Da Cubas præsident Raúl Castro ankom til det store fodboldstadion i Johannesborg til mindearrangementet for Nelson Mandela, lød der begejstret jubel fra deltagerne. Det blev ikke forklaret af de danske tv-journalister, som i stedet lod sig forføre af USA's præsident Barack Obama.

Obama holdt en flot tale og fik et stort bifald, men hans tale var én lang omgang hykleri. Der var ikke ét ord i talen om den rolle, som USA spillede under apartheid. At USA de-facto støttede apartheid til det sidste, og at USA holdt Mandela på sin terrorliste til længe efter, at han var blevet sit lands præsident.

Det var en skandaløs omgang hykleri, som ukritisk blev kolporteret af DR’s journalister.

Obamas tale var en skandaløs omgang hykleri.

Der var i alt 10 talere, en af dem var Raúl Castro.

Seerne fik aldrig en ordentlig forklaring på, hvorfor Cubas præsident var blandt de udvalgte talere. Journalisterne forklarede lidt om cubanske læger i Sydafrika og om solidaritet under kampen mod apartheid.

Men det militære slag ved Cuito Cuanavale i Angola i 1988 – for præcist 25 år siden – blev ikke nævnt med et ord i DR’s fem timer lange udsendelse fra Johannesborg.

Sagen er, at hvis journalisterne og kommentatorerne havde fortalt om dette militære slag, som knækkede apartheid-regimet i Sydafrika, så havde det stået klart, hvorfor Cubas præsident talte ved begravelsen, og så havde det været umuligt at fortie USA’s historiske rolle i denne sag.

Mandela i Cuba

I 1991 – kort efter sin løsladelse fra fængslet på Robben Island – besøgte Nelson Mandela Cuba.

Den 26. juli talte han sammen med Fidel Castro ved det store årlige massemøde på den historiske dag for starten på sidste fase af Cubas frihedskamp i 1953. I 1991 foregik massemødet i Matanzas øst for Havanna.

Cuba har ydet et uovertruffet bidrag til Afrikas uafhængighed, frihed og retfærdighed.

Til de hundredetusinder af fremmødte cubanere talte Nelson Mandela om slaget ved Cuito Cuanavale. Dette militære slag var starten på sidste fase i en krig for at forsvare Angolas nyvundne selvstændighed.

Det var en krig, som Cuba - på det frie Angolas opfordring - havde deltaget i uafbrudt siden 1975, da den nye stat blev angrebet af imperialistiske styrker fra Mobutos Congo (dengang Zaïre) og apartheidstyret i Sydafrika. På begge fronter med USA’s aktive støtte! 

Talen til det cubanske folk

Den 26. juli 1991 i Cuba sagde Mandela blandt andet:

"Det cubanske folk har en særlig plads i hjerterne på Afrikas folk. De cubanske internationalister har ydet et bidrag til Afrikas uafhængighed, frihed og retfærdighed, som er uovertruffet på grund af sin principfaste og uselviske karakter….
Jeg er kommet hertil med en følelse af at stå i stor gæld til Cubas folk. Hvilket andet land kan opvise en historie med større uselviskhed end den, som Cuba har demonstreret i sine relationer med Afrika? Hvilket land har bedt om Cubas hjælp og er blevet afvist? Hvor mange lande, som var truet af imperialismen eller kæmpede for national befrielse, har ikke fået Cubas hjælp?
Jeg var i fængsel, da jeg første gang hørte om den massive hjælp, som de cubanske internationalistiske styrker gav Angolas folk – i så stor en målestok, så det var svært for os at tro det. Dengang angolanerne blev angrebet af de sydafrikanske tropper, af FNLA som var finansieret af CIA, af UNITA’s lejesoldater og tropper samt af Zaïres i forening i 1975.
Vi i Afrika er vant til at blive ofre for andre lande, som ønsker at rive vores territorier i småstykker eller undergrave vores suverænitet. I Afrikas historie findes der ikke noget andet tilfælde, hvor et andet folk har rejst sig til forsvar for et af vore lande.
Vi véd også, at dette var en masseaktion i Cuba. Vi er bevidste om, at de, der kæmpede og døde i Angola, kun er en lille del af dem, der tilbød sig som frivillige. For det cubanske folk er internationalismen ikke bare et ord – men noget som vi har set udført i praksis til gavn for store dele af menneskeheden.
Vi véd, at de cubanske styrker var parat til at trække sig tilbage hurtigt efter at have slået invasionen i 1975 tilbage; men Pretorias fortsatte aggression gjorde dette umuligt.
Jeres tilstedeværelse dér – og de forstærkninger I sendte til slaget ved Cuito Cuanavale – har en i sandhed historisk betydning.
Den racistiske hærs overvældende nederlag ved Cuito Cuanavale gjorde det muligt for Angola at opnå fred og konsolidere sin egen suverænitet.
Den racistiske hærs nederlag tillod Namibias kæmpende folk endelig at opnå deres uafhængighed. Apartheidstyrets aggressive styrkers afgørende nederlag ødelagde myten om den hvide undertrykkers uovervindelighed.
Apartheidhærens nederlag tjente som en inspiration for Sydafrikas kæmpende folk. Uden det nederlag, den led ved Cuito Cuanavale, ville vores organisationer aldrig være blevet gjort lovlige.
Den racistiske hærs nederlag ved Cuito Cuanavale gjorde det muligt for mig at være sammen med jer hér i dag. Cuito Cuanavale er en milepæl i historien om kampen for befrielsen af det sydlige Afrika. Cuito Cuanavale markerer et vendepunkt i kampen for at befri vores verdensdel og vores land for apartheids svøbe."

Det fortalte DR ikke

Det var dén beretning om den sande historie, der ikke blev fortalt af de medier, der i stedet valgte at formidle Obamas floromvundne retoriske præstation, som intet havde med historien at gøre.

Kendsgerningen er, at apartheid blev skabt af Vesten.
Fidel Castro

I Fidel Castros efterfølgende tale i Matanzas i 1991 lød det blandt andet:

"I dag prøver man i Vesten at forbinde sig med Afrika. Prøver at indynde sig hos dem, der hader apartheid. Men kendsgerningen er, at apartheid blev skabt af Vesten. Af det kapitalistiske og imperialistiske Vesten.

Den store sandhed er, at Vesten understøttede apartheid-regimet. Forsynede det med teknologi, talløse milliarder i investeringer, talløse våben og også politisk støtte.

Nej! USA brød ikke sine bånd til apartheid-regimet. USA indførte ikke blokade mod apartheid-regimet. USA opretholdt og opretholder stadigvæk strålende relationer med apartheid-regimet…

De tog nogle halvhjertede økonomiske forholdsregler imod apartheid-regimet, som ikke havde den mindste betydning…"

Fidel Castro om Cuito Cuanavale

Og den cubanske præsident fortsatte:

"Det er ikke sådan, at vi ikke har været bevidste om vigtigheden af den indsats, som blev ydet dér fra 1975 og frem til den sidste indsats, som var at tage udfordringen op i Cuito Cuanavale…

Cuito Cuanavale blev det historiske sted. Men operationerne strakte sig langs en linje på flere hundrede kilometer… i det sydvestlige Angola.

Men omkring 40.000 cubanske og angolanske soldater med mere end 500 tanks, hundredvis af kanoner og omkring 1000 stykker antiluftskyts – og størstedelen af dette antiluftskyts var vores, som var overført herfra – avancerede frem mod Namibia. Støttet af vort luftvåben og en lufthavn konstrueret i løbet af uger…

Begivenhederne udviklede sig nøjagtigt, som vi havde forudset…[efter sejren] da denne nye magtbalance udviklede sig, var betingelserne for de forhandlinger skabt."

Derfor talte Raúl Castro

Og i disse forhandlinger var det, at Angolas suverænitet blev sikret, at Namibias frihed blev skabt, at vejen blev åbnet for ophævelse af apartheid i Sydafrika og fængselsdøren til Mandelas celle på Robben Island blev låst op.

Derfor talte Cubas præsident Raúl Castro ved mindehøjtideligheden for Nelson Mandela.

Nelson Mandelas og Fidel Castros taler kan læses i fuld længde i bogen: "Man kan ikke slå idéer ihjel". Udgivet af Dansk-Cubansk Forening i 2006. Sælges fra Arbejderens webshop http://webshop.kommunister.dk/