"Danmark skal altid være parat til at yde et bidrag for fred og sikkerhed i verden. Vi kan kun beskytte os selv ved at engagere os i det internationale samarbejde. FN er en central ramme for dette engagement. Det er FN, der skal træde til, hvis en stat ikke kan eller vil beskytte sine borgere."

Sådan lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt, da hun holdt sin første åbningstale i Folketinget i 2011.

Den 1. oktober var det princip ikke så tydeligt, da statsministeren fra Folketingets talerstol gav eksemplet på regeringens 'engagerede og aktive udenrigspolitik':

Danmark gik ud med en politisk støtte til USA til en militær intervention i Syrien, som EU ikke var enig i; Storbritannien ville ikke støtte den; den danske befolkning var imod.

"Vi gjorde en forskel, da Danmark tidligt gik ud med politisk støtte til vores allierede i forhold til Syrien. Den troværdige og klart formulerede vilje til at handle – også selvom FN-sporet var kørt fast – har skabt en forandring."

Det er mildest talt en bekymrende udmelding fra statsministeren. Danmark gik ud med en politisk støtte til USA til en militær intervention i Syrien, som EU ikke var enig i; Storbritannien ville ikke støtte den; den danske befolkning var imod; en lang række af eksperter advarede direkte om den manglende legitimitet for et militært indgreb; og FN’s sikkerhedsråd var splittet.

Men i fredags vedtog det samme Sikkerhedsråd enstemmigt resolution 2118 (2013), der kræver en hurtig destruktion af Syriens kemiske våben og med et fastslog diplomati og dialog som grundlaget og det nødvendige afsæt for en reel løsning på Syriens konflikt, og dermed for at beskytte Syriens civilbefolkning.

Og alligevel hører vi først udenrigsminister Villy Søvndal og senere statsminister Helle Thorning-Schmidt være klar til at forlade netop det diplomati og den dialog, der om noget kendetegner multilateralismen, som FN står for. Det er en ærgerlig markering af det nye politiske år i Danmark.