Nikolaj Kofod og Enid Riemenschneider fra KP havde i Arbejderen (3.10) en kommentar til min og Enhedslistens holdning til krig og imperialisme. Uenighederne forekommer mig ikke store, men jeg griber gerne opfordringen til en kommentar.

Jeg tror, at uenigheden især koncentrerer sig om opfattelsen af FNs muligheder. Selvom imperialismen er den dominerende kraft, og selvom imperialistiske kræfter har stor indflydelse i FN, bør det ikke afholde socialister og kommunister fra at bruge mulighederne i FN.

Der op gennem årene en perlerække af eksempler på, at blandt andet gruppen af alliancefrie lande har vundet fremskridt via FN. Der er op gennem årene opnået enighed om universelle rettigheder, menneskerettigheder, arbejderrettigheder, ligeret mellem kønnene. Det er lykkedes den internationale arbejderbevægelse og progressive partier at presse imperialisterne og de borgerlige partier til indrømmelser.

FN er vigtig

FN er vigtig og har siden starten sikret masser af menneskeliv, menneskerettigheder og forebygget krige. Ikke uden kamp. Tænk blot på resultatet af 2015-indsatsen overfor verdens fattige, syge, analfabeter.

Der er opnået store fremskridt. Fidel Castro var med til at planlægge kampagnen og udtrykte dengang utilfredshed med målet om at halvere antallet af ekstremt fattige i verden.

Han ønskede at sætte et mere ambitiøst mål om helt at udrydde den ekstreme fattigdom. Det kom han og andre progressive ikke igennem med. Ikke desto mindre er det lykkes at bruge 2015-planen til at nå et stykke af vejen. De væsentligste bidrag til at udrydde fattigdommen er skabt af arbejderbevægelsen i Argentina, Brasilien og Kina.

Alt tyder på, at FN i indsatsen efter 2015 indarbejder Castros mål om helt at udrydde den ekstreme fattigdom, der er kendetegnet ved at et menneske har mindre end 1,25 US-Dollar at leve for om dagen.

400 millioner er løftet ud af absolut fattigdom. Alt tyder på, at FN i indsatsen efter 2015 indarbejder Castros mål om helt at udrydde den ekstreme fattigdom, der er kendetegnet ved at et menneske har mindre end 1,25 US-Dollar at leve for om dagen.

Jeg er enig i, at de imperialistiske lande har for stor indflydelse ikke mindst i FNs sikkerhedsråd. Magtforholdet her er et spejl af magtforholdene efter Anden Verdenskrig. Det vil sige, at Sikkerhedsrådet ikke engang afspejler de aktuelle internationale magtforhold.

Også i spørgsmålet om krig og fred bør mulighederne via FN bruges. Folkemord rundt i verden bør vi ikke lukke øjnene for, uanset hvor meget vi vil forsvare nationalstatens suverænitet.

Min solidaritet rækker også til at bruge FN til at forhindre humanitære skandaler som for eksempel i Rwanda, hvor det ikke skete, men hvor det var muligt. FNs fredsbevarende styrker kan bruges til at forhindre befolkningsgrupper eller nationer i at slå hinanden ihjel.

Krigen i Syrien

I forhold til Syrien har jeg brugt mine kræfter på at pege på en politisk løsning på borgerkrigen. Vi har som socialister en pligt til at arbejde aktivt for at stoppe krig og at stoppe mord på civile. Jeg holder hverken med Assad eller oppositionen, men med den arbejderklasse i Syrien, der lider under kampene, og som ønsker fred.

Alt for mange er allerede døde og alt for mange drevet på flugt. Den sidste måneds udvikling, hvor Rusland og Iran har spillet en aktiv rolle, bekræfter min tro på, at der ikke findes en militær løsning i Syrien. Løsningen er politisk. Udover pligten til at finde en politisk løsning skal vi sørge for den nødvendige humanitære hjælp til de mange sårede og de mange, der er på flugt.

I min optik er det vigtigt at sikre en forhandling mellem parterne i borgerkrigen. Resultatet bliver forhåbentlig en våbenhvile. Den skal bruges til en egentlig fredsaftale, hvor Syriens fremtid skal fastlægges. Det kan ikke afvises, at en FN-ledet fredsbevarende styrke kan spille en rolle i denne proces. For mig er 1000 dages forhandling i Syrien bedre end én dags krig.

På den længere bane tror jeg, der ligger muligheder for at fremme den gamle plan om Mellemøsten som atomvåbenfri zone. I det lys kan en politisk løsning af Syrien-krigen måske være isbryder for en opblødning af isolationen af Iran og fremme løsningen af Israel- Palæstina konflikten.

Enkelte grupperinger på den danske venstrefløj er gået helt galt i byen og støtter entydigt Assad. Det er ikke min opfattelse, at det gælder Enid og Nikolaj.

Fredsbevarende styrker sikrer ikke retfærdighed

FNs fredsbevarende styrker har ikke sikret retfærdige løsninger. De har i bedste fald forhindret at stridende parter i at fortsætte krige. Uanset imperialistiske interesser i Sahel har jeg ufattelig svært ved at lukke øjnene for en risiko for myrderier i Mali. Den nyvalgte præsident Boubacar Keita har bedt FN om at hjælpe i den aktuelle situation.

Men en FN-fredsbevarende styrke i Mali er ikke uproblematisk med den foreliggende FN-resolution. Den skal agere i landet parallelt med de franske styrker fra Fremmedlegionen, som Malis regering også har inviteret til at hjælpe. Som bekendt har vi i Enhedslisten stemt imod Danmarks deltagelse i krigsindsatsen i Mali, og vi diskuterer vores holdning til dansk deltagelse i en mulig FN-styrke.

FNs fredsbevarende styrker har ikke skabt en retfærdig løsning i Golanhøjderne, men har forhindret krig. Jeg mener, det er en god anledning at der sikres en fredsaftale for Golan i forlængelse af en fredsløsning i Syrien.

I Enhedslisten stemmer vi ikke for en indsats, blot den har et FN-mandat. For os er det en forudsætning, at der er et FN-mandat for, at vi overvejer  at støtte. Men selv da forpligter vi os til at vurdere, om det er fornuftigt at støtte. Men helt at afvise FNs fredsbevarende styrker i konflikter er for unuanceret.  

Mangfoldighed er en styrke for fredsarbejdet

- Det er hårdt tiltrængt, at fredens stemme kommer til at lyde fra Folketingens talerstole. Hver gang Enhedslisten tøver eller træder ved siden af, skader det fredskræfterne, slutter Enid og Nikolaj.

En sådan salut gør mig lidt trist. Jeg har brugt alle muligheder til at tale fredens og solidaritetens sag, ikke kun fra Folketingets talerstol, men også i de mange debatter, jeg deltager i.

Kritiser gerne mig og Enhedslisten for de fejl vi måtte lave undervejs – både i og udenfor Folketinget – og gerne konkret. Udvikl’ gerne jeres egne internationale synspunkter og yd jeres bidrag til debatterne.

Men pust jer ikke op til at være Vogternes Råd overfor andre på venstrefløjen i vurderingen af "den rette linie". Fredsarbejdet og det internationale solidaritetsarbejde har hårdt brug for, at vi bruger kræfterne sammen, styrker indsatsen og rummer de nuancer, der måtte være imellem os. Jeg tror endda, at nuancerne kan styrke indsatsen.