Det egyptiske militær stod midt i en dyb modsætning – på den ene side kontrollen over massebevægelsen Tamarod, der den 30. juni kunne samle mere end en tredjedel af befolkningen, tre og tredive millioner mennesker ud af firs millioner i en samlet protest mod præsidenten - og på den anden side truslen fra det Muslimske Broderskab om uorden og en lav-intensitetskrig i Sinai og måske Øvre Egypten.

Kvantiteterne var de 33 millioner, der krævede Mursis afgang, ophobet i et nyt demokratisk krav om at den upopulære ledelse trådte tilbage. Kvantiteterne var underskriftsindsamling på 27 millioner og de mange lokale eksempler på modstand såsom befolkningen i Luxor, da de ved en menneskemur om deres by forhindrede indsættelsen af terrorguvernøren fra Gamma al Islamiya.

Det er de borgerligt revolutionære, vi skal lytte til, når vi skal orientere os i det kaos, der er i Egypten.  

Militæret gik med til at afsætte Mursi i forsøget på at kontrollere den ene gren af modsætningen. Det har i bedste dialektiske forstand straks skabt en række nye modsætninger.

Kvantiteterne er her sikkerhedspolitiet mod demonstranter, men det er også overskudsvåben fra den libyske krig i hænderne på Broderskabet og mord på politifolk, det er forbindelsen til Hamas og terroraktioner i Sinai – hvem der end står bag; det er afbrænding af kirker og pogromer mod den kristne femtedel af befolkningen.

Lavintensiv krig

Omslaget er en form for lavintensitetskrig mellem Broderskabet og den nye regering – krig der endnu ikke og måske aldrig bliver større i omfang end som så. De nye modsætninger står mellem Tamarod og militæret på den ene side, mellem imperialistiske lande, der forsøger at spille på så mange heste som muligt i den flydende situation, og det egyptiske folk, mellem Broderskabet og dets væbnede celler overfor politiet og militæret, og mellem Broderskabet og den demokratiske bevægelse.

Militærets situation er yderligere kompleks. Kvantiteter er pengene fra USA og forholdet til de imperialistiske magter fra USA til Israel, men kvantiteter er også populariteten i befolkningen og Tamarod, der bogstaveligt talt tiggede dem om at intervenere mod Mursi.

Modsætningerne er ved at tegne sig i situationen, som den udfolder sig – rodfæstet i deres eget industrielle kompleks ønsker de ro, mens selve deres indgriben skaber uro; modsætningen mellem ro for roens skyld og så den uorden, der er demokratiet; modsætningen mellem national bestemmelse og indblanding i mange retninger udefra – USA, Saudi Arabien og Qatar samt EU.

Håb for fremtiden

Den revolutionære – borgerligt revolutionære – tredjedel af befolkningen er ikke gået hjem fra bevægelsen endnu. De sidder i øjeblikket og håber, at Broderskabet ikke får held med deres forehavende om at indføre terror og krig i landet.

De sidder og håber, at militæret træder tilbage, som de har lovet, og at de kan få genindført de demokratiske rettigheder – men de er ikke holdt op med mobiliseringen, og står dagligt på gaden overalt i landet for at beskytte mindretal og forhindre volden i at eskalere.

Det er deres grupper, vi skal lytte til, når vi skal orientere os i det kaos, der i dag er den politiske dagsorden i Egypten.