Det er fem år siden sidste parlamentsvalg. Fem år med krise, og hvor regningen er sendt et sted hen – til arbejderklassen. I 2009 var der krise, men der var den endnu kun i sin vorden.

Siden er den fortsat, er blevet brugt og misbrugt, som argument for nedskæringer overalt i EU.  Vi kan ikke konkurrere, hvis lønningerne stiger... Bliver der slået fast, mens aktionærerne og  topcheferne hiver massive summer hjem til sig selv. Vi kan ikke tillade, at folk forlader arbejdsmarkedet for tidligt... Konkluderes det, mens tusinde og atter tusinde i arbejdsløshedskøen ikke har noget at lave. Vi kan ikke blive ved med at have råd til al den offentlige velfærd...Hævdes der, mens der fortsat er råd til nye kampfly.

 2009, da der sidst valg til EU-parlamentet, var EU som nu optaget af euroens trivsel, ikke af befolkningernes.

Jo, krisen bruges. Af eliten, af arbejdsgiverne, af aktionærerne – men også af EU. EU har i ly af krisen gennemført en række alvorlige tiltag, der har givet dem meget stor magt over medlemslandenes økonomi. Mest alvorligt naturligvis for eurolandene. Men også lande med følgagtige magthavere – som her  i landet – er nu viklet ind i en økonomisk spændetrøje, som det kan blive endda meget svært at vikle sig ud af.

Mere magt til EU i ly af krisen

I 2009, da der sidst valg til EU-parlamentet, var EU som nu optaget af euroens trivsel, ikke af befolkningernes. Siden 90'erne har der været krav om snæver samordning af medlemslandenes økonomiske politikker og krav om budgetdisciplin. Fra '99, hvor stabilitet- og vækstpagten blev indført, har der været sat tal på, hvad landene skal overholde: Et underskud på maksimal tre procent og en gæld på maksimal 60 procent af BNP. Herefter fulgte en række år, hvor EU gradvist udfoldede sin indflydelse.

I 2010 fik Danmark en henstilling fra EU, budskabet var klart: Spar 24 milliarder kroner i løbet af en tre års periode. Dette resulterede i den såkaldte "genopretningspakke", der nok tilrettede budgetterne, men ramte velfærden hårdt.

Fra 2011 har styringen taget til, og det er lykkedes med ekspresfart at erstatte landenes selvbestemmelse med centraliseret styring udenfor demokratisk kontrol. 

I 2011 kom europluspagten, der også blev kaldt "konkurrenceevnepagten", med den fulgte krav om at begrænse lønudviklingen i den offentlige sektor. Senere samme år fulgte "sixpacken", der desværre er andet og mere end seks dåseøl, der kan nydes i det gode forårsvejr. Bag det hyggelige navn gemmer sig nemlig både en kraftig opstramning af vækst- og stabilitetspagten, men også mulighed for at straffe lande, hvis økonomi ikke lever op til EU's krav om samfundsøkonomisk balance.

Her indførtes det europæiske semester, som sørger for, at der halvårligt fastlægges en kurs for yderligere samordning – det vil sige ensretning – af medlemslandenes nationale budgetter.

Finanspagten

Men ikke engang det var nok. I 2013 fulgte finanspagten, som Folketinget har valgt at følge, selvom vi som ikke-euroland ikke er forpligtede til det. Finanspagten er om noget suverænitetsafgivelse i absurd grad, og det er derfor helt hen i vejret, at befolkningen ikke fik mulighed for at afvise den ved en folkeafstemning. Finanspagten er alvorlig, fordi den både rummer et krav om, at lande, der tilslutter sig den, skal indføre en evigt gyldig budgetlov, og alvorlig fordi den igen strammer sanktionsskruen, da EU mener, at den bedste hjælp til økonomiske trængte lande er bøder.

Hvad betyder det konkret? Budgetloven betyder der sættes et udgiftsloft for såvel stat, som regioner og kommuner. Loftet kan ikke brydes, uanset hvilke gode, fornuftige og samfundsøkonomiske grunde der kan være til det. Brydes rammen, er konsekvensen klar, automatiske korrektionsmekanismer, det vil sige, at sparekniven rammer, uden at det er noget, politikerne kan eller skal blande sig i.

Hvorfor vil politikerne finde sig i at blive sat udenfor indflydelse, når det er så alvorligt som kernevelfærd, det handler om? Tjah, det kan man jo kun gisne om, men mon ikke nogle politikere gerne vil undgå folkeligt pres i forbindelse med "de nødvendige nedskæringer", det vil sige nedskæringer for at sikre prisstabiliteten eller for at redde røven på euroen. Når man samtidig indfører den regel, at lande kan klage over andre lande, hvis deres budgetlove ikke ser stramme nok ud – ja, så er der masser af teknik at gemme sig bag for politikerne, når nedskæringerne rammer.

Og EU parlamentet har stemt om næste skridt – bankunionen. Indtil nu er det kun SF, der har meldt ud med helhjertet støtte til, at Danmark skal med, velvidende at hvis vi kommer med, betyder det, at danske skatteyderkroner skal gå til at holde hånden under de europæiske banker, der rammes af krisen. 

Hvor styringen af landene før 2011 byggede på hensigter og aftaler om at handle på en særlig måde, er styringen efter 2011 anderledes. Det handler om at forpligte landene på at handle efter forskrifterne, slavisk og mekanisk at følge retningslinjerne, uanset hvordan det i øvrigt går. Det gøres til krav at automatpiloten sættes til, uagtet om det koster jobs, velfærd, demokrati og sammenhængskraft.

Som det er lige nu, er store dele af kommunernes (cirka 70 procent) , regionernes (cirka 97 procent) og statens (cirka 60 procent) udgifter underlagt udgiftsloftet fra budgetloven. Dansk økonomi ses igennem hvert halve år i det europæiske semester, og henstillinger ses hurtigt omsat i konkret EU nedskæringspolitik. Her kort før valget bør man spørge sig selv: Har vi egentligt sagt ja til det? Skal EU virkeligt bestemme så meget? Og kan man give en stemme til de partier, der igen og igen har stemt for at give EU mere magt?

140 velfærdsydelser under pres

en det er ikke kun direkte gennem strammere budgetstyring, at vi taber vores suverænitet, at velfærden presses. EU-domstolen hjælper til med domme, der øger presset på den skattefinansierede velfærd. Det vurderes aktuelt at cirka 140 danske velfærdsydelser er truede af konsekvenserne af det indre marked. Mest kendt er spørgsmålet om den danske børnecheck. Her udstilles det, i hvor høj grad det danske velfærdssystem kolliderer med det indre marked med fri bevægelighed, og hvor det er decideret forbudt for landene at stille andre EU-borgere ringere end egne borgere.

For hvad sker der, når vi har en forholdsvis høj børnecheck, hvor betingelsen for at få den er så simpel, "at man skal have børn" for at få adgang til den? Ja, så kan ydelsen uden større bøvl benyttes af skrupelløse arbejdsgivere til at lokke folk fra andre lande til at arbejde her på ringere vilkår, da de jo kan tage børnechecken med i regnestykket. Uetisk - ja!, men vil det forsvinde? Næppe! 

Med børnecheck som eksempel kan vi spørge, om vi vil give danske skattekroner med hjem til alle, der arbejder her, men hvis hjem og familie er i et andet EU-land. Eller vi vil ændre ydelsen til for eksempel et fradrag eller en ydelse, der  skal optjenes? Ingen af mulighederne er fede, men det er sådan, det er for den og 139 andre velfærdsydelser, så længe vi er en del af EU. Fordi det er klart, at velfærden er under stadigt stigende pres, når vi er med i EU, er det nødvendigt at have det perspektiv, at vi skal ud. Blandt dem, du kan stemme på til parlamentsvalget, er der en – kun én – liste der har det, nemlig Folkebevægelsen mod EU.

.EU har i ly af krisen gennemført en række alvorlige tiltag, der har givet dem meget stor magt over medlemslandenes økonomi.

Ud over stram økonomisk styring og indirekte pres på velfærdsydelser via EU-domme slås vi med social dumping. Jeg ved godt parlamentet har vedtaget et tyndt dokument om kædeansvar, der betyder, man kan holde entreprenøren til ansvar, hvis en underleverandør ikke lever op til aftaler. Men det begrænses til særlige brancher og, hvad værre er, sikrer, at entreprenøren kun kan gøres ansvarlig for egne underleverandører, ikke for deres underleverandører. Jublen er til at overskue. Dette når EU samtidigt via håndteringsdirektivet har travlt med at sikre, at landene i deres forsøg på at undgå social dumping ikke kommer til at genere erhvervslivet.

Undskyld mig, men ser man på de vilkår, EU's vandrende arbejdskraft bydes, så kræver det et abstraktionsniveau af rang at synes, at problemet er, at nogle lande måske kunne komme til at gøre for meget for at hindre det. Igen må man spørge: Hvem kæmper mod social dumping – ikke kun i smarte socialdemokratiske overskrifter, men i indhold? Hvis din stemme skal fortælle, at det ikke er ok at undergrave danske løn- og arbejdsvilkår, kan den kun falde et sted, på Liste N