16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På vej i skole

På vej i skole

Høj faglig kvalitet og gode normeringer i daginstitutionerne giver mulighed for at sikre vores børn en god start på livet.

Der skal større fokus på førskolealderen med bedre normeringer, så vi sikrer trivsel, sociale kompetencer, leg og udvikling hos de helt små børn.
FOTO: Bille
1 af 1

Mie er 11 måneder gammel og har første dag i vuggestuen. Nu er hun for alvor på vej i skole.

For mens fokus i den brede offentlige debat ligger på skoletiden, er årene i vuggestue og børnehave ofte overset, og disse år skal "blot" forberede barnet til skolestart.

Sker dette ved at gøre vuggestuer og børnehaver til "mini-skoler"? Eller skal fokus være andetsteds? Uanset holdning til denne periode i barnets liv, må debatten om årene frem i offentligheden, så vi får fokus på de helt små børn. Fokus på vigtige år, hvor barnets trivsel er en forudsætning for udvikling og læring, præcis som det er i resten af livet.

Det gode børneliv med tryghed, leg, trivsel og udvikling for alle børn i alle aldre er forsvundet fra debatten.

Det gode børneliv med tryghed, leg, trivsel og udvikling for alle børn i alle aldre er forsvundet fra debatten. Der fokuseres på skolefag, som forbereder barnet til videreuddannelse og i sidste ende arbejde. Bag dette ligger et økonomisk fokus. Jeg er ikke imod gode skoler og god uddannelse!

Men jeg mener ikke nødvendigvis, at vi sikrer vores børn den bedste skolegang og det bedste arbejdsliv ved at nedprioritere trivsel, sociale kompetencer, leg og kreativ udvikling. Jeg mener derimod, at vi skal sætte fokus på førskole-årene, og koncentrere indsatsen hér. 

I en tid gennemsyret af økonomi-tænkning synes jeg, vi burde lytte til den anerkendte økonom, James Heckman, der dokumenterer, at tidlig investering betaler sig. Høj faglig kvalitet og gode normeringer i daginstitutionerne giver mulighed for at sikre vores børn en god start på livet.

At koncentrere indsatsen i daginstitutionerne, frem for omkring skolealderen, er langt billigere og mere effektivt. Der er altså både menneskelige og økonomiske grunde til at sætte fokus på og styrke indsatsen i vores daginstitutioner!  

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. sep. 2013 - 10:00   10. sep. 2013 - 10:00

Læserbrev

af Eva Caritas Nielsen, Aarhus, pædagog