14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Har politikerne spist Løkke-piller?

Har politikerne spist Løkke-piller?

Har alle glemt, hvilket gigantisk underskud VK-regeringen efterlod? Hvilke holdninger og egenskaber er det, vi efterlyser hos vore politikere?

Hvor går grænsen for, hvor meget man kan hjælpe erhvervslivet uden at stille krav? Kan man være helt sikker på, at der ikke er givet modydelser til enten personen eller partiet?
FOTO: Søren Bidstrup / Scanpix
1 af 1

Jeg ønsker mig ansvarligheden, den moralske habitus, den etiske holdning ind i politik. Er jeg alene om det ønske?

Jeg kan ikke skrive "tilbage i politik", for jeg er ikke helt sikker på, om den nogensinde har været dér. Grådigheden er vokset til en for mig uspiselig størrelse. Hvis man modtager et eftervederlag på 1,5 millioner kroner eller mere end 70.000 kroner om måneden, og man så ikke er i stand til at købe sine egne underbukser, så er det nok ikke posten som ansvarlig for landets finanser, man skal søge at udfylde.

Skal det bare være den, der er smartest i munden, der får den største luns kød?

Har alle glemt, hvilket gigantisk underskud VK-regeringen efterlod? Er det virkelig de mennesker, som de fleste danskere mener, er værdige og moralske nok til at modtage de højeste poster i dette land?

Hvilke holdninger og egenskaber er det, vi efterlyser hos vore politikere. Skal det bare være den, der er smartest i munden, der får den største luns kød, eller skal det være den, der har størst omtanke for sine medmennesker?

Burde lobbyisme forbydes?

Hvor går grænsen for, hvor meget man kan hjælpe erhvervslivet uden at stille krav? Kan man være helt sikker på, at der ikke er givet modydelser til enten personen eller partiet? Burde lobbyisme ikke være forbudt af hensynet til at modvirke korruption?

Hvordan bliver politik målbart? Hvornår kan man sige, at en politiker er dygtig? Er det når vedkommende har gavnet sit land, - eller når vedkommende har gavnet sine venner?

På hvilken måde har Lars Løkke gavnet sit land? Jeg spørger, fordi jeg vitterligt ikke kan få øje på det. Har kommunalreformen sparet alle de millioner af kroner, han stillede os i udsigt? Har skattelettelserne betydet, at der er skabt flere arbejdspladser (pas på tallene - 'ledigheden' er faldet, men beskæftigelsen er ikke steget)? Har danskerne fået det bedre generelt - eller er uligheden steget.

For at demokratiet skal være levedygtigt, er det nødt til at være organisk og levende. Hvis man beslutter noget, og senere finder ud af, at det var noget ged, så skal der være mulighed for at kunne reversere.

Det må altså være slut med stædigt at holde fast i et standpunkt, selvom man ved det er forkert. Så vælg dog et nyt! Men undersøg præmisserne og konsekvenserne før beslutningerne bliver kastet i hovedet på os medborgere. (Jeg tænker især på kontanthjælpsreformen, dagpengereformen, kommunesammenlægningen og så videre).

Giv vælgerne magten

I Spanien er der opstået en bevægelse – Podemos – det betyder "Vi kan". De racede ind i Europaparlamentet med fem pladser. Bevægelsen bygger på forståelsen af, at det er os som vælgere, der reelt har magten. Det er os som folk, der er berettigede til at stille krav til vore folkevalgte – og ikke som nu, at det er folket, der er de dumme, fordi politikerne ikke får forklaret deres politik ordentligt.

For at demokratiet skal være levedygtigt, er det nødt til at være organisk og levende.

Det er os som folk, der har ret til at formulere den politik, vi synes er nødvendig, for at vort samfund kan fungere. Podemos startede på Facebook og benytter sig i meget høj grad af den moderne teknologi. Vi har startet en gruppe – Podemos på dansk – på Facebook, og hvem ved måske breder dette sig som ringe i vandet – for det er den filosofi, der ligger bag Podemos – vi kan, og der er brug for os alle.

"Cirkler er uden forkortelser og mellemrum. Vi er færdige med frygt, fragmentering og resignation. Vi vil opbygge folkelige og borgerskabte sammenhold mod forarmelse og bortførelse af demokratiet. Fra vore cirkler forsvares spørgsmål af fælles fornuft: Vi er borgere, og har ret til at have rettigheder; at leve uden frygt; til sundhed, uddannelse, pensioner og social beskyttelse; til jord og territorium; beskæftigelse; til kulturen; at udvikle os som individer og som et folk; lyv ikke for os; slå os ikke ned; forarm os ikke med jeres gæld; berøv os ikke." Citat fra Podemos' hjemmeside.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jun. 2014 - 09:18   18. jun. 2014 - 09:27

læserbrev

af Birgit Holm Petersen, Kalundborg