Gigt er alvorlig. Både for den enkelte og samfundet. Lad mig gøre det kort: 

Gigt koster 25 milliarder kroner om året. 25 procent af alle langvarige sygemeldinger skyldes gigt. Sygdommen rammer alle aldersgrupper, også børn.

Gigt er den sygdomsgruppe, der går hårdest ud over danskernes livskvalitet. Gigt er smertefuld – smertepatienter har dobbelt så højt sygefravær som andre, og hver tredje tvinges til at forlade arbejdsmarkedet på grund af smerter. Nogle gigtsygdomme er livstruende. Så alvoren står lysende klar.

Gigt koster 25 milliarder kroner om året. 25 procent af alle langvarige sygemeldinger skyldes gigt. Sygdommen rammer alle aldersgrupper, også børn.

Forundringen var derfor stor i Gigtforeningen, da minister for Sundhed og Forebyggelse, Nick Hækkerup, afslog et møde med Gigtforeningen med henvisning til, at han ikke har tid, og dermed gav landets gigtpatienter den kolde skulder.

Med andre ord: Ministeren for Sundhed og Forebyggelse har ikke tid til bekymre sig om gigt, der rammer flere end hver ottende dansker. Han kan ikke afsætte en halv time til at drøfte bedre forebyggelse og behandling. Eller til at forholde sig til en smertefuld sygdom, som så mange mennesker lever med.   

I Gigtforeningen har vi ellers fra begyndelsen haft store forventninger til ministeren. Fra sin tid som borgmester har han konkret erfaring med det borgernære sundhedsvæsen, han har kendskab til kommunal forebyggelse, og han ved, hvor stort et aftryk gigtsygdomme sætter på samfundsøkonomien.

Dertil kommer, at Nick Hækkerup har gjort det klart, at han agter at forsætte kampen mod ulighed i sundhed. Og her ville det have været logisk, hvis han rettede blikket mod særligt en de store gigtdiagnoser, slidgigt.

Slidgigt er en folkesygdom, men der er forskel på folk: Den rammer nogle folk hårdere end andre. Jo kortere uddannelse, desto større risiko for slidgigt. Uligheden er slående. Og skulle ministeren være i tvivl, så kan jo spørge i sit bagland, for eksempel i fagbevægelsen.

Samlet set forventede vi i Gigtforeningen, at sundhedsministeren ville tage gigt alvorligt. Ja – vi fristedes næsten til at tænke, at sundhedsministeren ville have særligt fokus på mennesker med gigtsygdomme og den ulighed i sundhed, som de oplever. Og at han naturligvis ville bringe dem med sig i tankerne i sit daglige arbejde i regeringen. Vi må konstatere, at det nok ikke er tilfældet. Desværre.

Jeg håber, det kan berolige ministeren og alle andre, at vi i Gigtforeningen forsætter arbejdet – uanset ministerens manglende bevågenhed: Vi vil forsat bidrage med både viden, støtte, forskning og penge på gigtområdet - og vores indsats gælder børn og voksne, den gælder forebyggelse og behandling, og den gælder dem, der er kronisk syge i dag og dem, der vil blive ramt af sygdom i fremtiden.

Vi forsætter naturligvis også med at oplyse politikerne om, hvor alvorlig gigtsygdomme er. Altså de politikere, der vil lytte.