Det er faldet formændene for Dansk Metals afdelinger i Hovedstaden, Århus, Ålborg, Odense, Horsens og Randers for brystet, at jeg i min kommentar forleden tillod mig at kalde Industriforliget for en tynd kop te. Samtidig anker de over, at jeg ikke har sat mig ind i alle protokollaterne i industriforliget.

Af gode grunde havde jeg ikke, da jeg skrev min kommentar, haft mulighed for at se eller læse de 45 protokollater, som industriforliget består af. Da var OK-aftalen nemlig helt ny. Så jeg medgiver gerne, at min viden på det tidspunkt baserede sig på pressens omtale af OK-aftalen på industriområdet.

Det er nødvendigt at kæmpe for en omfordeling, når de 10 procent rigeste danskere ejer 70 procent af den samlede formue

Imidlertid har en senere gennemlæsning af samtlige protokollater desværre bekræftet mig i, at der ikke er tale om nogen stor aftale. Selvfølgelig er der i de mange protokollater en række forbedringer, hvoraf I også nævner nogle af dem i jeres indlæg.

Også jeg synes, det er godt, når forholdene for lærlinge forbedres på forskellige områder, og at man får betalt to timer til at besøge sin fagforening, hvis man bliver fyret, at der er en uges ekstra efteruddannelse, og en uge mere til barsel med mere. Respekt for det!

Kan reallønnen bevares?

Men det rokker ikke ved, at aftalen er treårig, og at I ikke aner, om reallønnen kan bevares i den treårige periode, som aftalen løber. Det afhænger som bekendt af, om jeres arbejdspladser - som en del af minimallønsområdet med adgang til at forhandle i perioden – er i stand til at "hive noget hjem" ved lokalforhandlingerne på virksomhederne.

Det er måske ikke det store problem for Dansk Metals medlemmer, og jeg tror da på, at lige netop de store og stærke metal-afdelinger, som I repræsenterer, vil støtte kraftigt op bag tillidsmændene, men jeg kan da godt være nervøs for, hvordan det vil gå på de store og (især) mange små industriarbejdspladser, hvor hovedparten er organiseret i mit eget forbund, 3F.

Min hovedanke mod industriforliget er, som det fremgik af min kommentar, at fagbevægelsen ikke bruger de tilbagevendende OK-situationer til så at sige at skilte med sin eksistensberettigelse over for medlemmerne og de, som falder fra til de gule eller går som uorganiserede.

Det er fint, at I har haft tillidsmændene indkaldt til møder med forhandlerne, men I ved lige så godt som jeg, at hvis man spørger på en gennemsnitlig arbejdsplads under Industrien, så har der ikke været meget snak om OK-forhandlingerne dér.

Afsmittende virksning

Nu har man så i stedet sat forhandlingssystemet ud af kraft i tre år, hvilket jo får afsmittende virkning på de øvrige OK-områder. Således har HK og 3F i skrivende stund indgået et treårigt forlig med henholdsvis Dansk Erhverv og HORESTA.

Det bedste (og sjoveste), der kunne ske nu, var, at såvel bygge- som transportområdet holdt fast ved to-årige overenskomster, men det er nok for optimistisk at være.

I skriver selv, at I har været nødt til at tage bestik af den manglende kampgejst blandt medlemmerne ved denne OK-situation, og at det afspejler sig i resultatet. Det er jeg enig i, og bebrejder jer end ikke, at I ikke vil bruge kræfter på en "udsigtsløs nej-kampagne". Men det bekræfter mig i, at resultatet er tyndt.

Det bedste, der kunne ske nu, var, at såvel bygge- som transportområdet holdt fast ved to-årige overenskomster.

Jeg har nu den opfattelse, at OK-forhandlingerne – med indbygget konfliktret!! – er den mest direkte måde, som arbejderklassen og alle øvrige lønmodtagere kan aftvinge arbejdsgiverne flere indrømmelser. Det er nødvendigt at kæmpe for en omfordeling, når de 10 procent rigeste danskere ejer 70 procent af den samlede formue, og hvor udbytter og opsparede overskud årligt udgør mere end 100 milliarder kroner.

I min kommentar skriver jeg ikke noget om, at venstrefløjen har svigtet, men påpeger, at den er svækket i alvorlig grad, og at vi har en kæmpeopgave foran os med at genrejse dansk fagbevægelse inden den går til i medlemsflugt og social dumping. Det synspunkt regner jeg med, vi er fælles om!

Og så lige den med finanslovsforhandlingerne og det faglige kontingent. Vi valgte som bekendt at stå fast på, at vores ældre medborgere skulle have nogle rettigheder, som ikke kan tages fra dem, når nedskæringerne kommer væltende i den offentlige velfærdssektor.

Vi kunne have valgt at overlade de gamle til nedskæringsivrige kommuner til fordel for at ophæve grænsen for fradraget for de faglige kontingenter.

Jeg håber, I har bemærket, hvad der lige nu sker ude i kommunerne. De vil i stor udstrækning bruge "ældremilliarden" til genoptræning og rehabilitering, så de ældre bedre kan klare de daglige gøremål i hus og hjem. Så kommunerne kan spare på hjemmehjælp og plejehjemsindsats. Så kun de "værdigt trængende" efterhånden kommer i betragtning til hjælp fra det offentlige.

Også medlemmerne af Dansk Metal bliver gamle en gang!