Et læserbrev i Politiken slog for nylig til lyd for, at en diskret protest er i gang blandt danske unge, der i stigende grad fravælger fagforeninger og medier til fordel for Ipads og sociale medier med videre, og kalder dette for det nye ungdomsoprør.

Men intet kunne være mere farligt og forkert at antage.

Jeg tilhører selv denne unge, informationsbevidste generation. Jeg modtager og henter alt - fra morbide jokes og tegneseriestriber til benhårde fakta og øjebliksbilleder fra verdens brændpunkter. Det spænder bredt og medvirker til, at jeg får mere konkret, brugbar (såvel som ubrugbar) viden end fra de traditionelle medier.

Vi mingler – godt nok gennem en skærm  - men frem for alt bidrager vi mere til fællesskabet end med passivt tv-zapperi og ensidig tidsfordriv fra underholdningsbranchen, som jo kendetegner 90'ernes unge.

Tværtimod er vi 00'ere enten blevet mere samfunds- eller selvbevidste. Vi får interesse for gensidige aktiviteter og selvskabt kultur fra bunden og op. Kreativitet omsættes til memes (internet humor, red.), omtanke til frivilligt arbejde - lige så meget som vores sagnomspundne hippie-forfædre, hvis man skal tro statistikkerne.

Individuel redigering

Intet under, at unge nutildags foretrækker selv at redigere nyhedsstrømmen, når gammeldags medier er - undskyld - så dårlige til det. Men det skal ses i en sammenhæng:

Vi lever i et mere polariseret samfund, hvor folk kommer hinanden mindre ved. I gamle dage mødtes alle i kirken om søndagen og til fodbold på byens lokale stadion. Alle kendte alle - alting hang sammen. I dag udklækkes til stadighed flere modsatrettede subkulturer og tendenser.

Dette kan man vælge at se som en reaktion på den aftagende massekultur, at man i stedet udlever sit eget fællesskab og identitet i flok sammen med ligesindede.

Mediernes fokus er rettet mod det gamle samfund og gør en velment indsats for at inkludere andre niché- og minoritetsgrupper i deres forsøg på at praktisere en alsidig nyhedsdækning. Men nogle folk tilhører et så afvigende spektrum, at vi ikke er mange nok til at udgøre en selvstændig målgruppe, som kan kapitaliseres og profiteres på.

Uroen i andre lande 

Ser man bort fra de umiddelbare udfordringer, mediebranchen har, og kigger lidt på verden udenfor, ser det vidt forskelligt ud:

I Mellemøsten er der borgerkrig. I USA vender flere sig mod det binære politiske system og orienterer sig mod Occupy og arbejdskampe. I Elsipogtog fører indianere militant kamp mod fracking.

I Sydeuropa er der momentale optøjer og generalstrejker. Så sent som i forrige uge var der 70.000 på gaden i Rom. I Spanien blokeres der mod udsættelser af folk, der ikke længere har råd til huslejen. I Asturias skyder minearbejdere dynamitstænger mod uropolitiet og massearbejdsløsheden, mens kulindustrien udfases.

I Østeuropa vokser fascismen og afspejler de kollektivistiske samfunds korruptionskrise. Selv i Tyskland opstår spændinger, når 50.000 demonstranter blokerer for farlige atomaffaldstransporter til Gorleben eller nazisternes årlige marcher i Dresden og Lübeck.

Overalt i verden foregår stadig oprør, som kun Nørrebro kender det bedst, men i Parcelhusdanmark sker der ikke en pind. Fordi vi lever i en lille, selvfed andedam, godt og grundigt fedtet ind i neoliberalismens tunge åg over os og nationens lalleglade, øldrikkende selvforståelse.

Ligusterfascisterne og navlepillerne bliver kun vrede over ejendomsvurderingen, hundeloven, betalingsringen og bilafgifter.

Ligusterfascisterne og navlepillerne bliver kun vrede over ejendomsvurderingen, hundeloven, betalingsringen og bilafgifter. Hellere naboens carport som samtaleemne end galopperende ungdomsarbejdsløshed, der visse steder er over 60 ppocent.

Erhvervslivet brokker sig for gud ved hvilken gang over deres priviligerede position, mens fagforeningerne bøjer nakken i skam over at forlange mere end blot en værdig realløn.

Socialdemokratiet har ikke fornyet sig siden 70'erne. Den yderste venstrefløj er stadig i krise efter Berlinmurens fald og har nærmest overtaget socialdemokraternes gamle dagsorden om at forsvare velfærdsydelserne. Socialismen som samfundsvision og ideologisk fundament er ikke-eksisterende.

Højrepopulismen

Flere stemmer højrepopulistisk, fordi venstrefløjen i Danmark ikke leverer de svar, som arbejderklassen har brug for. Fremmedfrygten stortrives. Gellerup frem for Hellerup udpeges som ghetto. Men spørger du mine venner der, så er der s'gu meget hyggeligt.

Flere kontrolarbejdere ansættes til at overvåge de i forvejen stressede kommuneansatte som følge af årtiers nedskæringspolitik. Forvaltningsstrategien New Public Management tærer på psyken og ødelægger opfattelsen af det offentliges rolle.

Den menneskelige omsorg degraderes fra individuel pleje til skemalagt minuttyranni, og den månedlige rengøring klares med en robotstøvsuger.

Folkeskolelærerne tynges af elevplaner og tests, som forfordeler og opdrager folk til det konkurrencesamfund, de i fremtiden skal brødføde sig i - og de mistede efter lockouten retten til at bestemme over deres egne elever.

Man kan da ikke kalde individualismens ideologiske sejr over en internetgeneration for et ungdomsoprør! Danske unge er da den generation i verden, der gør mindst for at revolutionere samfundet.

 'Gamle' institutioner har ikke overbevisende formået at levere den kulturbærende ansvarsfølelse videre.

Der er masser af klassekampe, hvis bare Politiken vendte brillerne væk fra det kulturelle cafélatte-segment, der forpester brokvartererne i København. Ressourcestærke tilflyttere, der hellere brand'er hinandens fritidsinteresser end er kritiske over for kapitalismens værdianskuelser, fremmedgørelse af relationer og varegørelse af alting - kvindekroppen inklusiv.

En del af skylden for den faldende kollektive bevidsthed bæres desværre af 'gamle' institutioner, som ikke overbevisende har formået at levere den kulturbærende ansvarsfølelse videre. At tidens unge orienterer sig mere mod sig selv og hinanden i små, lukkede facebook-fællesskaber er ikke et ungdomsoprør - det er en falliterklæring!

Til gengæld er der håb forude, når man kigger på andre europæeres civile engagement og antihierarkiske organiseringsformer. De viderefører faklen fra '68 på nye, inspirerende måder. Det kunne danske unge godt lære noget af.

Ovenstående debatindlæg blev nægtet optagelse i Politiken.