Som venstreorienterede har vi al mulig grund til at gå aktivt ind i kampen for et nej til EU’s Patentdomstol. Og der er gode argumenter på bordet. Alligevel er der stille – forbløffende stille – om afstemningen og det selvom erfaringen fra tidligere EU-afstemninger viser, at jo før en nejkampagne kommer i gang, jo større chancer for et nej.

Skåret ind til benet, så burde en afstemning med patenter som tema kunne få venstrefløjen til at smide, hvad de har i hænderne og gå i gang med en kampagne. Vi er nemlig inde ved kernen af hele socialismebegrebet.

Når viden patenteres, så betyder det, at viden privatiseres. Man gør den viden, som patentet dækker, til et privat produktionsmiddel, som der kan skabes profit på.

Groft sagt, så er forskellen mellem kapitalisme og socialisme det formål, som varer produceres for at opfylde. Under kapitalismen produceres der ud fra et profitmotiv for den, som ejer produktionsmidlerne. Under socialismen producerer man ud fra de behov, som samfundet definerer og uden profitmotiv.

Når viden patenteres, så betyder det, at viden privatiseres. Man gør den viden, som patentet dækker, til et privat produktionsmiddel, som der kan skabes profit på. Og det uanset om patentet dækker viden om, hvordan medicin virker, hvordan en maskine laves smartest eller ny IT-teknologi og software.

Modsat dette, så vil et socialistisk ideal om viden være noget, som samfund bygger op i fællesskab og som alle kan drage nytte af, uden at det skal forgylde private ejere.

Nu er det ikke en folkeafstemning for eller imod patenter som sådan, men den ideologiske ramme er altså klar, og som man vil se af det følgende, så medfører et ja til Patentdomstolen alvorlige risici for omfattende patentering af nye områder. Inden vi kaster os ud i argumenterne for et nej, så er det måske en ide at se på, hvad afstemningen ikke handler om.

Lang kampagne – en fordel

Læren fra tidligere afstemninger om, at en lang kampagne er en fordel for nejsiden skyldes, at jasiden har flere penge, medier og partier i ryggen og dermed mere massivt kan sætte en dagsorden. Når jasiden dermed går ud med et budskab, så kræver det tid for nejsiden at få deres modsvar slået fast.

Det gælder også Patentdomstolen, hvor regeringspartierne, industriorganisationer og medier allerede har været ude med et massivt tilrettelagt spin om, at afstemningen handler om, hvorvidt man fremover kan nøjes med én patentansøgning i EU. Modsat nu, hvor man i princippet skal søge i hvert enkelt land.

Jo før en nej-kampagne kommer i gang, jo større chancer for et nej.

Det er dygtigt spin og enhver kan se, at det vil betyde en lettelse for virksomhederne. Imidlertid er det netop kun spin, da alle virksomheder, uanset om vi stemmer ja eller nej, fremover vil kunne benytte det såkaldte EU-enhedspatent under domstolen. Eneste forskel er, at der fortsat skal søges selvstændigt i Danmark, hvis vi siger nej, mens man kan nøjes med en ansøgning i de 25 lande, som pt. har tilsluttet sig Patentdomstolen.

Med andre ord, så er det ”før og efter”, som opstilles fra jasiden og diverse kommentatorer, ikke det reelle afstemningstema. Det betyder også, at den besparelse for virksomhederne, som for eksempel DI og deres nye Tænketank Europa (P1 Morgen den 27. januar) har peget på, at Patentdomstolen medfører, ikke afhænger af et ja.

Alligevel indgydes lytterne denne tro, når der samtidig argumenteres for et ja og journalisterne gentager det flittigt uden nogen forbehold. Det er dygtigt spin, som det kræver tid at gennemhulle.

Demokratisk tab

Når nu afstemningen ikke handler om at gå fra 25 patentansøgninger til kun én for det europæiske marked, hvad handler den så om?

Det korte svar er mange ting. Fra risikoen for softwarepatenter, som i dag er forbudte herhjemme, til faren ved patenttrolde. Fra en indskrænkelse af demokratiet til øget domstolsstyre og privatisering af viden på stadigt flere områder. Lad os se på demokratiet først.

I dag er det Folketinget, som indenfor rammerne af patentdirektivet og Den Europæiske Patentkonvention bestemmer reglerne for godkendelse af patenter herhjemme. Ved et ja, så vil dette alene overgå til EU’s nye patentstruktur. Ved et nej vil vi fortsat være en del af Den Europæiske Patentkonvention og have indflydelse herpå. Uanset hvordan man vender og drejer det, så betyder det en indskrænkning af demokratiet, hvor vi politisk har mulighed for at sætte hensynet til almenvellet højere end til patentansøgere i den måde reglerne i praksis omsættes herhjemme.

Der er også demokratiske problemer forbundet med selve domstolskonstruktionen. Hvor patentsager herhjemme kører i det almindelige retssystem og i sidste ende i Højesteret, så er Den Europæiske Patentdomstol en særdomstol, hvis statutter kræver, at dommerne skal have ekspertise i patentsager.

For eksempel vil patentadvokater med videre kunne trænes og udpeges til dommere for en periode af seks år med mulighed for genvalg. Det vil i praksis betyde, at dommerne udgøres af folk, som må forventes at være velvilligt indstillet overfor patentsystemet og mindre indstillet på eksempelvis at indskrænke mulighederne for patenter under hensynet til almenvellet.

Det betyder også, at dommerne ikke har den stilling som livstidsstilling, men ofte er afhængige af at kunne opnå job i branchen igen efter endt periode, hvilket medfører en sammenkædning af interesser. Omvendt er Højesteret uafhængige og har ikke denne tætte sammenkædning med patentbranchen, hvilket giver en større retssikkerhed og sandsynlighed for, at andre end patentinteresser tilgodeses.

Som IT-blogger Ole Tange udtrykte det i en blog, så svarer hele særdomstolskonstruktionen til "at vi havde en særdomstol for miljø hvor alle dommerne var udpeget af forureningsindustrien: Deres fortolkning af den samme lov ville være forskellig fra dommere udpeget af Greenpeace".

Softwarepatenter

Et eksempel, hvor vi kan miste demokratisk selvbestemmelser, er det danske forbud mod og restriktive fortolkning af softwarepatenter.

I Danmark er softwarepatenter forbudt. Dette er også på papiret tilfældet under Det Europæiske Patentkontor, som er det nuværende patentsamarbejde, som Patentdomstolen skal bygges ovenpå.

Imidlertid har det ikke forhindret patentkontoret i at godkende mindst 50.000 klokkeklare softwarepatenter. Det gælder for eksempel stavekontrol, procesbjælke, der viser, at computeren arbejder, faneblade i alskens programmer, indkøbsvogne ved webshopping og mange andre eksempler. Alt sammen noget, som vil gøre almindeligt IT-forbrug markant dyrere og mere besværligt for både erhvervsliv og private. Og det vil oven i købet i den grad sætte en bremse på innovation og udvikling af nye IT-løsninger og open source, da det er simpelt programmørarbejde, som pludseligt patenteres og privatiseres. Dette har blandt andet fået de IT-professionelles fagforbund Prosa og IT-Politisk Forening til at kaste sig ind i kampen for et nej.

Intet tyder på, at der er økonomiske fordele ved et ja. Men omkostningerne kan vise sig store.

Ligesom softwarepatenter vil udvide det private patenterede rum, så er der en risiko for at andre områder vil udvides drastisk og at der udstedes væsentligt flere patenter end i dag.

Selve Patentdomstolen er skruet sådan sammen, at den finansieres ved hjælp af de gebyrer, det koster at få godkendt et patent. Der er så at sige et økonomisk incitament i at udstede flere patenter. Hvordan det vil gå, er umuligt at forudsige, men et tænkt eksempel kunne være gener.

I dag kan der ikke tages patent på hele menneskelige gener, men gerne på specifikke anvendelser af gener for eksempel genbaseret medicin, diagnosticeringsmetoder og lignende. Så længe vi ikke overfører magten til Patentdomstolen, så kan vi via Folketinget og Højesteret sikre, at der ikke sker yderligere skred på dette område, så vores arvemasse ikke bliver privatiseret og gjort til genstand for profit.

Stemmer vi derimod ja, så har vi ingen mulighed for at kontrollere det, såfremt retspraksis hos Patentdomstolen er mere vidtgående, end den ville have været herhjemme.

Stemmer vi nej til Patentdomstolen, så har vi derimod en glimrende mulighed for at se tiden an. Så kan vi om fem eller ti år tilslutte os domstolen uden problemer, hvis et flertal ønsker det. Og så har vi vished for, hvordan retspraksis udvikler sig.

Patenttrolde

En anden risiko er patenttroldene. En patenttrold er en virksomhed, som køber eller lejer andres patenter eller selv finder på ting, som kan patenteres, men som de dybest set ikke selv producerer. I stedet lever de af at føre retssager mod andre seriøse firmaer for at bryde deres patenter.

Et eksempel er et amerikansk advokatfirma, som fik ideen om at tage patent på funktionen om at skanne et dokument direkte til en email, selvom det egentligt ikke oprindeligt var deres ide eller produkt. Siden har de så levet af at sende regninger til firmaer, hvor de antager, at denne funktion bruges.

I Danmark har vi hidtil ikke kendt dette fænomen, dels da vi er et lille patentområde og dels, da Højesteret ikke ville anerkende en sådan praksis, men i USA og nogle EU-lande er det big business. Et forskningsprojekt fra Boston Universitet har vist, at fænomenet i USA alene i 2011 medførte 5842 patentsager og kostede selskaberne 160 milliarder kroner i omkostninger. Dertil kommer alle de virksomheder, som blot har betalt regningerne og afstået fra retssager.

Indføres EU-enhedspatentet i Danmark via Patentdomstolen, så vil vi også være blotlagt for patenttrolde, uden at Højesteret kan sætte begrænsninger.

Gode grunde til et nej

Der er slåedes gode grunde til et nej, men den store udfordring består i at få folk til at interessere sig for afstemningen og møde frem på valgdagen.

Efter reglerne i grundloven, så er det nemlig ikke nok blot at få et nej. Det kræver at mindst 30 procent af de stemmeberettigede stemmer nej. Da afstemningen falder sammen med EU-parlamentsvalget, så er dette ikke umuligt, men det kræver, at stemmeprocenten kommer over de 60 procent, hvis det kun bliver et snævert nej og det kan vise sig at være en udfordring i sig selv. Endvidere risikerer afstemningen at glide i skyggen af EU-valget og de håbefulde kandidater, som har travlt med at markere sig selv.

Dertil kommer de politiske udfordringer. Jasidens spin, som er nævnt herover, skal imødegås og befolkningen skal forsikres om, at et nej ikke koster virksomhederne penge og dermed arbejdspladser. I en krisetid er økonomien et afgørende spørgsmål, hvor erhvervsorganisationerne og jasiden vil komme buldrende. Også her står vi dog med gode kort på hånden. Således tyder intet på, at der er økonomiske fordele ved et ja, hvorimod omkostningerne kan vise sig store (se artiklen her i opslaget: Ingen økonomiske fordele ved Patentdomstolen).

Nye alliancer

På positivlisten er, at afstemningen berører helt nye grupper af vælgere, som kommer i kontakt med en EU-afstemning for første gang, og som kan komme til at blive afgørende for udfaldet.

Ikke mindst softwarepatenterne interesserer mange unge. I Sverige så vi ved sidste EU-valg, at Piratpartiet kom ind med to mandater. Under protesterne mod ACTA-aftalen kom internetaktivismen i sving og mange deltog i aktiviteter og protester.

Dette peger på muligheden for spændende alliancer og nye grupper, som kan trækkes til stemmeurnerne og dermed blive udslagsgivende både hvad angår stemmeprocent og nejstemme.

En ting er helt sikkert. Det bliver ikke nogen let afstemning at vinde. Men det kan lade sig gøre, hvis vi kommer i gang så hurtigt som muligt.