For næsten 17.000 mennesker kan det ikke betale sig at gå på arbejde. Alligevel tager de hver morgen cyklen og tjener deres egen løn på en arbejdsplads.

Det er ingen nyhed for os, der kender de ufaglærtes del af arbejdsmarkedet. Men for højtlønnede og for borgerligt orienterede politikere er det ganske uforståeligt.

For dem er pengene den altdominerende drivkraft i tilværelsen. Et lille lys i mørket er der dog. Forleden indrømmede en af de mest pengefikserede politikere, Joakim B. Olsen, at der jo måtte være andre værdier i tilværelsen, når disse mennesker går på arbejde. Godt fattet, Joakim. Det har du godt nok været længe om at forstå.

Lavtlønnede tager oftest det hårdeste, mest ensformige, mest nedslidende arbejde, der ligger på de mest ubekvemme tidspunkter.

Han og andre, der ikke har været i nærheden af arbejdsløshed, forstår ikke hvilken destruktiv situation, det er at være arbejdsløs. Kontrol, ydmygende behandling og manglende respekt. For slet ikke at tale om frygten for efter to år slet ikke at have nogen ydelse har at leve af. Det udsætter ingen sig frivilligt for.

Der er een løsning for de 17.000. Og det er ikke skattelettelser, lavere dagpenge eller kontanthjælp. Men derimod at mindstelønnen sættes i vejret. Den er alt for lav.

Lavtlønnede tager oftest det hårdeste, mest ensformige, mest nedslidende arbejde, der ligger på de mest ubekvemme tidspunkter. Det er uretfærdigt.

Højere mindsteløn arbejder vi for i vores fagforening. Bedre ydelser og større tryghed arbejder vi for i Folketinget.