Mandelas død har forårsaget en sand storm af fortolkninger af hans liv og arbejde, der alle fremstiller ham som en discipel af pacifismen og en slags "Moder Teresa af Afrika".

Det er et helt igennem overlagt ukorrekt  billede, fremført for at skjule det faktum, at Den afrikanske Nationalkongres (ANC) efter Sharpeville-massakren i 1960 vedtog en ny strategi: den væbnede kamp, samt sabotage (uden at bringe menneskeliv i fare) af virksomheder og vigtige, økonomiske foretagender.

Mandela gennemrejste forskellige afrikanske lande i søgen efter økonomisk og militær støtte til denne nye strategi for kampen. Han blev  anholdt i 1962 og kort efter idømt livtidsstraf, af hvilke han tilbragte 25 år i en celle på to gange to meter, forvist til et højsikkerhedsfængsel.

Kun et formidabelt internationalt pres for hans løsladelse medførte, at hans fængselsforhold bedredes i de sidste to år af hans indespærring.

Enestående leder

Mandela var altså ikke nogen "beundrer af den borgerlige ret", men en enestående politisk leder, hvis strategi og taktik i kampen skiftede med de forhold, under hvilke hans slag skulle slås.

Man har sagt, at han var den mand, der endte det hæslige sydafrikanske apartheidregime, men det er kun den halve sandhed.

Den anden halvdel af æren går til Fidel og den cubanske revolution, som ved at intervenere i borgerkrigen i Angola beseglede fascisternes skæbne. De besejrede foruden Zaire's tropper (nu Den demokratiske republik Congo), den sydafrikanske hær og to angolanske lejehære, der var organiserede og finansierede af USA igennem CIA.

Takket være Cubas heroiske medvirken - hvilket nok en gang demonstrerede den cubanske revolutions ædelmodige internationalisme -  blev Angolas selvstændighed opretholdt, blev et grundlag for Namibias efterfølgende frigørelse skabt, og Sydafrikas apartheid fik nådesstødet.

Vendepunktet

Efter underretningen om slaget ved Cuito Canavale den 23. marts 1988 skrev Mandela fra fængslet, at resultatet af, hvad han kaldte det afrikanske Stalingrad, "var vendepunktet for befrielsen af vort kontinent - og af mit folk - fra apartheids svøbe".

Racisternes og deres USA-rådgiveres nederlag var et moralsk slag mod den sydafrikanske besættelse af Namibia og ledte til de forhandlinger med ANC, som snart efter førte til nedbrydningen af det racistiske, sydafrikanske regime.

Altså en fælles indsats af to store revolutionære og statsmænd.

Læger, lærere, soldater, landbrugseksperter - aldrig kolonisatorer.

Flere år senere, på Cuba-Sydafrika Solidaritetskonferencen i 1995, bekræftede Mandela det: "Cubanerne kom til vores region som læger, som lærere, soldater, landbrugseksperter - men aldrig som kolonisatorer.

De har delt skyttegrave med os i kampen mod kolonialismen, delt underudviklingen, apartheid... Vi svor, at vi aldrig ville glemme dette eksempel uden sidestykke på uselvisk internationalisme."

Det er en god reminder til dem, der i dag taler om den cubanske "invasion" af Angola.

Cuba betalte en enorm pris for sin ædle solidaritet, der - som Mandela påpegede - var vendepunktet i kampen mod racismen i Afrika. Fra 1975 til 1991 arbejdede og kæmpede tæt ved 450.000 cubanske mænd og kvinder med livet som indsats i Angola.

Mere end 2600 døde i kampen for at besejre det racistiske Pretoria og dets allierede.

Den enestående leder Nelson Mandelas bortgang er en fremragende lejlighed til at hylde deres kamp og dermed Fidels og den cubanske revolutions internationalistiske heltemod.