Kan personers rettigheder omtales principielt i Danmark? "Man må ikke tale om personsager", sagde Karen Klint, socialdemokrat og formand for Sundhedsudvalget ved høringen om funktionelle lidelser den 19. marts.
Nej, man må ikke tale om personsager, det er en uskrevet og måske også nedskreven lov? Men hvem er den "lov" lavet for? For at beskytte den person, som ellers ville være blevet omtalt.
Skal loven bruges til at beskytte dem, som uretmæssigt tilbageholder en fysisk syg kvinde i strid med menneskerettighederne?
Hvis personen for eksempel har sprunget splitternøgen rundt, har overfaldet nogen eller har sagt underlige ting, så må det ikke omtales af hensyn til personen og dennes fremtidige liv.
Men sådanne sager omtales jo rask væk i medierne med navns nævnelse endda. Tænk blot på manden fra publikum, som slog en fodbolddommer, det var jo "guf" for medierne og omtaltes gerne. Den mands navn beskyttedes ikke, trods sagens alvorlige karakter.
Hvorfor blev læge Stig Gerdes forhindret i at omtale sagen om den tvangsindlagte ME-syge kvinde, som er indlagt under psykiatrien på Hammel Neurocenter med sygdommen ME? Hun har ikke gjort noget som helst pinligt, og hun har ikke sagt noget, som kunne skade hendes fremtidige liv. Det er ikke pinligt at være syg, og sagen er kendt fra medier i forvejen.
Har hun en interesse i at hendes tvangsindlæggelse bliver diskuteret? Svaret kan kun være: ja. For hendes menneskerettigheder er overtrådt. Hun tilbageholdes mod sin vilje i psykiatrien uden at være psykisk syg.
Hvad taler for, at hendes sag ikke måtte nævnes? Jeg kan ikke finde andre grunde, end at Karen Klint ville holde hånden over psykiaterne, som opretholder tvangsindlæggelsen. Og er det sådan "loven" om, at man ikke må omtale personsager, skal anvendes? Til at beskytte dem som uretmæssigt tilbageholder en fysisk syg kvinde i strid med menneskerettighederne?
Tvangsindlæggelsen af en ME-syg kunne være diskuteret rent principielt. Det er jo ikke kvinden som person, som læge Stig Gerdes ville tale om. Det var de manglende rettigheder, ME-syge mennesker har i Danmark, hvor staten har lagt ME-sygdommen i psykiatriens hænder, selvom denne sygdom ifølge WHO er en fysisk sygdom.
Forkortet af redaktionen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278