Socialdemokraterne har her under deres regeringsperiode fejet megen kritik af vejen med, at man skal kunne tælle til 90 mandater.

Det kan man selvfølgelig ikke bestride, at der er en vis sandhed i dette udsagn, men man sidder lidt med den mistanke, når man følger dansk politik, at det også er en meget bekvem undskyldning for socialdemokraterne.

Al den snak, om at de ønsker et bredt samarbejde til begge sider i Folketinget, er tvetunget tågesnak.

I hvert fald for den del af Socialdemokratiet, der står til højre for midten i partiet.

Dette kalifat i partiet med Helle Thorning-Schmidt, Corydon og Sass er tydeligvis langt mere begejsteret for samarbejdet med de borgerlige partier og regeringspartneren, Radikale Venstre, end de umiddelbart lader skinne igennem.

Så al den snak, om at de ønsker et bredt samarbejde til begge sider i Folketinget, er tvetunget tågesnak.

Sandheden er nok nærmere den, at de hellere vil brække en arm på langs end at lade Enhedslisten få indflydelse på væsentlige dele af den førte politik.

Magthaverne i det socialdemokratiske parti vil uanset om de så kunne opnå flertal med Enhedslisten, stadig langt hen af vejen hellere føre politik med de borgerlige partier.

Enhedslisten bliver udelukkende brugt som skræmmebillede af Socialdemokraterne til at få de borgelige partier til at samarbejde under devisen: ” Hvis i ikke samarbejder, så kommer den røde bøhmand”.