17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SKAT diskriminerer papirløse par

SKAT diskriminerer papirløse par

Mette Frederiksen siger, at man moderniserer loven. Men reelt er der tale om nedskæringer, som rammer de fattigste i samfundet.

Loven splitter familierne, og der er risiko for at nogle af børnene vil miste enten mor eller far, fordi forældrene tvinges til at flytte fra hinanden.
FOTO: Modelfoto: Jette Jakobsen
1 af 1

Ikke nok med, at gensidig forsørgelsespligt skal trækkes ned over hovedet på mennesker, der har undladt at gifte sig. Vi skal også diskrimineres af SKAT.

Gensidig forsørgelsespligt er en slags skat på kærlighed, samliv og familie. Man må ikke bo sammen med en kontanthjælpsmodtager eller en uddannelseshjælpsmodtager uden også at forsørge denne.

Gensidig forsørgelsespligt er efter de flestes opfattelse i strid med grundlovens ånd - og der er en grundlovssag på vej. Desuden er princippet i gensidig forsørgelse en overtrædelse af en hel stribe menneskerettigheder.

Regeringen ventede ikke på undersøgelsen

Retsvirkningsudvalget blev sat i gang med at undersøge disse overtrædelser før loven blev vedtaget, men regeringen havde ikke tålmodighed til at vente på svar, og har bare fået loven vedtaget alligevel på trods af Institut for Menneskerettigheders anbefaling i et høringssvar.

Det kan sikkert tolkes på mange måder. Mest nærliggende er, at regering og folketing er fuldstændig ligeglade med den del af befolkningen, som loven fjerner eksistensgrundlaget for.

I 50 år har jeg betalt skat til velfærden. Nu hvor jeg har brug for den, bliver den indbetalte præmie konfiskeret, og statens forpligtelse til at tage sig af borgere, der ikke kan selv, bliver pålagt en privatperson, der heller ikke hverken kan eller vil. Og staten sikrer sig heller ikke, at de fornødne ressourcer er til stede.

Resultatet er en fjernelse af eksistensgrundlaget for landets fattigste familier. Mange, der insisterer på at blive sammen finder nye og billigere boliger. Formentlig i egne af landet, hvor mulighederne for at finde et job er endnu fjernere, end der hvor de kom fra. 

Andre - og det er primært de familier, hvor den ene part har et rimeligt vellønnet arbejde - vil flytte fra hinanden. Fordi der ikke længere er penge til at bo sammen. I nogle tilfælde, fordi det vil koste partneren hus, bil, opsparing, forsikringer og pension at blive tvunget til at skulle forsørge sin samlever, på trods af at dette faktisk er statens forpligtelse i henhold til grundloven.

Der er ingen tvivl om at gensidig forsørgelsespligt for papirløse indføres for at tage penge fra de fattigste. 

Den sidste kategori har også børn. Disse børn vil miste en forælder som følge af gensidig forsørgelse. Der er ingen tvivl om at gensidig forsørgelsespligt for papirløse indføres for at tage penge fra de fattigste. 

Et par af de undskyldninger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har givet for at udvide denne forældede lov til også at gælde for papirløse, er modernisering og ligestilling.

Men man moderniserer ikke en 88 år gammel lov, ved at udvide den til at gælde for endnu flere mennesker. Loven er skabt for at regulere umådeholdent forbrug i et samfund, hvor en familie kunne eksistere med kun een indkomst i 1925-26.

Når pengene blev brugt til andet end familiens overlevelse, kunne den ene part bede om hjælp fra staten eller kommunen, Det blev så modregnet i næste måneds udbetaling.

Loven splitter familierne

Mette Frederiksens moderne version af gensidig forsørgelsespligt har altså præcis den modsatte effekt: Den splitter familierne og fjerner eksistensgrundlaget, så familien ikke kan overleve. Der er ikke penge nok til både mad på bordet og husleje (voldsom overtrædelse af FNs menneskerettigheder Artikel 16 stykke 3), og fjerner desuden både de arbejdsløses og deres partneres motivation for at arbejde.

Så ordet modernisering betyder på socialdemokratisk omtrent det samme som ordet reform: Forringelse og nedskæring. Og det med ligestilling mellem gifte og papirløse viser sig også at være - i bedste fald -  en nødløgn: papirløse får ikke lov at overføre ubrugte fradrag fra den, der ikke længere er under statens forsørgelse til den der pålægges forsørgerpligten.

Der er også forskelle i arveregler, og der er nogle meget uheldige virkninger omkring forsørgerens formue, før og efter gensidig forsørgelsespligt og et eventuelt senere brud.

Det med skatten er et problem. Man tager pengene fra en kontanthjælpsmodtager, og pålægger en samlever at betale forsørgelse. Men man giver ikke parret lov til at overføre det personfradrag, som ikke længere kan anvendes til den, der betaler pengene, som det sker for gifte par. Ligestilling er lovet; forskelsbehandling og diskrimination er det, man får.

Noget er da helt ude af proportion. Man bruger 28 milliarder på at få tog en time hurtigere fra København til Århus - men det er for dyrt at beregne papirløse pars skat rigtigt?
 

Forkortet af redaktionen

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. okt. 2013 - 09:46   19. okt. 2013 - 10:00

Læserbrev

af Birger Sørensen, Rødvig, Stevns