Der tales meget om den store gruppe af kontanthjælpsmodtagere, som har fået en voldsom medfart i forbindelse med kontanthjælpsreformen.
Dog er der en del af denne gruppe, der forsvinder i mængden af de mange, der er arbejdsledige og de problemer, de er kommet ud i på grund af denne reform. Denne gruppe omhandler dem, der søger flexjob eller førtidspension på grund af sygdom, handicaps eller skader opstået ved ulykker.
Er det værdigt, at vi i vores samfund bevidst piner og plager i forvejen håbløst syge mennesker og nægter dem den hjælp, der kunne gøre deres liv tålelige?
Det er kommunernes opgave at finde ud af, hvad disse mennesker har af muligheder for at yde deres til samfundet. Det gøres ret forskelligt fra kommune til kommune, men uanset hvad lader det til at være skrappe retningslinjer, der gælder for, at en pension kan komme i betragtning.
Jeg har via forskellige kanaler stiftet bekendtskab med overraskende mange, der har befundet sig i denne situation i årevis uden noget resultat. De har gennemgået utallige undersøgelser, været på kurser, været i revalidering og været i arbejdsprøvninger af forskellig art, uden at det overhovedet har ændret på deres situation.
Nu er mit spørgsmål så: hvor lang tid behøver man egentlig for effektivt at finde ud af, hvad en person er i stand til, og hvornår denne persons muligheder for udfoldelse arbejdsmæssigt hører op?
Det længste forløb, jeg har hørt beskrevet, har varet ni år indtil nu, og det forventes ikke afsluttet inden for de næste fem år. Det drejer sig om et lægebeskrevet tilfælde af nedslidning.
Lægekonsulenten
Et andet forløb, der omhandler voldsomme, uhelbredelige, også lægebeskrevne skader efter en ulykke, har varet seks et halvt år og har omfattet gentagne starter på forløbet. Her er der så en skadeserstatning blandet ind i, som omhandler den kommune, der kører forløbet. Dette forhold bidrager ikke just til forløbets afvikling, da erstatningen er afhængig af arbejdsevnen, som derfor helst skulle være optimal set fra erstatningsyderens det vil sige kommunens synspunkt.
Afklaringen strander typisk dér, hvor lægekonsulenten skal give råd om, hvad der skal gøres videre frem. Der tages ganske åbenlyst ikke hensyn til, når en privatpraktiserende læge skriver, at personens tilstand ikke står til at ændre, og at vedkommende må betragtes som uarbejdsegnet og uarbejdsdygtig.
For overhovedet at få deres sag behandlet finder adskillige under afklaring sig nødsaget til at betale advokater af egen sparsomme kontanthjælp. Denne hjælp har betydning for, at de i det hele taget kommer videre i deres forløb.
Når man tænker på de ressourcer, der fra kommunal side bruges på alle disse gentagne afklaringer, kan man undre sig over, hvorfor de fortsætter i en uendelighed. Det koster store beløb at aflønne alle de mennesker, der indgår som led i disse forløb. Skatteborgerbetalte penge, der i høj grad ser ud til at blive spildt på ingenting.
Kassetænktning
Spørgsmålet er, hvorvidt man vil holde jobkonsulenter, lægekonsulenter med mere i arbejde og hermed jage de syge rundt og rundt i manegen til gavn og glæde for beskæftigelsen?
Eller kunne det være, fordi kommunerne får refusion for den kontanthjælp, de syge får udbetalt? Skulle man beslutte sig for at yde førtidspension, er det de kommunale kasser, der selv skal betale!
Hvis man ser på, at der sidste år efter sigende blev betalt 40 milliarder til førtidspensioner, men kun 10 milliarder til kontanthjælp, står det ganske klart, hvor det bedst kan betale sig at opbevare dem, som ansøger om hjælp.
Noget kunne tyde på en syltning af sagesløse personer, der i høj grad er belastet af konstante smerter, bevægelsesproblemer med mere. Er det værdigt, at vi i vores samfund bevidst piner og plager i forvejen håbløst syge mennesker og nægter dem den hjælp, der kunne gøre deres liv tålelige?
For mig at se er det dybt beskæmmende, at pengekasser skal afgøre, om en del af vores medmennesker lades uden tilstrækkeligt med midler til for eksempel medicin, som er en stor udgift for de fleste af dem, briller, tandlæge og så videre.
Muligvis findes der førtidspensioner, der ikke burde være udbetalt - der er snyderi alle vegne - men at enkeltes brist på samvittighed og anstændighed skal betyde elendige forhold for alle, er for mig at se forkasteligt. De har bestemt ikke selv bedt om at gennemgå de lidelser, som de har.
Det kan ske for enhver rask og arbejdende medborger: en ulykke, en sygdom, der kommer snigende eller opstår pludseligt. I går en agtet skatteborger, i dag et uønsket, jaget stykke affald. Vil vi dét?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278







