Vores udtalelse fra Amager angående vores støtte, til at det selvfølgelig er legitimt at protestere mod, hvad vi opfatter som en udemokratisk og asocial regeringsledelse, er aldeles ikke udtryk for noget som helst fordækt forsøg på at angribe Enhedslisten, som jeg har været aktivt medlem af i over 20 år, og nok ydet mit til vedrørende den stigende tilslutning til partiet her på Amager.

Uanset hvor magtesløs, vred og frustreret man er overfor den førte politik, mener vores nuværende ledelse åbenbart, at man til hver en tid skal overholde borgerlige normer for høfligt optræden.

Vi er mange, der internt i partiet for eksempel er i vores gode ret til at mene, at det ikke vedkommer FU, hvad grupper uden for listen måtte finde på af mere eller mindre opfindsomme fredelige protestaktioner. Det er både småborgerligt og barnagtigt at bruge tid på den slags.

Inden mandatantallet steg nogle medlemmer til hovedet, har vi i partiet haft fokus på det udenomsparlamentarisk politiske arbejde, og normalt støttet personer, grupper og organisationer hvis politiske arbejde og budskaber vi var enige i, og vi er jo i denne sammenhæng ikke uenige om årsagen til fløjtenisternes protest, som lydmæssigt øvrigt var ynkelig at høre på.

Så vidt jeg ved, har vi ikke indført demokratisk centralisme i Enhedslisten, der bestemmer hvad vi medlemmer skal mene, hvorfor jeg ikke begriber, hvorfor vi skulle falde ledelsen i ryggen ved at være uenige i den udtalelse, der er fremsat.

Men uanset hvor magtesløs, vred og frustreret man er overfor den førte politik, mener vores nuværende ledelse åbenbart, at man til hver en tid skal overholde borgerlige normer for høfligt optræden, herunder at udholde at høre på en politiker, som vi af erfaring ved, at gode argumenter er som spildte ord på ballelars.

Godt Enhedslistens hovedbestyrelsen ikke havde noget at skulle have sagt i slaget på fælleden, og i alle de andre senere arbejdskampe, hvor politi og magthavere slog ned på vrede demonstranter, der ikke opfyldte borgerlige normer for god opdragelse.

Vi er flere i partiet, der undrer os over, hvorfor vi egentligt på arbejderbevægelsens kampdag er sammen med blå politikere og en opportunistisk fagforeningstop, der ikke kunne drømme om at indføre socialisme, men tværtimod vil sikre fortsat kapitalistiske vækst for de rige og for dem der har deres på det tørre.

Med andre ord, Bodil Heinø burde interessere sig mere for den aktive bevægelse i Enhedslisten, som stiller spørgsmålet: ”Hvor er vi på vej hen”, end en lille protestaktion fra frustrerede unge, som vi gerne skulle kunne tiltrække i det organiserede politiske arbejde, frem for at udskælde dem som om vi var fornærmede forældre.