Blandt besættelsens sande helte var to kvinder fra hver sin ende af landet - idealister af samme støbning, der traf det samme modige valg. Med livet som indsats gik de ind i kampen mod tyranni og undertrykkelse og trodsede nazismen og den tyske besættelsesmagt.

Den ene var en nyuddannet lærer fra Aarhus, den 30-årige Kamma Klitgaard Povlsen, der boede i en lille lejlighed i boligkomplekset Klintegaarden og underviste på en skole på Ingerslev Boulevard i midtbyen.

Kamma Klitgaard havde nære forbindelser til modstandsbevægelsen og tog ivrigt del i det illegale arbejde. Hun var med til at duplikere og fordele løbesedler og tryksager i tusindvis, og bistod med at hjælpe jøder og modstandsfolk videre i sikkerhed. I 1942 gik hun med til at skjule den fremtrædende modstandsmand og kommunistiske distriktsleder, David Hejgaard, ved at lade ham flytte ind i lejligheden i Klintegaarden som illegal logerende.

Kamma gik med til at skjule den fremtrædende modstandsmand og kommunistiske distriktsleder, David Hejgaard, der flyttede ind i lejligheden som illegal logerende.

Med sin tilknytning til det kommunistiske parti, DKP var David Hejgaard blandt pionererne i den danske modstandsbevægelse. Han havde tætte kontakter med midtjyske arbejdspladser og tillidsfolk og var ledende i opbygningen af et omfattende modstandsnetværk. Han var tillige redaktør af det illegale blad Aarhus Ekko, og spritduplikator og trykkeri fulgte med ved indflytningen hos Kamma Klitgaard.

Efter halvandet år fik den berygtede storstikkerske Grethe Bartram opsnuset adressen, og den 6. juni 1944 stormede Gestapo lejligheden. Såvel Kamma som David blev taget af tyskerne. Hun blev ført til Aarhus Arrest, derefter videre til Horserød og Vestre Fængsel, før hun blev anbragt i den danske interneringslejr i Sønderjylland, Frøslevlejren.

Fiskerkonen

En anden kvinde af samme støbning som Kamma Klitgaard var den næsten 60-årige fiskerkone Ellen Wilhelmine Nielsen fra Gammel Strand, og ved skæbnens spil skulle deres veje komme til at krydses senere under besættelsen.

Midt i det myldrende folkeliv med fyldte værtshuse, fisketorv, spjættende rødspætter og rapkæftede madammer skulle Ellen Nielsen snart blive en vigtig - men stille - skikkelse i bestræbelserne på at hjælpe modstandsfolk og jøder ud af det besatte Danmark til sikkerhed i Sverige.

Ellen boede med sin familie i et hus på Rønne Allé i Dragør, da hun i 1941 mistede sin mand, arbejdsmand Christian Nielsen. Han havde været syg igennem flere år, fattigdom og armod truede, og hun stod tilbage med seks børn.

Hun begyndte at arbejde som fiskerkone på Gammel Strand, hvor hun fra tidlig morgen solgte friskfanget fisk til københavnerne. En dag i 1943 blev hun kontaktet af to jødiske brødre, der bad hende om hjælp til at flygte til Sverige. Ellen tilbød at skjule brødrene i sit hjem, alt imens hun fik arrangeret deres videre flugt. Hun havde gode kontakter til lokale fiskere, og i løbet af kort tid var brødrene bragt i sikkerhed.

I løbet af de næste uger åbnede Ellen sit hjem for flygtninge på vej over Sundet, og op mod 100 forfulgte nåede at blive skjult i hendes lille hus i Dragør. Hun tog tillige del i andre modstandsaktiviteter som sabotage og indsmugling af våben, illegale tryksager og bøger.

Arresteret

Men den 27. juli 1944 slog Gestapo til, og Ellen Nielsen og en række lokale Dragør-fiskere blev arresteret. Den fremtrædende modstandkvinde Kate Fleron, under besættelsen redaktør af det illegale tidsskrift Frit Danmark, skildrede begivenheden i sin bog om danske kvinder i modstandskampen: "Det var en svingende vognfuld arrestanter, Gestapo hentede i Dragør og midt blandt alle mændene sad den elskelige Ellen med de glade øjne; dragørkonen, der havde sin daglige dont ved Gammel Strand ..."

Tre måneder senere blev hun overført til Frøslevlejren. I december 1944 blev hun deporteret videre til KZ Ravensbrück sammen med netop Kamma Klitgaard Povlsen og ni andre danske kvinder. Næsten 132.000 kvinder og børn passerede gennem Ravensbrück fra 1939 til 1945 - kun 40.000 overlevede.

Det første indtryk af KZ lejren var en chokerende oplevelse for de danske kvinder, da de den 14. december 1944 blev kommanderet gennem porten til Ravensbrück: Udmagrede fanger med øjne, der lyste af håbløshed og lidelse, SS-kvinder, der brutalt pryglede løs, schæferhunde, der gøede som rasende. Overalt hang over lejren en hæslig stank af forrådnelse, der blandede sig med den sødlige lugt fra afbrænding af lig. Krematorieskorstene, pigtrådshegn, projektører, barakker.

Ravensbrück

Ellen Nielsen fortalte senere: "Vi så på hinanden. En dansk pige strøg forbi os: velkommen til helvede, sagde hun."

De danske kvinder måtte aflevere alt tøj og ejendele. Selv Ellen Nielsens vielsesring, der nærmest var groet fast på hendes finger efter 38 år, blev klippet af.

Efter en tur i baderummet fik de nye fanger udleveret gamle fangedragter, men efter et par dage i de overfyldte og beskidte barakker var det hele befængt med lus, lopper og andet utøj. Det var midt om vinteren, frostvejr og bidende koldt. Fangerne blev kaldt ud til dagens første appel klokken fire om morgenen, og i timevis stod de frysende kvinder opstillet i rækker og geled.

I KZ lejren blev Kamma i starten beordret til en arbejdskommando med hårdt jordarbejde som at skovle sand og grus, og senere kom hun til et værksted for at sortere og reparere tyske Wehrmacht-uniformer.

Ellen blev sat til at rydde op i barakkerne og læsse ulykkelige ofre i lastbiler til gaskamrene. Også ligene, de syge og de små børn skulle hun slæbe bort. Ellen fortalte senere: "Det bestod i at slæbe afsted med de stakler, der var udset til at ende i krematorierne eller gaskamrene, sortere dem og lægge dem i lange rækker. De greb ustandselig fat i os og spurgte, om vi ikke kunne hjælpe dem …"

To gange blev Ellen udtaget til gaskammeret men reddet i sidste øjeblik.

To gange blev Ellen udtaget til gaskammeret men reddet i sidste øjeblik. I timevis stod hun opstillet i bidende frostvejr og ventede på at blive sendt til udryddelsen. Men den blokældste, Grethl, følte sympati for den danske kvinde og sørgede for, at hun blev taget ud af rækken af dødsdømte.

Senere blev Ellen endnu engang udvalgt til gasning, men igen gik hun fri: "… en SS-soldat kom hen til mig, tog mig i armen og spurgte, om jeg var dansk. Jeg nikkede, og så trak han mig ud af rækken. Det var et mirakel."

Forfatteren Anne Dorte Holm fortæller i sin bog Kvindernes Modstandskamp, at også Kamma kun med nød næppe undgik at blive sendt i døden under en selektion af fanger til gasning. Kamma var ramt af voldsom dysenteri, netop som hun skulle igennem en lægekontrol for at få afgjort sin skæbne. Næsten mirakuløst klarede hun mødet med de hvidkitlede læger.

Befriet

Ellen og Kamma klarede sig igennem opholdet i KZ Ravensbrück, og tidligt om morgenen den 8. april 1945 ankom otte hvide busser fra det svenske Røde Kors til lejren. Kvinderne kunne syge og udmarvede vende tilbage til livet.

Næsten et år efter at være taget af Gestapo, ankom Kamma Klitgaard Povlsen den 25. maj 1945 til Aarhus, hvor hun blev genforenet med familien. Hun blev senere forstander på Århus Friskole, som hun var med til at etablere i 1952. Hun døde i 2003, 91 år gammel.

Ellen Nielsen blev efter ophold på et sygelazaret i sommeren 1945 genforenet med sin familie i Dragør, hvor en svigerdatter havde født en pige, der var blevet opkaldt Ellen efter sin farmor.

Efter krigen levede hun en stille tilværelse, hvor hun i 20 år arbejdede som kogekone og rengøringsdame i kantinen på ASA-film studierne i Lyngby. Direktøren for ASA Film, Lau Lauritzen jun., havde selv som aktiv i modstandsbevægelsen været med til at hjælpe forfulgte jøder og modstandsfolk ud af det besatte Danmark.

Ellen Nielsen døde den 26. november 1967, 79 år gammel.