01 Oct 2026  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forliget er acceptabelt

Forliget er acceptabelt

Enhedslisten afgør selvfølgelig selv, hvornår de vil bide til bolle. Men det gør vi også som fagligt valgte. Og vi synes, at industriforliget er o.k.

Hovedparten af vores medlemmer forhandler lønnen ude på arbejdspladsen. Og er der her lidt mere gang i den, skal vores medlemmer nok forhandle kroner hjem. Her er en vinkelsliber i gang med sit arbejde.
FOTO: PN
1 af 1

Enhedslistens folketingsmedlem Henning Hyllested forsøger sig i avisen forleden som havkat i det faglige hyttefad. Men han rammer helt forbi skiven, når han kalder industriforliget for en tynd kop te, et svigt fra venstrefløjen og beklager sig over, at medlemmerne ikke er inddraget.

De heftige domme falder, selvom han frejdigt oplyser, at han ikke har læst overenskomstens protokollater, der jo som bekendt er en vigtig del af enhver overenskomst.

Det er for nemt at affærdige et resultat blot ved at skimme teksten, som altid er det et resultat af styrkeforhold, og du ser helt bort fra, hvad det var for krav arbejdsgiverne mødte op med.

Det er værd at minde om, at det ikke mindst var Metals hovedbestyrelse som - efter stor faglig mobilisering - trak stikket for regeringens tre-partsforhandlinger.

Inden overenskomsten har vi om nogen peget på, at forsvaret af fridage og et nej til større fleksibilitet var en afgørende front i OK-slaget.

Det er værd at minde om, at det ikke mindst var Metals hovedbestyrelse som - efter stor faglig mobilisering - trak stikket for regeringens tre-partsforhandlinger med dens ultimative krav om længere arbejdstid.

Når vi bakker op om det indgåede resultat hænger det sammen med en række forhold. Vi medgiver gerne, at en treårig overenskomst naturligvis ikke det bedste, men det var prisen for at undgå udsalg af feriedage, fridage og øget fleksibilitet.

Det samme gælder afvisningen af en fjernelse af overtidstillæg, et krav som arbejdsgiverne stillede, efter skibbruddet i tre-parts forhandlingerne. Med andre ord, så er det lykkedes at stoppe arbejdsgivernes offensiv på kravet, de har ikke fået en pind på "fleksibiliteten."

Konkrete resultater

Vi skal her kort pege på, hvorfor vi bakker forliget op:

- Vores lærlinge får den største procentstigning på 1,9 procent per år i tre år, så en sidsteårs-lærling slutter på cirka 92 kroner i timen.

- Lærlinge får nu betalt skolehjem, så de slipper for dobbelt husførelse i de ca. 30 uger, de er på skole. Det har været er en stor udgift for de lærlinge, der er nødsaget til at bo der.

- Lærlingene kan bruge uddannelsesmidler fra Industriens Kompetenceudviklingsfond (IKUF), hvis de vil uddanne sig yderlige i fritiden. Det kunne være danskundervisning med videre.

- 1 uges ekstra barselsorlov til forældre. Far-og-mor-begrebet slettes og erstattes af forældre, så forældre af samme køn får samme rettigheder, et klart kønspolitisk resultat.

- Arbejdsgiveren skal betale to timer til medarbejderen ved afskedigelse til besøg i fagforeningen. Udover at det giver tid til at hjælp fra fagforeningen til at få overblik over job- og uddannelsesmuligheder, så vil det styrke fagforeningernes kontakt til de ledige.

- En uges ekstra efteruddannelse. Herudover kan man nu lægge sin efteruddannelse i opsigelsesperioden (op til fem uger). Det er politisk godt tænkt værktøj set i lyset af Koch-udvalgets efteruddannelsesforslag, der ikke er noget at råbe hurra for.

- En procent på fritvalgskontoen til feriepenge eller pension, som ikke kan fjernes ved nul-løsninger ved de lokale lønforhandlinger, men er rene kroner.

- Satserne og mindstelønningerne er steget, så reallønnen forbedres en smule. Men som bekendt forhandler hovedparten af vores medlemmer lønnen ude på pladsen. Og er der her lidt mere gang i den, skal vores medlemmer nok forhandle kroner hjem.

- Indsigt i vikarforholdene. Tillidsrepræsentanten får ret til indsigt i vikaraftaler. Det gavner vores medlemmer, som er ansat som vikarer, så de ikke bliver snydt, og det gavner de fastansatte. De er et ekstra værktøj sammen med vikar-protokollatet, som i dagligdagen som regel er med til at gøre social dumpning på vores område minimalt. Samlet styrker det fagforeningerne og tillidsmandens muligheder for at bekæmpe snyd og underbetaling.

Medlemmer blev hørt

Det er ikke korrekt når Henning Hyllested skriver, at medlemmerne ikke har været inddraget. Kravene er blevet rejst på generalforsamlinger, klubmøder med videre. Samtlige tillidsfolk har været indkaldt til 10 møder rundt i landet med forhandlerne.

Resultatet afspejler faktisk, at der blev lyttet. Det var her tillidsfolkene pegede på krav om fritvalgskonto, vikarindsigt, forbedringer til lærlinge, uddannelse, tryghed og barsel.

Vi deler helt Henning Hyllesteds ønske om større kampgejst blandt fagbevægelsens medlemmer, men når det nu ikke er tilfældet i den her OK-situation, er vi så ikke nødt til at tage bestik af det, og undgå at kaste os ud i en udsigtsløs nej-kampagne, som vil føre til tilbageslag?

Social dumping

Henning Hyllested skriver, at det er et svigt fra venstrefløjen og de faglige ledere, når social dumping ikke bliver løst i industrioverenskomsten. I vores øjne har vi med vikarindsigten fået et bedre værktøj i industrien.

Men vi har fuld forståelse for de krav, som er stillet på blandt andet byggeområdet om bekæmpelse af social dumping. Det har vi har tænkt os at følge tæt og om nødvendigt solidarisere os med.

Vi anerkender Enhedslistens suveræne ret til at beslutte, hvornår de vil bide til bolle. Vi ville dog gerne have haft en hånd fra Enhedslisten ved finanslovsforhandlingerne, så fradraget på fagligt kontingent var blevet tilbageført, og de indrømmelser, der trods alt lå på social dumpning, var kommet i hus. Det var Enhedslistens beslutning. Vores stilling til OK-14 på industriområdet er vores egen som fagligt valgte. Vi mener, den er OK.

Finn Andersen, Fmd. Metal Århus, Bjarne Sørensen, Fmd. Metal Horsens, Henrik Leth, Fmd. Metal Randers, Jan O Gregersen, Fmd. Metal Ålborg, René Nielsen, Fmd. Metal Hovedstaden, Lars Hansen, Fmd. Metal Odense     

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. feb. 2014 - 09:43   19. feb. 2014 - 09:44

Udtalelse

fra seks Metal-formænd