, så ville jeg blive stående nede for enden af trappen, til jeg så, han var kommet godt ind."

Stukket

Den berygtede storstikkerske fra Aarhus, Grethe Bartram, angav i sommeren 1944 Steen Lykkeberg til Gestapo, og han blev taget af tyskerne den 14. juli foran Domkirken i Aarhus.

Senere blev han overført til den danske interneringslejr i Sønderjylland, Frøslevlejren, og den 6. oktober 1944 deporteret videre til kz-lejren Neuengamme.

Han klarede sig igennem opholdet i Neuengamme og kunne vende tilbage til Danmark og hjembyen Horsens i maj 1945 med de hvide busser fra svensk Røde Kors.

Efter krigen var Steen Lykkeberg i en lang årrække tillidsmand for arbejdsmændene på Kirks Telefonfabrik i Horsens, og i 1965 blev han fællestillidsmand. Han døde onsdag den 29. november 2006, 82 år gammel. Han efterlod sig hustruen Annelise Lykkeberg, børn og børnebørn.

Efter befrielsen

Steen Lykkeberg – én af modstandskampens sande helte - udgav i 1983 bogen om sit dramatiske liv "Nu løber vi linen ud" på Husets Forlag, og de sidste linjer lyder:

"Oven på fredsrusen og de glade uger og måneder derefter kom der svære tider - og en kold krig ventede lige om hjørnet. Dén kom mange af dem, der svigtede, ganske godt tilpas."

Og Vilhelm Buhl? Efter befrielsen syntes intet helligt i magtens korridorer. I et plumråddent skyggespil snigløb de gamle politikere kynisk demokratiet, og socialdemokraten Vilhelm Buhl blev i maj 1945 udnævnt til statsminister i befrielsesregeringen.

Den samme Vilhelm Buhl, der få år tidligere havde fordømt modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordret til at angive sabotørerne til politiet.