Det nye udspil på efteruddannelserne, hvor de arbejdsløse enten må undvære eller selv låne sig til 20 procent af dagpengene, er nyeste skud på de seneste års reformvenlige besparelser, som skal bringe Danmark på rette kurs.

I støt takt med disse reformer ser man desværre samtidig, hvordan den danske model er under stort pres, når arbejderne skal vælge, hvordan de bedst kan fastholde deres levestandard, og derfor vælger de overenskomstbærende fagforeninger fra i deres budgetter. 

Her hjælper det desværre ikke meget, når ledelserne i mange af disse fagforbund samtidig lægger sig fladt på maven og logrer med halen, fordi de derved tror, at politikere og arbejdsgivere så vil lytte, når tingene på arbejdsmarkedet spidser til.

En fælles dagsorden

Regeringen og arbejdsgiverne har nemlig en fælles dagsorden med disse reformer: Sikre sig mod resten af EU ved at forringe danske arbejderes levevilkår, således at de selv kan bevare den vanlige høje levestandard på bekostning af den danske arbejderklasse.

I forlængelse heraf vil man skabe lettere vilkår for erhvervslivet med afgiftslettelser og andre lignende tiltag – selvfølgelig således, at arbejderklassen også som forbrugere skal betale for, at erhvervslivets manglende forventede profit igen skal nå op højderne fra før finanskrisen. 

Betyder dette så, at erhvervslivet fremadrettet skal betale velfærden, når reformerne virker? Nej, det ville være i strid med de neoliberale tendenser, som de fleste af vore politikere tilbeder, og som de bliver inspireret af gennem deres store forkærlighed til EU. 

Og netop EU burde ellers med ensartede lovgivninger i alle EU lande være det store værn mod netop finanskapital og erhvervsliv, til gavn for den fælles europæiske velfærd. Det er skræmmende at tænke på, hvordan vi i disse dage tager stilling til et enormt EU-parlament, som stort set ingen indflydelse har, hvis ikke Ministerrådet er enige med dem.

Hvem er EU's Ministerråd? Mange har baggrund i netop finanskapitalen og erhvervslivet.

Og hvem er så EU's Ministerråd? Ser man bort fra enkelte lande, består Ministerrådet af politiske ledere, hvor mange har baggrund i netop finanskapitalen og erhvervslivet, ikke kun personligt, men i høj grad også økonomisk. Og hvem af dem har mon format til at gå imod egne interesser?

Hvad kan arbejderne egentlig gøre til forbedring af egen livssituation? Håbe på, at demokratiet skal rette op på skævhederne? Det ville være dejligt, men desværre tror jeg, reformforringelserne vil fortsætte i mange år endnu, inden vi ser et flertal af politikere, som vil ændre noget på det.

Derfor ser man, hvordan arbejderne i forsøg på at sikre sig selv stemmer på de samme neoliberale politikere. 

Forbrugermagt

Som forbrugere har arbejderklassen nærmest ubegrænset magt, hvis den blot holder sammen.

Tag for eksempel finansverdenen, hvor forbrugerne først kan fravælge usolidariske banker, hvorefter forretninger og firmaer, som bruger de samme banker kan fravælges. Tøjproducenter, der bruger fabrikker i østen, som er rene dødsfælder for arbejderne, kan fravælges, og forbrugerne kunne med ganske få midler fjerne usolidariske udnyttere. 

Derfor er de fysiske kampmidler, som jeg ser det, den eneste måde, hvor magten får øjnene op for de problemer, som overklassen ikke mener, den skal være en del af.

Det er ironisk at tænke på, hvordan hele dens eksistensgrundlag er baseret på netop arbejderklassens forbrug og arbejdsindsats – alligevel mener den ikke at være afhængig af samme. 

Kapitalen ville være fattig, hvis den selv skulle skabe værdierne.