Mennesker har brug for at kunne spejle sig. Spejle sig i hinanden, i deres ledere, i faglige autoriteter, i litteratur, i musik, i film, i teater og skuespil og på andre måder.
Den bedste form for spejling er den, hvor vi kan se op til nogen eller noget som et ønskværdigt eksempel til efterfølgelse og vejledning. Ledere bør være ønskværdige eksempler til efterfølgelse for mennesker. Ellers er de ikke deres position værdig. De har et stort ansvar, som følger med den position, de har søgt at opnå.
Vi har et meget stort demokratisk problem i Danmark som underløber hele vores folkestyre.´
Vi, folket, vælgerne, bliver ikke taget med på råd, for det er jo os, der er problemet. Vi er dovne, arbejdssky nassere og hypokondere.
Vælgerne kan ikke længere spejle sig positivt i de politisk folkevalgte, som er på tinge. Det er, som om de folkevalgte er kommet fra en anden planet til vores jord, hvor de udfører socialvidenskabelige og økonomiske eksperimenter i deres laboratorium Danmark.
De er aliens, og vi andre er freaks, som de gør med, hvad de vil. De er hævet over os, synes de at signalisere, imens de handler hen over hovedet på det folk, der har bragt dem til magten.
Vi kan ikke spejle os i vore folkevalgte længere. Aftenerne foran TV på TV2 News, DR 2 og andre kanaler med politisk indhold forløber som freakshows, der i bedste fald kan gå for god underholdning, men politisk lederskab er der ikke tale om.
De har glemt os, eller også har de aldrig kendt os. Folket. 900.000 socialdemokratiske vælgere leder efter deres parti, som de kendte det engang, og lussingen ved det næste folketingsvalg bliver en ørefigen, der kan høres internationalt.
Det siger sig selv, at det man har gjort i Socialdemokratiet ikke er gangbart. Det er løsrevet fra al historisk erfaring med dette engang så stolte arbejderparti.
En akademisk partitop, der aldrig har haft en skovl i hånden eller renset en svinetarm, kører det gamle arbejderparti i sænk.
Vi, folket, vælgerne, bliver ikke taget med på råd, for det er jo os, der er problemet. Vi er dovne, arbejdssky nassere og hypokondere, der skal tvinges til vor egen lykke af de kloge.
Intet under at vi ikke kan spejle os i vor politiske ledelse mere. 900.000 forhenværende socialdemokratiske vælgere har nu kun et svar på dette ved næste valg, og det er: Exit A.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278