”Jeg tror bare ikke du gider”. Det var,* hvad Kim, som har kroniske smerter på grund af slidgigt i den ene skulder og begyndende slidgigt i den anden, fik at vide af sin sagsbehandler.

Han har i de sidste otte år, siden han i 2006 blev fyret på grund af en længerevarende sygemelding, ellers forsøgt at få et fleksjob eller i det mindste blive beskæftigelsesafklaret. I denne tid har han haft cirka 20 sagsbehandlere og har været igennem syv arbejdsprøvninger.

De mener, at han sagtens kan klare et fuldtidsjob, og at det bare gælder om at finde det rigtige, selvom det ikke er lykkedes på ni år.

”Velfærdssystemet skaber [bedre end nogen anden model] både værdige valgmuligheder for mennesker, tryghed og arbejde til de fleste” og ”det sociale sikkerhedsnet skal være så fintmasket, at det griber de mennesker, der falder – bliver syge, arbejdsløse eller slet ikke kan arbejde”, skrev beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ellers i et debatindlæg i Politiken i februar.

Hun fulgte det op i endnu et debatindlæg i Politiken (denne gang den 2. april), hvor hun blandt andet skrev, at de arbejdsløse skal behandles ordentligt, og at de ”arbejdsløse har krav på en indsats, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov … Vi ønsker en beskæftigelsesindsats, der bygger de arbejdsløse op i stedet for at bryde dem ned”.

Det lyder jo fint. Men virkeligheden i arbejdsløshedssystemet og for de arbejdsløse er altså en helt anden, som undersøgelser og tal fra beskæftigelsesområdet i de seneste uger fastslår. 

Næsten halvdelen af alle ledige betragter sig selv som stressede ifølge en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i januar. Og op mod 40 procent af alle aktiverede, eller over 13.000 ledige, er i fare for at havne i en decideret depression ifølge overlæge Bispebjerg Hospital og stressekspert, Bo Netterstrøm.

Men en ting er tal. Noget andet er de skæbner, som gemmer sig bag ved tallene. 

14 års ørkenvandring

Min Kim var så uheldig at få et ledskred i skulderen under en badmintonkamp tilbage i 1995. Hans læge anbefalede ham at vente med at blive opereret, til han ikke kunne holde det ud længere, fordi der var ”50% chance for at få et stift led”, hvis han blev opereret.

Kim mente nok, at han kunne holde det ud. Men da han fik foretaget en kikkertoperation i 2005, viste det sig, at ledbåndet næsten var revet over, og at han havde fået massiv slidgigt i venstre skulder, fordi den havde hængt skævt så længe. Selv om han fik skulderen opereret, var den permanent skadet.

Efter at have været sygemeldt i længere tid blev Kim fyret fra sit arbejde som motorcykelmekaniker, selvom han gerne ville have fortsat med et arbejde, som han var rigtigt glad for.

Siden da er hans skulder bare blevet værre, og ovenikøbet har han begyndende slidgigt i den anden skulder, en begyndende diskusprolaps og slidgigt i ryggen, og han er desuden blevet opereret for hofteproblemer.

Han er efter eget udsagn aldrig smertefri i skulderen. Han kan således hverken bevæge armen eller sidde stille med den, uden at det gør ondt, han kan ikke skrue en skrue i et bræt eller tage et spadestik uden store smerter, og han kan ikke løfte sin et-årige søn.

Siden han blev arbejdsløs, føler Kim, at han er blevet kastet rundt i arbejdsløshedssystemet, hvilket sammen med rigide regler har gjort det nærmest umuligt at få ham beskæftigelsesafklaret. 

Blandt andet derfor mener han efterhånden, at en førtidspension passer bedre til hans situation på grund af hans forværrede tilstand og en modløshed overfor afklaringsprocessen og muligheden for at få et fleksjob eller lignende. 

Men hvor meget skal der til? Kim har trods alt været igennem syv arbejdsprøvninger.

For hver gang der har været ændringer, enten i form af nye operationer (han er blevet opereret ti gange på ni år) eller i form af nye anvisninger fra kommunen, har det trukket processen i langdrag, fordi afklaringsproceduren så må starte forfra, fordi de lægelige oplysninger nemt vurderes til at være forældede.

Stresser arbejdsløse

Mange af sagsbehandlerne har mødt ham med en mistro, der virker lettere absurd, når man tager hans tilstand og antal operationer i betragtning. De mener, at han sagtens kan klare et fuldtidsjob, og at det bare gælder om at finde det rigtige, selvom det ikke er lykkedes på ni år.

Ligesom de stressede ledige i Ugebrevet A4's undersøgelse føler Kim, at den uafklarede situation og den mistro, han bliver mødt, med er voldsomt stressende.

Han scorede helt i top for både stress og depression i en spørgeskematest hos hans læge og fik antidepressionsmedicin i en kortere periode, men måtte stoppe, fordi de gav han kvalme og gjorde ham svimmel.

Desuden påvirker hans situation selvsagt hans familie. Hans kæreste Caroline skal, udover at hjælpe ham med hans sag og passe på ham, også passe huset og deres to børn meget af tiden, fordi Kim enten er for træt eller har for store smerter til at hjælpe.

Alt dette skete for Kim på grund af et tilfældigt uheld. Men det kunne lige så godt være sket for dig eller mig. Så du må spørge dig selv, om det er sådan, du gerne vil mødes af Mette Frederiksens system, hvis du skulle komme ud for et lignende uheld som Kim.