Det syder og bobler i alle afkroge af vort samfund i denne tid, hvor den sidste tilpasning af fremtidens folkeskole bliver rettet til, og man må lade arkitekterne, at de kan deres kram. 

Man mærker tydeligt, hvordan jo flere de giver troen på indflydelse og fligen af et fingeraftryk på reformen, jo mere lyse og positive bliver de tilbagemeldinger, der kommer i medier og presse. 

Måske vil den del af middelklassen, som har råd, fravælge folkeskolen på samme måde som vores statsminister og hendes folketingskolleger

Og hvem vil ikke gerne have indflydelse på det bedste i verden, nemlig vores børns fremtid?

Jeg håber missionen må lykkedes for dem, og at den sociale ulighed i fremtiden vil blive væsentligt formindsket. 

Dog kan jeg ikke undlade tanken om det, man glemmer om fremtidens skole, nemlig at planlægningen kun gælder fra klokken 8 til 16 i kun cirka 200 dage om året. Og resten af tiden – hvad med den? 

Når far eller mor, alene eller sammen, bliver syge eller mister arbejdet. Når dagpengene bliver til arbejdsmarkedsydelse eller uddannelsesydelse, eller det job, som skal tages, betyder en arbejdsdag på mindst 12 timer. Når huset ryger på tvangsauktion, og bilen forsvinder sammen med den sidste del af opsparingen.

Måske vil den del af middelklassen, som har råd, fravælge folkeskolen på samme måde som vores statsminister og hendes folketingskolleger, for hvorfor skal den velhavende del af middelklassens børn være rollemodeller, når Helles og hendes kollegaers børn ikke skal?

Uanset vil jeg ønske tillykke til alle dem, som deltager til gavn for vores alles allerbedste fremtid og lade uvisheden komme håbet til gode.