Frank Johannesen havde i Arbejderen (30.05-01.06) et større indlæg, hvori han skriver om den ”populære Assad” og som modpol til ham ”oprørerne”, der blot er marionetter for den USA-ledede krigsalliance.

Frank Johannesens opfattelse kan kun bygge på en for dårlig orientering om de faktiske forhold.

Efter min mening burde man for længst have støttet oprørerne med våben.

En grundigere forskning fra hans side ville have ført til en erkendelse af, at oprøret startede som en folkelig protest mod Assads undertrykkelse af frihed og demokrati. Under Assads regime forekom arrestationer, fængslinger og tortur som daglig foreteelse. USA har til stadighed søgt at blande sig så lidt i borgerkrigen som muligt, fordi landet har problemer nok i forvejen. 

Som om Assad ikke skulle kunne klare sig med sit eget omfattende militær, har han fået støtte fra Rusland, Iran og Hizpolla. Så vidt jeg kan bedømme har hans væsentligste militære indsats bestået i beskydning og bombning af byernes boligkvarterer. Mange bydele ligner nu ruinbyerne efter Anden Verdenskrig.

Efter min mening burde man for længst have støttet oprørerne med våben. Som situationen er nu har man i høj grad overladt et tomrum til muslimske ekstremister.

Udenrigsminister Martin Lidegaards betegnelse ”moderate oprørere” for dem, der fra begyndelsen har kæmpet for en demokratisk Syrien må betegnes som meget korrekt.

Desværre ser det ud til, at store dele af den kommunistiske bevægelse foretrækker at støtte militær og politisk undertrykkelse frem for et folkeligt oprør. Det har forbløffet mig meget!