Christian Juhl (CJ) konkretiserer ikke, hvad det er for nogle nuancer, han efterlyser i min kritik af Enhedslistens udenrigspolitik den 24. oktober. 

Hvis jeg skal fortolke på EL's udenrigspolitik, som den især er blevet fremført af CJ og Nikolaj Villumsen, er det frem for alt menneskerettighedsdimensionen, jeg mangler at inddrage.

Altså Responsibility to Protect-dimensionen (R2P), som USA og Nato efter Sovjets undergang har brugt i forskellige versioner som påskud til at invadere eks-Jugoslavien, Irak og Libyen. I Irak dog som et mere underliggende argument.

Samtidig refererer CJ konsekvent til FN. Men CJ kan ikke både støtte internationalt vedtagne love, der forbyder aggression mod FN-anerkendte nationer, og samtidig støtte terroristorganisationer og oppiskning af krigshetz, samt støtte R2P-doktrinen, der undergraver selvsamme FN-love.

Ingen evaluering

Hvorfor evaluerer EL ikke bare på den seneste erfaring i Libyen? Er EL naiv, eller spiller partiet kynisk på stemmemaksimering i den forstand, at de totalitære, imperialistiske medier jo hver gang bombarderer opinionen med ensidig propaganda vendt mod dem, der skal invaderes? 

Konkret var Libyen Nordafrikas mest udviklede velfærdsstat. Der hersker nu totalt kaos. Et sekulært styre er blevet udskiftet med et islamisk regime, og landets rigdomme og ressourcer er blevet solgt til udenlandske, fortrinsvis amerikanske, britiske og franske investorer. Den brede befolkning har mistet alle sine velfærdsrettigheder og må nu gå for lud og koldt vand. 

EL, som ellers ifølge CJ har en hel del ekspertise til rådighed, købte som bekendt helt ukritisk og ureflekteret Nato's R2P-baserede massakreretorik om Benghazi. 

Et antiimperialistisk og dermed Nato-kritisk parti, burde kunne gennemskue USA- og EU-imperialismen.

Et antiimperialistisk og dermed Nato-kritisk parti, burde kunne gennemskue, hvordan USA- og EU-imperialismen altid identificerer en samling af "oprørere" med hele civilbefolkningen for dermed at få en åbenbart ikke alt for knivskarp udenrigspolitisk opinion over på sin side.

Det undrer således, at et parti som EL ikke - i bedste fald - forholder sig passiv over for imperialismens krige, men bruger samme R2P-argumenter som USA og Nato og følgelig samme type krigeriske kilder - frem for alternative, kritiske og antiimperialistiske kilder.

Syrien

I Syrien er der ikke tale om en borgerkrig. Som selv New York Times har skrevet, findes der ingen sekulær opposition af betydning i landet, men kun jihad-bander, bevæbnet og støttet af Nato og reaktionære islamistiske Golf-stater.

Så det er absurd at gentage Kerry's retorik om moderate contra ekstremistiske "oprørere".

Naturligvis var der grobund for utilfredshed i Syrien, som der er i hvilket som helst samfund. Ikke kun på grund af Assad-styret, men også på grund af IMF's strukturtilpasnings/nedskæringsprogrammer i den offentlige sektor, som har medført en del arbejdsløshed og social uro.

Men forhåbentlig bliver fredsforhandlingerne til noget, så der endelig kan blive etableret fred i landet, efterfulgt af et demokratisk FN/amerikansk/russisk overvåget valg.

Forkortet af redaktio​nen.