"Bankerne er til fare for os alle", skriver Politiken. Rangvid-udvalget er kommet med sin rapport om finanskrisen. Medicinen er en stram regulering af sektoren.

Der er sket lidt - navnlig lidt. Alligevel er udvalget bekymret for lempelser, i takt med at en ny, forrygende, økonomisk boble vokser frem.

Det er vigtigt med et styrket banktilsyn og stramning af lovgivningens krav til sikkerhed med videre. Men advarslen tyder på, at ikke engang det regeringsnedsatte udvalg tror på, at denne indgang til et mere sikkert bankvæsen er langtidsholdbar.

Venstrefløjens traditionelle krav har været en nationalisering af banksektoren. Men får vi nødvendigvis et mere demokratisk bankvæsen af, at Folketinget bliver bankbestyrelse og ansætter den professionelle direktør?

Statseje eller fælleseje

Venstrefløjen har i for høj grad identificeret fælleseje med statseje. Spørgsmålet er, om vi i højere grad skal diskutere idealet om fælles ejendomsret som en mangfoldighed spændende fra et lokalsamfunds regulerede fælles ejendomsret til det globale samfunds eje af for eksempel centrale naturressourcer?

Venstrefløjen har traditionelt være gode til både at rejse dagsaktuelle krav og at sige socialisme. Vi har været dårligere til at fremlægge en reformpolitik med udgangspunkt i gode "hverdagsløsninger" og et systemoverskridende, socialistisk perspektiv.

Den aktuelle diskussion af årsagerne til bankkrisen og bud på holdbare løsninger kunne være en god anledning til at overveje vores reformpolitik, vores holdning til et mere fælles eje, og hvordan vi får udviklet en demokratisk banksektor.

Venstrefløjens reformindgang kunne være en demokratisering og væsentlig decentralisering af styret i banksektoren for at få samfundsansvaret i højsædet. Målet er at stække de store aktionærer og den professionelle ledelses magt, så de ikke længere kan mele deres egen kage. Vi skal have skabt et samfundsgavnligt bankvæsen.

Lokalbanker

Lokalsamfund har en klar interesse i en bank, der skaber gode og varige arbejdspladser, fremmer en økologisk bæredygtig udvikling, bidrager til løsningen af sociale problemer og fremmer et godt liv i bydelen, byen eller på egnen.

Valgte eller i det mindste udpegede repræsentanter for lokalsamfundet skal derfor have en væsentlig indflydelse i en lokal banks ledelse og på dens ind- og udlånspolitik.

En almennyttig rente- og afdragspolitik set i forhold til formålet med udlån og kredit vil enten kræve en national lovgivning på området, statsgarantier eller en form for lokalt monopol på bankvirksomheden.

En almennyttig rente- og afdragspolitik vil kræve national lovgivning eller en form for lokalt monopol. 

Lånere, der betaler en høj rente, får således ikke mulighed for slippe for en indirekte medfinansiering af lavt forrentede lån ved at gå til mere villige banker.

Man kunne komme et stykke ad vejen, hvis den lokale del af den offentlige sektor lod sine bankforretninger varetage af den bank, der bedst varetager lokalområdets interesser.

Lokalbankens brugere er naturligvis en væsentlig interessent. De har krav på både indsigt og indflydelse, hvis banken skal varetage deres almene interesse i god, sikker og billig bankdrift. De må indgå i selvforvaltningen af den lokale bank.

De ansatte har en interesse i en god og varig arbejdsplads og derfor krav på repræsentation i ledelsen af banken. De repræsenterer samtidig en ekspertise og kan være en ekstra kontrollant i forhold til en professionel, ansat direktør. Det kræver tillidsmandsbeskyttelse.

Det springende punkt i en lov om demokratisering og decentralisering af bankernes virke er, hvor meget magt man overlader til storaktionærerne? Storaktionærernes interesse er i hovedsagen deres aktieprofitter og formuevækst.

Deres interesse kommer således til at stå i modsætning til de øvrige, nævnte bestyrelsesrepræsentanters. De har ingen interesse i at dele et overskud med aktionærerne, men vil lade det komme brugerne og lokalsamfundet til gode.

Mister aktionærerne under en reform af bankerne den bestemmende indflydelse, er der tale om en grundlæggende forandring af det kapitalistiske bankvæsens måde at fungere på. Der vil være tale om en systemoverskridende reform, fordi magten i praksis overgår til fællesskabet eller rettere fællesskaberne.

Samfundsbank

Beholder storaktionærerne den bestemmende indflydelse, er der snævre grænser for, hvor stor en rolle andre formål end skabelsen af profit vil spille. Der eksisterer imidlertid forskellige mellemveje i denne enten-eller-situation.

Den offentlige sektor kan etablere en alternativ samfundsbank eventuelt i samarbejde med de alternative som Merkur, Fælleskassen, JAK med flere og med udgangspunkt i statslige posthuse. Vi havde faktisk en offentlig girobank for nogle år tilbage.

Rygraden i samfundsbanken er, at den er den offentlige sektors bank, og at alle udbetalinger af offentlige midler og lønninger foregår over borgeres, institutioners og virksomheders konti i denne. Samfundsbanken fungerer som en almindelig bank med meget selvstændige lokalbanker drevet efter den anviste model.