"Lovgivningen har lige ændret sig den 1. januar, og de har skærpet reglerne så meget … det hele er nyt, og alle famler i blinde. 

Men erfaringerne er, at jeg indstiller kun herindefra, når det er en kræftsyg, der har et halvt år tilbage. Sådan én, vi kalder en 'glat sag', hvor der er terminalsyge." 

Sådan - eller lignende - lyder de ord, som flere sagsbehandlere har udtalt til førtidspensionssøgende. Håndfast dokumentation findes også. En del kommuner har bestemt sig for denne fremgangsmåde med loven i hånd:

"Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold." Det lille ord "kan" er afgørende for, hvordan loven fortolkes.

I de fleste kommuner kæmper ansøgere, der lægeligt er fundet kun at have ubetydelig til ingen erhvervsevne, i årevis for enten at få tilkendt et fleksjob, som de kan klare, eller få tilkendt en førtidspension, der vil gi’ dem fred.

Smerteramte, stressede

Disse borgere er smerteramte i betydelig grad, og de idelige krav, systemet udsætter dem for, stresser og traumatiserer dem ubærligt. Fortvivlelse, total håbløshed og selvmordstanker florerer!

Disse borgere får - i fald de ikke er ramt af loven om gensidig forsørgelsespligt - udbetalt kontanthjælp, som i mange tilfælde betyder, at der ikke er råd til den ofte dyre medicin, der kunne hjælpe dem. 

Beskæftigelsesministeren kender til problemerne og anbefaler at klage til Ankestyrelsen, hvor ventetiden på en afgørelse kan tage op mod et år.

Ingen af de langtidssyge har ønsket den sygdom eller ulykke, der er årsag til deres situation. Mange vil gerne i fleksjob, men kan ikke klare det.

Ikke desto mindre tvinges de til at gennemgå endeløse arbejdsprøvninger til afklaring af, hvad – som ministeren siger – de kan. Men som reelt udmønter det sig i en afklaring af endnu et område, hvor de heller ikke kan.

Lægernes undersøgelsesresultater underkendes gang på gang, ændres til det ukendelige eller deres udsagn misfortolkes.

De pines, plages og tvinges med trusler om bortfald af kontanthjælp til igen og igen at stille op til forsøg, som på forhånd er spildt. Lægernes undersøgelsesresultater underkendes gang på gang og ændres til det ukendelige, eller deres udsagn misfortolkes.

 "De foreslåede behandlinger kan udelukkende forventes at forbedre livskvaliteten, og alle behandlingsmuligheder må derfor anses for at være udtømte og tilstanden grundlæggende stationær." 

Således kan en besked fra en smerteklinik være formuleret. Klart nok! Men når det kommunale system skal tage det under overvejelse, bliver det ofte til:

"Det kan ikke udelukkes, at en forbedring af livskvaliteten på sigt kan have indflydelse på funktionsniveauet og arbejdsevnen. Derfor er alle behandlingsmuligheder ikke udtømte, tilstanden ikke stationær, og derfor er du helbredsmæssigt uafklaret, derfor kan vi ikke lave en retvisende arbejdsprøvning.

De tidligere arbejdsprøvninger kan ikke bruges, og du kan derfor ikke få bevilget fleksjob eller førtidspension."

Er det dødshjælp vi vil?

Men når man lærer at bruge sin krop på en måde, som forbedrer ens livskvalitet, det vil sige, at man kan undgå de mange smerter, standser man i tide. Dét gavner ikke en arbejdssituation.

Man skal være døende for at blive tilkendt førtidspension. Det vil sige, at hvis man kommer til skade eller bliver ramt af sygdom som 23-årig, kan man så påregne at skulle følge de kommunale luner i 42 år på kontanthjælp, indtil man kan få folkepension?

Hvor mange arbejdsprøvninger kan man nå på 42 år? – og syltninger, hvor man bare venter?

Magtesløshed og fortvivlelse traumatiserer denne gruppe mennesker, der ellers på trods af deres sygdom og handicaps kunne være normale og glade mennesker. Mennesker, der i forvejen lider, og for hvem vejen fra sengen til sofaen er det eneste stykke vej, der kan tilbagelægges, udsættes for denne kyniske behandling.

Samtlige partier i Folketinget er klar over, at kommunerne overtræder socialloven gang på gang i dette legale, sociale bedrageri. Intet gøres. Statsautoriseret, aktiv dødshjælp - vil vi det?