De arbejdere, der skal sikre verden imod ulykken ved det havarerede atomkraftværk, er for størstedelens vedkommende hyret af det japanske gangstersyndikat, Yakuzu.
Langt de fleste er ukvalificerede arbejdere, der går under navnet "atomindustriens sigøjnere". De er ansat af underleverandører, og de reducerer Tokyos El-selskab, TEPCO’s udgifter til lønninger kraftigt, skrev Michel Chossudovsky på Global Research den 25. oktober.
Der er virkeligt mange penge på spil, hævdede Chossudovsky, som blandt andet skrev: "En nylig rapport i Reuters Canada-afdeling dokumenterer i detaljer den rolle, der spilles af Japans Yakuzu samt dets hemmelige forbindelser til TEPCO såvel som til den japanske regering, inkluderet ministeriet for sundhed, arbejde og velfærd.
Kompleksiteten i Fukushimas kontrakter og mangelen på arbejdskraft har spillet kortene i hænderne på Yakuza, Japans organiserede forbrydersyndikat, som har drevet ulovlig arbejdsformidling i generationer.
Næsten 50 bander med 1050 medlemmer opererer i Fukushima-præfekturet - domineret af de tre største syndikater: Yamaguchi-gumi, Sumiyoshi-kai og Inagawa-kai - siger politiet.
Ministerier, de selskaber, der er involveret i arbejdet med rensning og nedbrydning, og politiet har oprettet en særlig afdeling, der skal fjerne den organiserede kriminalitet fra oprydningsarbejdet. Politiet siger, at det ikke kan slå ned på de bandemedlemmer, de jager, uden at det modtager en klage." Men hvem har mon lyst til at stå frem og klage over Yakuza?
Ulykkerne den 5. og 9. oktober
Med denne viden in mente bliver det lettere at forstå de mange fejl, der foregår ved Fukushima, som den, der opstod den 5. oktober: "En arbejder ved det katastroferamte kraftværk i Fukushima er kommet til at afbryde kølingspumper ved en fejl – den sidste i kæden af uheld", skrev nyhedsbureauet RT den 6. oktober.
Arbejderen kom til at trykke på en knap, der afbrød kølingspumperne til det havarerede atomkraftværk. "Tidligere i år trådte en rotte på nogle elektriske ledninger ved værket, hvilket bevirkede en strømafbrydelse, så de ødelagte uranstave ikke kunne afkøles i nogen tid."
Ved en fejl var en arbejder kommet til at fjerne et rør til kølingssystemet, som stadig var i brug. Han og fem andre fik sprøjtet radioaktivt vand på sig, og de blev ført til hospitalet.
Eller fejlen, der opstod den 9. oktober, og som blev beskrevet således af RT: "Radioaktiviteten i havvandet ud for Fukushimas ødelagte Diichi reaktorer steg onsdag med 13 gange i forhold til målinger dagen før, sagde operatøren af det ødelagte atomkraftværk onsdag.
"Japans Tokyo Elektriske Selskab (TEPCO) sagde, at målingerne viste, at det kombinerede indhold af Cesium-134 og Cesium-137 nu var steget til 1200 becquerels per liter vand – det højeste niveau siden rekordniveauet i efteråret 2011.
I regulativerne sættes indholdet af Cesium, som udstråler gammaartikler, der er potentielt fatale for mennesker, til at være 90 becquerels per liter for Cesium-137 og til 60 becquerels per liter for Cesium-134."
Det, der skete den 9. oktober, var, at en arbejder ved en fejl var kommet til at fjerne et rør til kølingssystemet, som stadig var i brug. Som et resultat fik denne arbejder og fem andre sprøjtet radioaktivt vand på sig, og de blev ført til hospitalet.
6.500 gange mere radioaktivitet
Andre gange ligger fejlen hos TEPCO selv. Dette indtraf for eksempel, da det officielle japanske nyhedsbureau NHK World den 18. oktober meddelte, at repræsentanter for Fukushima-atomkraftsværkets ejer, TEPCO, havde opdaget, at radioaktiviteten var steget så meget, at der torsdag var 6.500 gange(!) så meget radioaktivitet som det, der blev målt om onsdagen.
Man havde målt 400.000 becquerel per liter vand af beta-strålings radioaktive substanser – inkluderet strontium. Det, der skete den 18. oktober, var, at TEPCO groft havde undervurderet virkningen af en tyfon, som ramte værket.
Man havde regnet med, at der ville falde 40 millimeter regn og stillet pumper op til at fjerne det. Men faktisk faldt der 100 millimeter regn. Den overskydende mængde vand blandede sig med forgiftet jord og banede sig vej gennem en grøft mod Stillehavet.
Ved ikke, hvad der kan gøres
Overfor RT, som viderebragte nyheden, sagde professor ved Hiroshimas Fredsuniversitet, Robert Jacobs, at de sammensatte problemer ved Fukushima understregede en kritisk realitet: Ingen ved faktisk, hvad man skal gøre ved det.
"Der er virkelig ingen, der ved, hvordan man skal løse problemerne i Fukushima. Der er ingen, der har en løsning, så selv hvis der bringes udenlandske eksperter ind, så kan de kun prøve at finde en løsning. Der er ingen i andre lande, der kan komme ind og fikse reaktorerne, afslutte forureningen og standse lækagerne", sagde Jakobs.
Den overskydende mængde vand blandede sig med forgiftet jord og banede sig vej gennem en grøft mod Stillehavet.
Selv på det område, hvor Japan kunne få potentiel hjælp fra udlandet, tøver autoriteterne, sagde Konstantin Simonov fra det Moskva-baserede Fond for Energisikkerhed til RT.
"Fukushima burde behandles ligesom Tjernobyl – som et vrag, der må kasseres og puttes i en sarkofag, mens det radioaktive spild langsomt aftager. Hvad er problemet, hvad angår Fukushima? Det er først og fremmest, at man ikke ved, om man skal lukke det eller forsøge at holde det i gang."
Før ulykken i Fukushima indtraf, blev 30 procent af Japans energibehov dækket af atomkraft, men da regeringen har lukket det største atomkraftværk på grund lækager i 2007, og det sidste atomkraftværk er blevet lukket på grund af vedligeholdelse, så er Japan blevet verdens største importør af flydende naturgas, hvilket har bevirket et underskud på betalingsbalancen.
"TEPCO presser for øjeblikket på for at få genåbnet Japans og verdens største atomkraftværk", skrev RT også.
I begyndelsen af oktober fik katastrofen i Fukushima Sovjetunionens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov, til at advare den japanske og amerikanske regering om de økonomiske konsekvenser.
Han skrev, at foruden de menneskelige omkostninger, viste de økonomiske konsekvenser af ulykken i Tjernobyl sig at være så alvorlige, at Sovjetunions økonomi brød sammen fem år efter ulykken, og at dette var den virkelige årsag til, at Sovjetunionen forsvandt.
Store havområder ødelægges
Men alligevel er konsekvenserne af katastrofen i Fukushima meget alvorligere, end de var i forbindelse med Tjernobyl. "Hver eneste dag løber 300 tons radioaktivt vand fra Fukushima ud i Stillehavet", skrev Michael Snyder på TheTruhtWins den 27. oktober. "Det betyder, at den totale mængde af radioaktivt materiale, der udløses fra Fukushima, stadig vil øges med alvorlige konsekvenser for vores fødekæde", skrev Snyder også.
Fra Japan spredes radioaktiviteten til USA’s vestkyst, hvor man har fundet mange tegn på, at Vestkysten stadig forurenes. Mange af disse tegn inkluderer mærkelige sygdomme fra havdyr og andre dyr såvel som målinger af høj radioaktivitet fra en masse overvågningsstationer.
Mærkelige dødsfald blandt dyr og nyligt fundne anormaliteter viser, at katastrofen fra Fukushima langt fra er overstået. "Det er med andre ord simpelthen latterligt, når man påstår, at det radioaktive udslip er svindende, når friske beviser fortæller det modsatte", skrev Snyder.
Mange polarbjørne, sæler og hvalrosser, der er observeret langs Alaskas kystlinje, er blevet fundet med stort hårtab og åbne sår
BBC har rapporteret, at et havområde, der er på størrelse med Californien, med havstrømme er på vej til USA. Mange polarbjørne, sæler og hvalrosser, der er observeret langs Alaskas kystlinje, er blevet fundet med stort hårtab og åbne sår, hvad der er et sikkert tegn på radioaktivitet.
"Se, hvad der foregår nu. De dumper store mængder af radioaktivitet i vandet – ingen havde forventet det i 2011", sagde Daniel Hirsch, som underviser i radioaktivitet ved Californiens Santa-Crus-universitet. "Vi vil få mange tilfælde af cancer ved at spise fisk".
Der vil bestemt blive flere tilfælde af cancer på grund af Fukushima-ulykken, da Japans Metrologiske Institut vurderer, at der dumpes 60 milliarder becquerels med cesium og strontium hver dag ud i Stillehavet. Tokios Elektricitetsselskab, TEPCO, indrømmer, at der udløst 40 billioner becquerels med det radioaktive tritium i Stillehavet, siden katastrofen begyndte.
De, som stadig mener, at ulykken ved Tjernobyl var værre end ulykken ved Fukushima, bør tage i betragtning, at en undersøgelse foretaget af Wood Holes Oceanografiske Institut i oktober 2011 konkluderede, at Fukushima udløste 100 gange mere radioaktivet i vores omgivelser, end Tjernobyl havde gjort på den tid. I dag er dette omfang astronomisk højere, især hvis man også tager den luftbårne radioaktivitet i betragtning.
Og så mangler man stadigt det vigtigste: At få fjernet uranstavene!
Vagn Rasmussen er medlem af bestyrelsen for STS International Solidarity og redaktionsmedlem af organisationens nyhedsbrev Intersol.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278