Hvilken strategi har venstrefløjen? Jeg har i flere år sagt, at jeg mener socialdemokraternes århundrede er forbi. Jeg tror stadig de vil være en væsentlig faktor. Men ikke "arbejderpartiét", der får 30-40-50 procent af stemmerne. De har ikke længere noget projekt.
Deres store projekt var ved hjælp af klassesamarbejdet at opbygge velfærdssamfund. Det lykkedes "ad helvede til - godt". Men det viste sig ikke at virke. Mennesker i velfærdssamfundene havde stadig store problemer. Samtidig betød Sovjetunionens sammenbrud, at kapitalen ikke længere havde den store interesse i klassesamarbejdet. De sidste mange år har socialdemokraterne reelt ikke haft noget projekt, som hverken de selv eller deres vælgere kunne tro på.
I stedet er de gået til valg på at være bedre til at administrere det bestående end de borgerlige partier. Det vinder man sjældent stor opbakning til. I hvert fald siden anden verdenskrig har venstrefløjens strategi reelt altid taget udgangspunkt i forholdet til socialdemokraterne. Men når de ikke længere er en væsentlig faktor, hvad skal vores strategi så være?
Den diskussion har jeg forsøgt at rejse både i forskellige sammenhænge i Enhedslisten og på møder med andre venstrefløjspartier i Europa. Men der har ikke været nogen, der kunne give svar, og som jeg har forstået diskussionerne, er der heller ikke nogen af de andre venstrefløjspartier, der for alvor har lagt en ny strategi.
Derfor vil jeg nu forsøge selv at komme med et bud. Jeg tror vores strategi skal løsrives fra socialdemokraterne. Det kan godt være, at vi vil pege på en socialdemokrat som statsminister, men vi skal sige klart, at vi tror ikke på at de for alvor vil ændre samfundet og selvom vi vil arbejde for forandringer, så får vi ikke grundlæggende forandringer ad den vej, så længe tingene udenfor parlamentet ikke ændrer sig.
Meget mere demokrati
Vi skal i stedet arbejde for meget mere demokrati. Vi skal inddrage borgere og ansatte i lokalområderne i at bestemme selv i deres eget liv, og vi skal igennem fagbevægelsen rejse krav om demokrati på arbejdspladserne, så ansatte bestemmer i eget arbejdsliv, ligesom vi skal opbygge alternative virksomheder, der viser, at det er muligt at skabe arbejdspladser, der både er miljømæssigt, menneskeligt og økonomisk bæredygtige.
Hvis vi får omkring 50-100 enhedslistefolk valgt ind i byråd og regionsråd og forstår at bruge det politisk til for alvor at skabe lokale bevægelser, så kan vi virkelig rykke.
Det er min erfaring, at det, der for alvor flytter menneskers bevidsthed, er når de får erfaring med, at de selv kan bestemme og bliver uafhængige af, at andre bestemmer over dem. Det giver en stor frihed og styrke. Jeg tror ikke, at hverken direkte demokrati i kommunerne eller mange alternative virksomheder i sig selv kan føre til socialisme, men jeg tror på, at det kan give mange mennesker troen på, at et andet samfund er muligt, at kapitalismen ikke er en naturnødvendighed.
Jeg tror vi har en stor chance for at afprøve den strategi, hvis vi ved kommunalvalget får den fremgang, vi står til i meningsmålingerne. Hvis vi får omkring 50-100 enhedslistefolk valgt ind i byråd og regionsråd og forstår at bruge det politisk til for alvor at skabe lokale bevægelser, så kan vi virkelig rykke.
Styrk kræfterne udenfor Folketinget
Især hvis vi gør det sammen med fagbevægelse, miljøgrupper, borgergrupper og så videre. Vi skal for alt i verden undgå at blive administratorer ligesom de andre byrødder. Jeg tror ikke på, at vi er i stand til for alvor at trække eller presse denne regering til at blive venstreorienteret. Medmindre der sker virkelig store ting udenfor Christiansborg, som vi ikke kan forudse lige nu.
Jeg tror dog, at der er en mulighed for, at vi ind imellem, og især når der også er andre, der presser på, for eksempel fagbevægelse, studenterbevægelse med mere, kan presse regeringen til nogle indrømmelser i forhold til for eksempel jobskabelse, velfærd og grøn omstilling.
Derfor skal vi også gøre det helt klart, at vi grundlæggende er i parlamentet på Christiansborg med tre opgaver. Vi skal være vagthunden, der advarer om, hvad de andre partier har gang i af rævekager.
Det, der styrker vores kamp bedst er, at vi i de kommende år bruger størstedelen af vores kræfter på at styrke fagbevægelsen og lokaldemokratiet
Vi skal komme med nye ideer, som vi prøver at få gennemført. Ideer der er gennemarbejdede, så de fagligt holder. Ofte i et tæt samarbejde med organisationerne på området.
Og vi skal være dem, der bringer virkelighedens historier ind på Christiansborg. For eksempel de fattiges, de syges og de handicappedes historier om deres dagligdag med ydmygelser fra det offentlige system. For eksempel historierne om arbejdsløse håndværkere, der ser udenlandske arbejdere blive groft udnyttet med underbetaling og elendige arbejdsvilkår. For eksempel historierne om eleverne på erhvervsskolerne, der ikke kan få praktikpladser og må droppe at få en uddannelse.
Jeg tror vi skal sige klart, at vi er på Christiansborg med de tre opgaver. Og dem vil vi gøre vores yderste for at opfylde. Men at det er komplet umuligt at ændre grundlæggende på den borgerlige økonomiske politik, så længe vi kun har 12 mandater ud af 179.
Så for at opsummere: Jeg mener det, der styrker vores kamp bedst er, at vi i de kommende år bruger størstedelen af vores kræfter på at styrke fagbevægelsen og lokaldemokratiet, så vi får langt mere demokrati forstået som langt flere mennesker, der er med til at bestemme i deres eget liv, herunder arbejdsliv. Og dermed også begynder at turde gå videre til et socialistisk samfund.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278