Hermed en kommentar til artiklen på forsiden af Bornholms Tidende den 26. marts:  "Regionskommunen sparer på overførselsindkomsterne – 35 millioner kroner i sygedagpenge". 

Er det en fin gerning at spare på syge mennesker, der allerede har det svært i forvejen? Fokus, som alle politikere taler om, tidlig afklaring af borgerne, fastholdes desværre ikke rigtigt.

De syge forsvinder hen i kontanthjælpen med en meget mindre eller slet ingen ydelse.

Heller ikke det, at borgere, der er syge, ikke skal miste deres forsørgelsesgrundlag – hvilket politikerene taler så fint om, jævnfør den så "gode" kontanthjælpsreform – bliver overholdt!

Borgere, der er syge, mister nemlig deres forsørgelsesgrundlag, grundet gensidig forsørgerpligt. Der står klart i artiklen, at udgifterne til sygedagpenge og førtidspension er reduceret , og samtidig er der kommet flere på kontanthjælp. Og det er rigtigt.

Familien må træde til

De syge forsvinder hen i kontanthjælpen med en meget mindre eller slet ingen ydelse, grundet den gensidige forsørgerpligt.

Så skal nære venner eller familie træde til, da den syge mister indtægt og bolig, og det er o.k. for kommunen og regeringen, for vi sparer jo penge!

Alle de, der falder ud af dagpengesystemet, rammes af samme skæbne – gensidig forsørgerpligt, hvis de bor sammen med nogen eller er gifte. Det vil sige,  at udover økonomi, sygdom, social funktionsevne, ehvervserfaring og så videre, bliver også privatlivet endevendt – og det er ydmygende.

Syge borgere holdes fast i flere år på kontanthjælp, og afklaringen – ja den holdes der også gang i – selvom alle mulige former for aktiveringer, arbejdsprøvninger, terapi, medcin, kurser og lægelige udtalelser fra fagfolk er udtømte og afprøvede.

For syge borgere og almindelige borgere på kontanthjælp får kommunerne jo en god pose penge i form af refusion. Og det er også hørt i medierne, at hvis sagsbehandlere lukker sygedagpengesager, så får de også en god klat penge for hver sag, der lukkes og overgår til kontanthjælpen.

Rehabilitering

Er den syge, efter mange år i systemet blevet henvist, til rehabiliteringsteamet, så må den syge stadig vente for bare at komme nærmere en afgørelse, på sit liv, sit livskvalitet og eksistensgrundlag.

Kommunerne skal iøvrigt ikke mere reelt tage rehabiliteringsteamets anbefalinger i brug, hvis de mener noget andet. Syge borgere står uden rettigheder i deres sag, det ved vi alle sammen. Vi kan klage – dog tager det rigtig lang tid. Og mange gange gør vi det forgæves.

Desuden retter kommunerne sig ikke altid efter ankestyrelsens anbefalinger. Efterbetalinger af sygedagpenge bliver rigtig tit anset for formue i kontanthjælpssystemet. 

Er det rimeligt vil behandler syge mennesker på denne måde?