I en politisk kommentar bragt i Arbejderen den 7. maj skriver Lisbeth Bech Poulsen, at hun ser bankunionen som en del af løsningen for et EU, hvor banksektoren i ly af krisen har haft snablen dybt nede i statskasserne. Hun kritiserer modstanderne af bankunionen for at være uansvarlige og urealistiske.
Men mest af alt er kommentaren udtryk for, i hvor høj grad SF har fjernet sig fra alt, hvad der bare kan minde om kritik af eller modstand mod EU.
Man har købt hele den pakke, som bankunionen er en del af. Hele den pakke, der handler om, at politikerne skal parkere selvstændig tænkning og handling – og i stedet deponere beslutningskraften i EU.
Hun medgiver, at bankunionen ikke er perfekt – hvilket er en af de underdrivelser, der er til at tage og føle på.
SF har købt hele den pakke, som bankunionen er en del af.
Bankunionen opstiller regler for, hvor skrappe krav medlemslandene må stille til bankerne, og reglerne er lavet, så de gavner de store banker, der gerne vil være større ved at gøre det lettere for store banker at opkøbe skrantende, mindre banker.
Dette vil alt andet lige forværre det nuværende problem med banker, der er så store, at de ikke kan krakke uden alvorlige samfundsmæssige konsekvenser. Med bankunionen får disse mastodonter fred for skrappe nationale regler, de får lettere ved at vokse – og de har med bankunionen stadig en kasse med skatteyderkroner, de kan stikke snablen i.
Bankunionen er – udover i sig selv at være samfundsskadelig – en del af euroens redningsplanke: Den kommer i forlængelse af finanspagten, budgetloven og de automatiske korrektionsmekanismer.
Igen må vi konstatere, at der er tale om en EU-politik, hvor arbejderklassen betaler med skattekroner, forringet velfærd og færre muligheder for regulering af kapitalen, mens spekulanterne i finanssektoren får det, de vil have.
SF stiller sig på finanssektorens side – i Folkebevægelsen mod EU står vi modsat og vil kæmpe for at holde Danmark ude af bankunionen.
Det er værd at huske på valgdagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278