I sit svar til Enid Riemenschneider og Nikolaj Kofod i kronikken Fattigdom, FN og vi på venstrefløjen den 9. oktober beskæftiger Christian Juhl (CJ) sig meget lidt med selve spørgsmålet om imperialisme og krig.  

Han lufter endvidere nogle illusioner om, at venstrefløjen kan påvirke FN - det FN, som efter "murens fald" i stadig mere udpræget grad fremstår som et redskab for USA- og EU-imperialismen. Men selv når det kommer til FN, forekommer CJ selektiv. 

Noget centralt i FN's konventioner er for eksempel, at enhver stat har ret til at bekæmpe væbnede oprørere.  I Nato's krig mod Jugoslavien i 1990'erne købte Enhedslisten ubetinget og ukritisk Nato's retorik om, at Milosevic begik etnisk folkemord mod muslimerne i Bosnien og Kosovo. 

Nato-retorikken

Men det var naturligvis ikke almindelige civile muslimer, centralregeringen i Beograd bekæmpede i disse provinser - men væbnede islamister, herunder al Queda-terrorister, som USA og Saudi Arabien netop havde brugt til at bekæmpe Sovjet i Afghanistan.

I Libyen (2011) købte Enhedslisten igen ubetinget Nato's retorik om, at Benghazi stod foran en massakre, så igen forvekslede man altså (bevidst og dermed manipulatorisk?) 600.000 civile i Benghazi med de konkrete, væbnede terrorister, som Gaddafi gik efter.

Og i "borgerkrigen" i Syrien, som CJ kalder krigen mellem det (i hvert fald i relation til den konkrete krig) bredt, folkeligt støttede Assad-styre og de væbnede og fortrinsvis udenlandske USA- og EU-støttede "oprørere", gentager Enhedslisten så Nato's imperialisme-retorik.

Kun i USA's krig mod Irak indtog Enhedslisten noget, der lignede en aktiv anti-imperialistisk position.

Kun i USA's krig mod Irak indtog Enhedslisten noget, der lignede en aktiv anti-imperialistisk position. Og dét forhold, der mobiliserede denne modstand, som tillige gav sig udtryk i store fredsdemonstrationer i amerikanske og europæiske byer, var tilmed baseret på interne, imperialistiske modsætninger mellem Tyskland og Frankrig på den ene side og USA og Storbrittanien på den anden. 

Og så endda på trods af den massive amerikanske og europæiske dæmonisering af Saddam, som USA's daværende, kurdiske allierede tillige deltog i. Saddam bekæmpede selvfølgelig ikke - som heller ikke Gadaffi og Assad – almindelige civile. Hvad skulle de dog gøre det for? De forsvarede deres land mod ekstreme islamister.

De islamister, som nu hærger de pågældende lande.

Et parti, der kalder sig anti-imperialistisk, er følgelig forpligtet til at føre en aktiv, anti-imperialistisk og fredssøgende linje! Og siden Enhedslisten taler så meget om FN's relevans, må partiet følgelig respektere en af FN's mest centrale konventioner:

Enhver regering har ret til - og vil og skal - forsvare landet og befolkningen mod væbnede "oprørere".

Forkortet af redaktionen.